Optændt af den hellige projektstyringsild

Jeg læste en interessant kronik af Torsten Jansen i Politiken forleden. Den handlede i superkorte træk om hvor barokt det er at vi alle hylder ægteskabet og kernefamilien, eller om ikke hylder, så dog kaster os ud i det, og uden at blinke accepterer en astronomisk fiaskoprocent. 40 % går fra hinanden, og hvad er reaktionen? Skuldertræk, oh tempora, oh mores, ja, sådan bliver vi slynget fra hinanden af hverdagens centrifuge.

Men han spørger meget rammende om vi ville acceptere det samme på andre områder: 40 % af virksomheder går konkurs? 40 % gennemfører ikke deres uddannelse? 40 % af boliger ender på tvangsauktion? Mon ikke vi ville iværksætte lidt undersøgelser? Evt. afprøve andre måder at gøre tingene på? Nye samlivsmønstre? Hvor vi kun bor sammen noget af tiden? Hvor generationerne bor integreret, men på hver sin etage? Klyngehuskollektiv? Naboeneboere? Jeg er sådan set åben over for det hele. Måske virker det søgt på nogle at opstille ’kunstige’ familiemønstre, men hvad har vi at tabe? Intet af dette skulle være tvang, selvsagt, men mon ikke man kan finde kandidater der har lyst til at ryste posen lidt i deres liv? Som en af mine venner kynisk svarede: ”Jo, bare de bliver filmet.” Det var ikke min tanke, men nuvel. Der bliver alligevel brugt masser af skattekroner på at reparere den begrædelige tingenes tilstand via mægling, ekstra tilskud til enlige forsørgere, støtteforanstaltninger til de udsatte børn, etc., så hvorfor ikke kanalisere lidt midler hen til noget proaktivt?

Hvis jeg var projektleder på Familien Danmark, ville jeg ikke være i tvivl om at der skulle handles. Med en fiaskoprocent på 40 står jeg jo til lodret fyring. Der skulle brainstormes om Mål: Hvad vil vi med Familien Danmark? Der skulle udarbejdes ordentlige Interessantanalyser: Hvad er Fars succeskriterier? Mors? Børnenes? Samfundets? Der skulle Risikovurderes: Hvor kommer truslerne fra? Der skulle estimeres Budget: Hvad må det koste? Ud fra dette ville jeg udforme nogle scenarier der så vidt muligt tog hensyn til det afdækkede, og så ville jeg se at få dem afprøvet med Faser, Milepæle, Evaluering, hele svineriet, for at opnå ny Viden.

Ja ja, jeg ved godt at vi som individer danner par og familier for at få dækket følelsesmæssige og biologiske behov, men er det ikke lidt interessant at anskue institutionen Familien fra projektvinklen? For der er jo unægteligt mønstre der går igen, uanset hvor meget vores individuelle familie føles unik, så måske findes der også værktøjer der kan hjælpe Familien på mere ret køl? Eller også ender vi måske med at konkludere at det er Forventningsafstemningen der har været helt gal? Måske er det slet ikke meningen at vi alle skal leve i Familien?

... if I had a hammer
I’d a-hammer in the mo-orning ...