Havesyge SHA

Jeg har tidligere skrevet hvor glad jeg var for min iPod og min Shuffle, og bedyret at med dem var alle mine musikalske lyster tilfredsstillet. Og det er faktisk ikke så mange måneder siden. Men får man nogensinde nok? Nej. Nej.

For nu vil jeg gerne have en iPod TIL. Som tidligere beskrevet er min iPod mit stereoanlæg, og jeg har ikke så meget som en ghettoblaster at spille cd’er på, så ALT ligger på iPod’en. Julemusik, børnemusik, MIN musik, klassisk musik samt øvelserne til Den Velfungerende Bækkenbund. ”Ja tak, SHA, too much information, hvad rager det os? Du kan da bare lade være med at høre det, ikke?” Joooooh. Det ku’ jeg vel. Jeg er bare så glad for funktionen ’Bland sange’ der spiller alle 5.500 numre i vilkårlig rækkefølge. Så har man et lydtapet til når der ikke er noget ved DR X og de andre radioflader, uden irriterende P3-værter og deres endnu mere irriterende lyttere der altid skal ringe ind om et eller andet. Et lydtapet der er udvalgt af en selv, men hvor man alligevel bliver overrasket og hører musik man fuldstændig har glemt. Men så kommer Sigurd Barrett og alle de andre Åh Abe-terrorister og forstyrrer. Og Dolly Sings Christmas. Og ”Læg dig på måtten med benene bøjet”. Øv, altså!! Jeg tror jeg har fået et let tilfælde af seneskedehindebetændelse af at tampe på ’Næste nummer’-knappen. Og ud over den fysiske anstrengelse forstyrrer det mit FLOW. Min hyggelige, børnefri, meditative læseeftermiddag.

Jeg vil have en iPod TIL, og på den vil jeg lægge al den hæslige børnemusik. Jeg har tidligere syntes at Kaj og Andrea var meget hyggelige, men efter 3 trilliarder gentagelser er jeg parat til at klippe de lortedukker i stykker live on tv, hvis jeg bare må slippe for at høre dem igen. Og af al børnemusikken er det dem jeg BEDST kan lide. Væk med bækkenbunden; den kan jeg finde frem når jeg er i det pligtopfyldende hjørne. Der er alligevel INGEN chance for at jeg sådan lige laver et par øvelser, bare fordi iPod’en siger at jeg skal bøje benene. Ud med det klassiske; der er alt for mange kedelige mellemsatser og skingre operasopraner. Og selvfølgelig ud med julemusikken, som jeg ganske vist elsker, men har rationeret til én måned om året. Jeg ville således have en Pligt- og Lager-iPod og en Populærmusikhimmel-iPod, og sidstnævnte kunne køre ’Bland sange’ så der ikke var et øje tørt. Hos mig, i hvert fald.

Det ville dog ikke være uden omkostninger: Da jeg sidst lå og var småutilfreds med alt det uønskede der sneg sig ind i de blandede sange, blev jeg pludselig forstenet af den skønneste lyd. Hvis mit liv var en film, var det den musik der ville spille når min himmels porte åbnes. Det er hjerteskærende smukt, og dog så fredfyldt: Brahms’ Ein Deutsches Requiem, nærmere bestemt 4. sats, Wie lieblich sind deine Wohnungen. Den musik kan stoppe mig, uanset hvad jeg laver. Den udtrykker det ypperste, og det, at den er en del af en grundfæstet religiøs tradition, skal ikke forhindre en ateist som mig i at nyde den. Jeg kan godt fornemme det ypperste, selvom jeg ikke kan fornemme gud.

Wie lieblich sind deine Wohnungen, Herr Zebaoth!
Meine Seele verlanget und sehnet sich nach den Vorhöfen des Herrn;
mein Leib und Seele freuen sich in dem lebendigen Gott.