Nu glædes gamle og unge ...

Min mor er jordens mest barnligt begejstrede og derfor hysterisk kontrolfikserede julegris. Og det plejer at være ret hyggeligt at holde jule med hende, fordi hun 1. gør så meget ud af det, 2. insisterer på at have en god jul, og derfor damptromler alle ansatser til problemer. Hun har desværre også fødselsdag i juledagene – en tragedie for en barnlig sjæl, selvom hun insisterer på at have affundet sig med det efter godt tres år. Men jeg ved bedre. Og min søster og jeg har forsøgt at planlægge noget hyggeligt og luksusagtigt for hende, hvilket ikke er nemt når ALT er lukket. Nå, en smule madlavning skal da ikke skille os ad, så selvfølgelig melder jeg mig til at lave forsøgsvis lækker mad til hende (så snart hun fik tilbuddet begyndte fruen af remse sine forlangender, nå nej, ønsker op). Det var altså lidt af et logistikhelvede at få planlagt og købt ind til d. 22-23 oven i de andre forpligtelser. Og min yndige lille datter kom hjem fra børnehavens juleafslutning med skoldkopper: væmmelige røde knopper og blærer overalt. Hun er oppegående, men godt utidig og pjevset.

Har I scenariet? PISSEtravlt har jeg haft, og nået indkøb, gaver og sygepleje ved at køre fuld damp fra 7 til 24. Jeg lavede risengrød til risalamande inden min egen morgente og stadig iklædt nattøj i morges, og ælemosen bobler i køkkenet as we speak. Mine egne julegaver har jeg ikke nået at pakke ind endnu. Men i dag kl. 16 skulle familien samles til træpyntning og afslappet hygge. Jeg kom DRØNENDE fra byen, belæsset med mine forskellige bidrag, og mærkede bare skuldrene sænke sig da jeg tog overtøjet af: Aaahhhh!! NU var jeg landet! Fire-fem timers ikke-skemalagt tid foran mig. SÅ skønt! SÅ tiltrængt! Min datter og mor er i gang ved træet og er nogenlunde lige barnlige, og jeg slutter mig til dem og hjælper til. Men grundet juleentusiasme har min mor MEGET julepynt, så på et tidspunkt holder jeg pause, og spiser noget juleguf – jeg havde heller ikke nået frokost. "Skal du slet ikke pynte, SHA?" spørger min mor, men hun sammenbidt sætter snor i den trehundredesyttende kugle. Fint nok, jeg forstår, og slutter mig til arbejdslejren igen. ENDELIG er alle de §@#£¤€! kugler hængt op, hunden sover, og datteren har ikke fat i noget farligt eller skrøbeligt, så jeg benytter lejligheden til at smide mig i sofaens bedste hjørne med et fremlagt juledameblad. Åh, afslappelse, der hyggesnakkes omkring mig og jeg mærker mig selv duve ind i en verden af perfekt julepyntede hjem og meget seriøs tilgang til hudpleje ... indtil min mors hævede og nu knapt så hyggelig stemmeleje annoncerer "Det er du altså den eneste der kan, SHA, og du har gjort det hele dit liv. Sådan husker jeg dig fra SAMTLIGE familiesammenkomster: lukket inde bag et blad."

Tuuuuuuuuuuuuuusind tak. Jeg ved godt at jeg var en tvær teenager, men jeg troede vi var kommet videre, og at mine bidrag til familiesamværet efterhånden havde betalt en evt. gæld, men nej. Åh SUK!!!!! Jeg bliver så SUR over den slags bemærkninger med glat overflade ("Jeg mente jo bare at det er hyggeligt at alt er ved det gamle") men med indlagt barberblad. Eller i hvert fald sur når jeg er så overtræt, overstresset og tydeligvis underpåskønnet som jeg er lige nu. Det går nok over. Men hvis ikke hedder den edderbroderme jul på Gran Canaria, bare datter og mig, næste år.

Hav en dejlig jul, Blogland, og tak for tålmodig læsning, og tålmodighed med min aflæsning. Jeg har det allerede bedre og har fyldt tanken op med juletolerance.

... synger og danser og klapper i eders småhænder ...