Min arbejdsjulefrokost var i denne weekend, og jeg fik for første gang tilbud om (hvad jeg tror må være) uforfalsket julefrokostsex: Ingen snaven på dansegulvet, ingen forløjede kærlighedserklæringer, bare de mest nødtørftige 'du er lækker'-signaler, efterfulgt at spørgsmålet: "Skal jeg ikke give en taxa hjem til dig?". Jeg var smigret, men ikke tændt, og svarede "Nej tak, jeg har allerede en gift elsker, jeg har ikke brug for en til"*, hvortil Erektionen replicerede "Jeg behøver heller ikke blive din elsker, vi skal bare have noget sex i aften". Kom så ikke og sig at man aldrig får en ærlig udmelding – hvilket jeg jo til stadighed efterlyser. Og jeg blev da heller ikke Jessica-Lange-i-Tootsie-tøsefornærmet og smed drinken i hovedet på ham, men sagde mange tak for tilbuddet, men nej tak i denne omgang. Og så tog jeg hjem. Bekræftelse scoret, dårlig fuldemandssex efterfulgt af akavede øjeblikke på kontoret undgået. Mine beskedne succeskriterier for aftenen opfyldt.
Men det fik mig til at tænke over utroskab, som jeg bl.a. har diskuteret lidt med Lene, så lad mig benytte lejligheden til at docere om rette, dvs. min, holdning: Jeg har som udgangspunkt intet problem med at være sammen med gifte mænd. Jeg gør ikke deres koner noget, det gør de selv. Jeg tager aldrig initiativer over for gifte mænd, og siger som oftest nej tak, fordi deres egen uærlighed får mig til at tænde af, men HVIS jeg synes vi har en ægte kemi der tigger om forløsning, og de er 100% på uden optakt til bondeanger, så springer jeg til, og lader dem selv rode med deres evt. brudte løfter. Jeg husker så tydeligt Albert Finney i The Browning Version: "Never presume to know the secrets of a marriage". Hvad ved man om hvad der foregår hjemme i deres parforhold, hvad de har indgået af studehandler og stiltiende aftaler om lukkede øjne? Ergo passer jeg min egen etiske biks, og lader dem passe deres.
Og mænd der bliver sure på mænd der har været sammen med deres kærester, og kvinder der bliver sure på den anden kvinde fatter jeg ikke. Tredjeparten skylder jo ikke dem noget, det er deres partner de skal være vrede på. Og det er en ynkelig overførsel og konfliktangst på hjemmefronten der får dem til at udvælge en prügelknabe, fordi de i deres hjerte ikke kan bære at være vrede på den de elsker, eller i deres gustne overlæg ikke tør risikere deres ellers komfortable dagligdag.
... your cheating heart will pine some day
and crave the love you threw away
the time will come when you'll be blue
your cheating heart will tell on you ...
*Det er ham ireren jeg mener. Ganske vist har vi aldrig dyrket sex og derudover sidder han i et andet land, men vi har en diskurs om et udenomsægteskabeligt forhold - det er så tæt på jeg kommer og åbenbart alt hvad jeg kan administrere for tiden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
18 kommentarer:
"Jeg gør ikke deres koner noget, det gør de selv". Jamen, hvor har du da ret! Godt indlæg, som jeg bakker fuldt op om.
(Dermed ikke være sagt, at jeg bifalder utroskab, men mener bare, at det må være op til den etablerede part at sætte grænsen).
Og irerens moralske kvababrelser behøver du ikke bekymre dig om, han kan bare gå til skrifte ... ;-) Fnis!
Du er som altid klog; Det er jo netop dem der har lovet noget, ikke tredieparten. Den svegne parts projektion af ansvaret er forståelig, men klart ikke parkeret det rigtige sted; at den gifte uskyldigt er blevet forført af ond femme/homme fatale er jo fraskrivning af den frie vilje & uretmæssig frikendelse fra ansvar. It takes two to tango, som de siger - og begge parter må vedkende sig, at de selv har taget danseskoene på.
Store broder holder øje med dig: Det her er jo for bekvemt, og det ved du godt. Der er ikke noget definitivt "hans ansvar". Det er et fælles ansvar og du kan løfte opgaven fuldt eller blævrende bekvemt delvist.
JEG ville aldrig rende med gifte damer, aldrig! (men de gode tilbud vælter jo heller ikke ind ;o)
Ja, det er jo 100% min holdning - altså at, hvis ikke jeg gør det, så finder han jo en anden. Jeg kan ikke - ene kvinde - stoppe gifte mænds hang til utroskab...og hvorfor skulle jeg?
;o)
Tak for begavet tilbagemelding, A og AnetQ - som altid. Jeg vil heller ikke kalde mig selv 'tilhænger' af utroskab, jeg betragter det bare mere som et symptom end et problem i sig selv. Hvilket jeg ser at ZunZhine også har berørt på sin blog. Til gengæld kan jeg ikke bruge den med at "hvis det ikke bliver mig, finder han bare en anden", ZunZhine. Mit ego er for skrøbeligt til at føle mig så udskiftelig - så springer jeg hellere over.
@ Kimporator: Selvfølgelig!! Havde heller ikke forventet andet end ufravigelig principfasthed og dogmatik fra dig ;-)
Tjah...Suzy...synes du er meget klart skuende.....det er vel humlen formuleret i en nøddeskal...Bryder mig nu bare ikke om det her liderlige "ku' være rart med et dyt i en anden bamse end den hjemlige". Så'n på julefrokost-og-nu-må-jeg-lige-slå-en-skæver-på
på-kopimaskinen-måden. Skal man sætte noget på spil som et ægteskab, skal der være mere tungtvejende grunde, som f.eks. gensidig stærk og ufornægtelig tiltrækning. Det er menneskeligt og kan ramme os alle - og gu' gør det ondt - men er i min bog meget mere tilgiveligt. Ville da have det ti gange værre, hvis utroskaben var et resultat af, at man var gift med en notorisk skørtejæger....Bortset fra det har Irene ret: Irerne kan bare gå til skrifte bag efter. 10 Ave Maria og 5 Fader Vor, så er den potte tilgivet...Skide smart....Vi andre er bare evige syndere uden mulighed for tilgivelse i bedste pietistiske stil.
Helt enig - det er den gifte parts ansvar at forblive trofast, ikke dit.
Dog vil jeg dog sige, at sagerne stiller sig helt anderledes hvis man kender den tredje part - i saa fald har man et ansvar for at opfoere sig ordentligt overfor denne.
Hehe.. jeg kan altså ikke komme videre, siden Z's "med rottehaler og flade sko"-bemærkning :D
høp - vel ikke en overraskelse at jeg er rørende enig, og at dit indlæg får mig til at føle mig som en lidt mindre forbryder.. ak.
Men som vi talte om; kan man GØRE det når man er der?
Jeg ved godt hvad jeg tror :-)))
PS: Sushien var lækker og brunkagerne gode, men jeg blev nødt til at give en skrigende 1-årig den ene i toget:-)
@ Irene og Susling: Ja, skrifte ku' gåtnok være bekvemt en gang imellem ;-)
@ Marian: Helt enig. Men så er det min personlige loyalitet over for en veninde der gør udslaget, ikke respekt for institutionen 'ægteskabet'.
@ Suzy Q: Heller ikke jeg. Jeg tror det er min favoritkommentar of all time :-)
@ Acq: Det var da en fin sidegevinst ved min post, så. Du er på ingen måde forbryder. Og alligevel lader du til at betale dyrest for forløbet ... ingen retfærdighed til :-(
@ Lene: Ja, 'gøre' kan jeg vel nok - 'nyde' er lidt et åbent spørgsmål. Så vi får se hvor det ender. Og godt du havde en fin togtur - brunkagen lyder godt givet ud :-)
ingen retfærdighed.. nej.
Av, SHA, jeg ved det ikke var meningen, men dit svar gav mig lige et voldsomt stik et eller andet sted jeg har glemt navnet på :(
hmm, jeg er for så vidt enig i, at tredjeparten ikke skylder nogen noget, og at det er vedkommende der er utro over for sin kone / mand, der er The Bad Guy. Har selv været sammen m. gifte mænd i min "pure ungdom" (er 35). Det, som dog pisser mig helt vildt af, som gift kone er alle de kvinder, der ganske åbenlyst, uden skam og blusel, lægger an på gifte mænd, mens deres koner er til stede / i nærheden. Nu er min mand temmelig attraktiv i manges øjne - flot, charmerende, intelligent, velhavende, ambitiøs, forstående, humoristisk, smittende glad osv osv - og det får singlekvinder til at jage ham, også når vi er til fester sammen. Det er total mangel på respekt og situationsfornemmelse. Og min mand synes mest af alt, at kvinder der byder sig til på den måde er klamme. Heldigvis stoler jeg på min mand og vores kærlighed - men det er altså belastende igen og igen at være vidne til andre kvinder, der prøver at score ham for næsen af mig. Det jeg prøver at sige er måske også, at ja, okay måske at være sammen m. gifte mænd, som er triste og trætte i deres ægteskab, og som selv er ude med snøren efter lidt lir, men det er sgu for usselt at gå direkte efter strubehovedet (/pikhovedet) på gift mand, der ikke har udvist interesse eller flirtet det mindste. Det er dårlig stil og dårlig karma.
ps. og hvordan forholder du dig egentlig til den gode gamle talemåde: Hæleren er lige så slem som stjæleren?
Ku' man drage en parallel??
@ Anon: Du stiller to spørgsmål: Er jeg enig i udsagnet? Og er det analogt til utroskab? Mine svar er ja og nej. Det er forkert at stjæle, fordi man uretmæssigt tager noget en anden ejer. Det stjålne er derfor ikke retmæssigt nogen af de senere ihændehaveres ejendom.
Jeg mener ikke at man nogensinde 'ejer' en andens seksualitet, hvadenten man man er gift med eller forælder til dem, eller hvilke relationer nu kan tænkes. Ens seksualitet er ens egen, og man kan derfor som udgangspunkt dele den med hvem det passer en. Jeg tror måske det er der vi ser fundamentalt forskelligt på det: Det virker i din første kommentar som om du mener at 'de andre kvinder' forsøger at stjæle noget fra din mand - eller dig. Jeg mener ikke de stjæler noget som helst. Din mand kan muligvis vælge at give en af dem noget, nemlig sex. Men det gør ikke dem til tyve, i mine øjne.
Jeg er klar over at dette er et sårbart område, hvor de fleste hurtigt kan føle sig truet, og jeg mener egentlig at denne angst er grunden til aftaler om monogame parforhold: Ikke at man regner med aldrig at få lyst til en anden igen, men fordi tanken om at ens partner skulle være sammen med en anden er så uudholdelig, at man gerne lover troskab, dvs. muligt afsavn, mod at få det samme fra partneren. Seksuel troskab er altså for mig at se en AFTALE mellem to parter, som kun de to parter kan bryde. Seksuel eller ægteskabelig troskab er ikke en TING som nogen kan stjæle.
hmm ja, du har ret i at man ikke kan stjæle ægteskabelig troskab. Og egentlig føler jeg heller ikke, at nogen er ude på at stjæle noget fra mig eller min mand - det eneste jeg reagerer på i de situationer er det forhold, at andre kvinder optræder som om, jeg er ikke eksisterende. Det er en utrolig oprørende følelse, når man i den grad eksisterer - for sin mand og i sig selv, og ovenikøbet også rent fysisk er til stede. Det er svært at forklare. Men den der fornemmelse af at være reduceret til luft er dødprovokerende. Jeg bliver faktisk ikke jaloux, for jeg er bare så sikker på den kærlighed, der er imellem min mand og mig, (vi har været igennem nogle ret voldsomme ting, som har bundet os ditto 'voldsomt' sammen -og jeg føler meget stærkt, at vores bånd og kærlighed aldrig kan briste... ). Jeg synes bare det er total mangel på respekt - over for mig, min mand, og det vi har sammen. Hvorfor skal andre mennesker respektere det? Tjah, det skal de måske heller ikke. Men det er nok bare dér min grænse går - jeg ville aldrig begynde at lægge an på en gift mand, som ikke selv signalerede interesse, og hvis kone var til stede sammen med os.
Hvis min mand en dag er mig utro, så vil jeg helt klart føle, at han har svigtet mig og vores kærlighed, mere end jeg vil hade den anden kvinde, som ikke skylder nogen noget - selvom jeg nok ikke vil kunne sige mig fra at tænke på hende med had og væmmelse. Så på den måde er jeg enig med dig, det ER den gifte part der kan klandres for utroskab, ikke tredjeparten. Men jeg ville personligt føle mig som et usselt og skidt menneske, hvis jeg gik målrettet efter sex med gift mand, som ikke selv havde været ude med snøren - jeg ville føle mig som en grim 'kærlighedskrænker'.
@ Anon: Deri er vi ganske enige.
Send en kommentar