Korrektion

I er alle sammen suuuuperrummelige og tålmodige med mig og mine manglende poster – jeg ligger jo i ske med min nye passion, og det er jo godt for mig, tænker I. Og ja, lidt ske har jeg fået siden sidst, men de sidste dages blogtavshed skyldes tur til familiefest i provinsen. Mens resten af Blogland boogiede til Ullas housewarming, var jeg til min farmors 90-års fødselsdag på Fyn.

Det var hæsligt. Jeg kom beredt – jeg har trods alt kendt min familie i hen imod 40 år – og vi undgik hævede stemmer og blodige konflikter, men kedsomheden og skuespillet var altså prøvende nok. Jeg har enkelte nære familiemedlemmer, som jeg gerne ville have et godt forhold til, men de taler ikke til mig for tiden. Jeg er for krævende/ukærlig/egoistisk/ ... don’t ask, jeg kan ikke forklare det. De fjernere dele af familien taler til mig, men jeg ville næsten ønske at de ville lade være, de er simpelthen så indskrænkede og smålige at høre på. Jeg er meget glad for min farmor, og vi har et fint forhold, men hun er faktisk for gammel til at håndtere så mange mennesker, det lange måltid, de fremmede rammer, etc. Så jeg vil tillade mig at stille spørgsmålstegn ved hvor vidt hun havde en god dag. Og det var jo ene og alene for hendes skyld jeg kom. SUK!

I flæng kan jeg nævne irritationsmomenter som nærmest uspiselig mad, masser af vin, men intet nonalkoholisk til de kørende (jeg stjal en sodavand der var købt ind til selskabets yngste), kedelige overhørte samtaler om vellykket og mislykket vægttab, og sammenligning af forskellige ’slankesystemer’, pral med biler og især deres navigationssystemer, hvor det springende punkt vist var noget med om systemet indkalkulerede trafikmeldinger, altså uheld og vejarbejde. For det gjorde en STOR forskel, når familien sådan skulle fragtes til Sydfrankrig. Til lejligheden i St. Tropez. Ja, den er vi godt nok glade for. Snalret, klichespækket og selvsmagende tale fra alkoholiseret hyggeonkel om alle de gange han havde været til festligt drikkelag med fødselaren, og de havde spist, ha ha, forvandlingskugler. Åh, sikke nogle gale bohemer de havde været, hva’? Jeg flygtede på et tidspunkt fra hyggen, og prøvede at skærme mig bag nogle praktiske gøremål, bl.a. at lave kaffe. Kaffe fundet i skabet, pose åbnet, kaffe sat over. Det viste sig dog tragisk nok at der allerede var en åben pose kaffe – i gang andetsteds på lånt kaffemaskine. Min onkel, der havde stået for indkøbene, kunne næsten ikke komme sig over uhensigtsmæssigheden og det potentielle spild i to åbne poser kaffe, så det måtte jeg høre for resten af tiden.

WWWUUUUUUAAAARRRRHHHH!!! Det er godt jeg ikke tror på gud, for så ville jeg stå på en hede et sted, skrigende ’Hvad har jeg GJORT?!’

Jeg så Passionen i fredags, han var vidunderlig og sød, og vi har en aftale på lørdag. Sidste gang han var her, ’glemte’ han sin tandbørste, men denne gang spurgte han direkte hvor i skabet han skulle stille den. Så han giver ikke ’nu skrider jeg altså snart’-tegn. Men derfra og så til at være min kæreste er der alligevel et spring, og jeg synes ikke at han lægger op til at jeg skal ringe og hikstende beklage mig over mine familiære fortrædeligheder ad nauseam. Så her sidder jeg toute seule med PMS og er overbevist om at hele verden er ude på at genere mig.

... all by myyyyyseeeeeeeeelf
don’t wanna be
aaaallllll byyyyyy myyyyyyseeeeelf ...