Falliterklæring

Jeg har VIRKELIG forsøgt at kvinde mig op til at skrive om andet end min pubertære forelskelse, men beklager, det kan desværre ikke lade sig gøre. Og så ser jeg til min tilfredsstillelse i kommentarboksen at mine intuitive kvindelige læsere allerede har gættet at netdatemanden har noget med mit blogfravær at gøre. Dog heldigvis ikke på en måde der involverer kødkroge, sorte plasticsække og Amager Fælled.

Næh, vi er i bedste Heathcliff-og-Cathy-stil adskilt af omstændighederne, i dette tilfælde vores respektive forældreforpligtelser, men vi taler i telefon, mailer og sms’er hver dag. Mange gange, faktisk. Og hedt. Han har lukket sin datingprofil, hvorefter jeg gjorde det samme. Han foreslår ganske en passant diverse ting vi kan lave sammen i fremtiden. Han sagde at han havde enormt meget lyst til at fortælle sine børn at han havde fået en sød kæreste (! k-ordet!) men ville vente lidt. Hvorefter de outede ham et døgn senere, idet de hårdnakket påstod at de kunne SE det på ham, hvilket han lykkeligt ringede og refererede. Jeg får de VILDESTE komplimenter, der indledningsvis gjorde mig helt stum af vantro eller bare aftvang mig et bævende ’tak’, hvilket fik ham til at sige ’Jeg kan godt høre at du har svært ved at tro på det jeg siger, men jeg mener det, og det skal jeg nok få dig overbevist om’ *smelte*. Altså, jeg har ikke slået autopiloten til, jeg mener stadig at jeg er med til at afstikke kursen for den her Love Boat, men jeg må indrømme at jeg har sat mig meget godt til rette på min lyserøde sky og nyder udsigten herfra. Med lejlighedsvise påmindelser til mig selv om at turen muligvis ikke varer evigt.

En enkelt lille praktisk oplysning fra mit læseliv føler jeg mig dog forpligtet til at give videre. Statistikken omhandler amerikanske forhold, men er tankevækkende alligevel. Jeg kunne som ansvarsbevidst forælder godt være fristet til at forbyde mit barn at lege hjemme hos familien Smith, som jeg ved har skydevåben i huset. Nej, så hellere sende det over til familien Jones, som har en dejlig pool i baghaven, hvor børnene kan være aktive og uden døre. I kan næsten høre på min klodsede optakt at poolen er farligere end skydevåbnet, men vent alligevel på tallet: Sandsynligheden for at mit barn dør i poolen er HUNDREDE gange større end for at det bliver dræbt med skydevåbnet. Faktisk dør der flere børn i poolulykker end i trafikken, hvilket gør sikring af pools til et mere oplagt emne for lovgivning end påbudte autostole, men fordi sikring af pools ikke er ET entydigt produkt, har det ingen lobby, og derfor intet lovtiltag. Selv i min nuværende tilstand (se ovenfor) må jeg støve den gamle kyniker af: Husk at der ikke er andre end dig der passer på dig selv og dine børn – ikke loven, ikke forsikringsselskaberne, ikke lægerne, ikke lærerne ... ingen andre end DIG.

... I spend my evenings alone
talking to your picture
love is wrapped around my heart
like a boa constrictor ...