Hun er for hurtig!

Altså, hende Suzy Q! Jeg sætter mig til computeren for at skrive et heeeeelt almindeligt blogindlæg, idet jeg tænker at det gåtnok er længe siden, og hvor er det sløjt af mig, trods skrupforvirrede amoriner fisende rundt i mit hoved. Og det har hun allerede tænkt! Og gjort mig opmærksom på. Du har ret, Suzy Q, i subteksten om at jeg ikke kan være det bekendt. Jeg kan dog ikke bryste mig af at det skulle have været en udspekuleret pusherstrategi. Åh, gid jeg havde det fremsyn! Den evne til at bøje andre mennesker til min vilje! Men nej. Jeg har bare været scatterbrained.

Og således bliver dagens post også spredte blik ind i mit liv, der som noget nyt rummer både det sure og det søde i hæderlige proportioner. Åh, lykkelige SHA.

På negativsiden kan jeg berette at min datter har lært sig at svinge sig ud af tremmesengen som Tarzan selv. Første gang slog hun sig. Det er selvfølgelig negativt. Men hun slog sig ikke nok, hvilket er endnu mere negativt, så hun kløede på, og er nu ret kompetent til det. Suk. Farvel fredelige aftner.

På positivsiden kan opregnes at siden den første aften, hvor hun hoppede ud en 17-18 gange, har hun faktisk ikke gjort det. Hun kigger snedigt på mig og siger ’Ud på gulvet’, og jeg vælger at høre et skjult spørgsmålstegn, og gør hende i min strengeste tone opmærksom på hvor dårlig en ide det er. Og indtil videre virker det.

På positivsiden kan også regnes de billige point jeg scorede på at lade som om jeg ikke kunne genkende hende ved morgenbordet da hun – igen snedigt – sang:

Kan du gætte hvem jeg er?
Kan du gætte hvem jeg er?
For jeg har fået hagesmæk på
smisk, smask, hagesmæk på
Kan du gætte hvem jeg er?

Det var for svært. Det kunne Mor ikke gætte. Til datterens skrigende fryd.

På negativsiden må jeg rapportere at alle pointene blev strøget mindre end et kvarter senere, da hun kom ud i køkkenet, lykkeligt småsnakkende om sin gulerod, som hun skulle hente i tørretumbleren, det fortrinlige gulerodsparkeringssted. Og den havde sure Mor fjernet. Og det var endda kun fire dage siden den var blevet parkeret der! Helt ærligt! Alle Mors bonuspoint annulleret.

På negativsiden har jeg haft rigtig væmmeligt ondt i halsen, med tilhørende fåresygelook med kæmpehævede kirtler under kæben. Jeg har ikke følt mig syg, men føj, det har gjort ondt. Men smerte er som bekendt kun et sanseindtryk, så det var først efter i nat, hvor smerten ved at synke vækkede mig konstant, at det blev et praktisk problem der sendte mig til lægen. Som diagnosticerede en ’fed’ streptokok der havde ’sat sig godt til rette’ i min hals. Lækkert. Med så mange bakterier at det slet ikke var nødvendigt at involvere laboratorier og dyrkning, vatpinden slog helt sindssygt ud i hendes lille testglas. Adddddrrrrr.

På positivsiden er penicillinkur nu påbegyndt, og så smitter jeg ikke, ej heller ved nærkontakt, så aftale med netdatemand i morgen kan gennemføres som planlagt. Hurra!! Og hvis de der kirtler så gad slanke sig lidt, ville det være toppen ... tak.

På negativsiden knækkede hanken til skraldeposen da jeg bar den ned i morges, og ud væltede uspist havregrød og for gamle osterester fundet bagerst i køleskab. Adddrrrr. Samle op med fingrene. Ingen kleenex. Tilbage til lejlighed, tørre fingre af i måtte for at få nøgler op ad lomme, hente køkkenrulle, rengøre selv og trappe, omhælde forræderisk affaldspose til solid og pålidelig pose. Tage på arbejde med en meget forsinket følelse i kroppen – selvom det nok mere var klamt end tidskrævende.

Men på arbejde tjekker jeg blogland, og hvad ser jeg? AnetQ er tilbage. Et stort hak på positivsiden!

Og det der endegyldigt tipper balancen til positivsiden er den skønne netdatemand, som jeg vist snart må finde et nyt navn til. Glæder mig helt latterligt til at se ham i morgen, hvor vi har sådan en ’jeg overrasker dig’-aftale. Altså, han overrasker mig, jeg ved ikke hvad vi skal, har intet ansvar, har bare fået tidspunkt og påklædning at vide. Uuuhhh, spændende.

... we get a bit of the good times
a piece of the cake
enough of the hard times
to keep us awake ...