Sure Mor

Jeg har læst et sted at det er en stor beslutning at få børn: Man beslutter at have sit hjerte vandrende rundt uden for kroppen resten af sit liv. Lige dét aspekt synes jeg ikke jeg hørte så meget om INDEN jeg blev mor. Det var mere varianter over ’børn er meningen med livet’ og ’man kender ikke kærlighed før man har fået et barn’. Der er faktisk flere der sammenligner forældrekærligheden med forelskelse, at man bare er så opfyldt af ønsket om at give dette barn alt hvad det kunne tænkes at have brug for, og oplever en stor tilfredsstillelse ved det.

Jeg gider ikke komme med en lang song and dance om at jeg sikkert er afvigende og dybt underlig, for jeg har talt med nok forældre til at vide at jeg ikke står helt alene med mine følelser, så lad mig bare sige skråsikkert: Sådan er det altså ikke for alle. Jeg har ganske rigtigt nogle meget store følelser for mit barn, men de er på ingen måde udelt behagelige. Fx sidder jeg ikke på arbejde opfyldt af rosenrød moderkærlighed og tænker på den lille snut der hyggeligt leger i vuggestuen. Nej, enten skænker jeg hende ikke en tanke, eller også får jeg mareridstsflashes af 100 % overbevisning: ’Hun er allerede død. De har bare ikke fået fat i mig endnu.’ Og i de øjeblikke er mit liv ganske simpelt forbi.

Der er da gode stunder, og nære øjeblikke hvor Mor er den eneste der duer, men tit defineres Mor altså som kedeligheden selv, hende der bare er der og går i ét med tapetet, ikke sin egen person, men barnets forlængede arm som bringer mælk og mad, og har hænder til tøj af og på. Man bemærker tit kun Mor når hun IKKE virker; når hun fx er i bad eller på toilettet og derfor ikke reagerer prompte nok på barnets nu-nu-nu-behov. Modermyten taget i betragtning må der være forældre der føler sig bekræftede af at være så efterspurgte, men jeg får altså lidt spændetrøjefornemmelser af det. Min datter er ikke urimelig, og jeg har meldt mig til at tilfredsstille hendes behov ved at få hende, og det gør jeg så godt og imødekommende som jeg kan. Jeg oplever det bare ikke som det mest belønnende og udbytterige jeg nogensinde har foretaget mig. Det er HELT vildt sjovt at tale med hende, men hun gider jo ikke tale med mig hele tiden. Hun vil tonse af sted, opleve verden, og ikke spilde tiden på taget-for-givet-Mor. Sådan skal det være, men det er et faktum at tonsen af sted indebærer bjerge af rod, snavs, ituslåede ejendele, buler i panden, vasketøj, uspiste måltider, alt til akkompagnement af hyl og skrig. Og ja, jeg foretrækker det frem for at sidde toute seule i et blæst Bo Bedre-hjem, men det er ikke omkostningsfrit. Livet med et lille barn (ikke hente-bringe-forsørgercentrifugen, bare det at være hjemme sammen) er så hektisk (her i huset) at alle nerveender jævnligt stritter ud gennem min nærmest hudløse overflade, og hvis jeg ikke havde hjemmet for mig selv en gang imellem, ved jeg ikke hvordan det skulle hænge sammen.

Og velmenende råd á la ’så må du sætte ambitionsniveauet ned’ eller ’så må du skrue bissen på’ løser bare ikke problemerne. Når barnet fx i et ubevogtet øjeblik hælder et helt krus mælk ned ad sig selv med vilje, hvorefter hun bliver ked af det fordi hun ikke kan lide at være våd, er der altså ikke meget ’HA! Så kan du lære det’ over det. Jeg skal jo stadig tørre op. Skifte hendes tøj. Vaske det. Trøste hende. Ikke altid fordi jeg har ondt af hende, men fordi det ulidelige skrigeri slider på mine trommehinder.

Jeg fik barn i en forventning om kærligheden som mere lykke og glæde. Og det fik jeg, men lige så meget mere angst og bekymring. Jeg oplever de store følelser for mit barn som en del mere bredspektrede end den blidt smilende moderkærlighed der fylder så meget i vores kollektive bevidsthed, og jeg nægter at føle mig som en fiasko af den grund. Så er det sagt.

... bist du bei mir
geh’ ich mit Freude
zum sterben und zu meiner ruh ...