Skik følge eller land fly?

Dana Watsham linker til en interessant kronik i Politiken, som jeg burde være helt enig i, men som alligevel irriterer mig. Den fremsætter bl.a. 11 punkter der forklarer hvorfor det er svært for fremmede at blive integreret i Danmark, og jeg har barberet dem til deres blotte essens nedenfor for at forholde mig til dem – min barbering er dog ikke et rimeligt referat af artiklen i sin helhed, så læs den først.

11: Vores mad. Meget er baseret på svinekød, og der er ofte rødvin i sovsen. Som muslim kan det være vanskeligt at spise med.

Den køber jeg simpelthen ikke. Hvis det var mig der i Kina blev budt på sprødstegte insekter og dampede larver, ville jeg muligvis prøve at undslå mig for at spise, men jeg ville skamme mig og føle at det var mig der havde et problem, ikke mine værter. Og selv hvis jeg forsøger at sætte mig ind i din religiøse tankegang, synes jeg den halter: Svinekød er urent, ok, men er det ikke alkohol der er forbudt? Rødvin i sovs har for længst fordampet sit alkohol, og er nærmest blevet til druebestanddele igen – dem er der vel ikke noget galt med? Jeg fremdrager det som eksempel, ikke fordi jeg tror rødvinssovs er det der får kontakten til at glippe;
jeg beder ikke nydanskere bryde deres spiseregler, men jeg synes det ville være klædeligt at fortolke dem så rummeligt som overhovedet muligt i forhold til det nye lands madtraditioner.

10: Vores sprog. Vi udtaler det sjusket, og derfor er det vanskeligt at lære, og vi gør os ikke umage for at forstå fremmed accent.

Som sprogmenneske må jeg opponere mod formuleringen ’udtale sjusket’; problemet er at dansk stavning og dansk udtale ligger langt fra hinanden, hvilket gør at fremmede ikke synes at ’vi siger det der står’ – og det er rigtigt nok. Derudover er dansk berømt i fonetiske kredse for sine afsindigt mange vokallyde, så selv en dygtig sprogindlærer vil få svært ved at lyde ’helt rigtigt’. Det kunne vi sikkert alle godt lægge os på sinde, og udvikle til tolerance i ørerne for forskellige måder at tale dansk på.

9: Ting kan kun gøres på én måde: den danske! Vi er simpelthen ikke vant til, at nogen udfordrer os og siger os imod.

Jeg har svært ved at tage imod dette som noget særligt dansk. Alle systemer har en inerti der gør dem svære at ændre, og jo større systemet er, jo sværere bliver det. Derudover er der alle steder (og her taler jeg ud fra de arbejdspladser jeg har kendt, som godt kan fungere som minimodeller på et samfund, et land) en hakkeorden der gør at den sidst tilkomne endnu ikke har optjent retten til at kritisere og foreslå store ændringer. Ret til at kritisere er ikke noget man har, men noget man ved sin indsats gør sig fortjent til, hvis I spørger mig. Det gælder i forhold til venner, kolleger, chefer, faktisk alle instanser hvor man har medbestemmelse.

8: Vores mangel på kultur. Dét, som egentlig er dansk, er vanvittigt vanskeligt at få øje på.

Det kan godt være. Men er det ikke fordi vi lever i en brydningstid hvor mange gamle normer er nedbrudt, men de nye endnu ikke institutionaliseret? Ville den ældre generation ikke sige det samme til den yngre? Det er jo ikke noget vi har skabt for at holde fremmede ude; det er mit indtryk at mange gammeldanskere begræder den såkaldt manglende kultur.

7: Vores humor. Vi er platte.

Det kan godt være. Selvfølgelig er det ikke god stil at komme med fremmedfjendske vittigheder over for en fremmed der gerne vil høre til.

6: Vores mangel på manerer; de sociale spilleregler er næsten umulige at lære.

Se pkt. 8

5: Vores middelmådighed. Vi lefler for amatørismen og det talentløse.

Det kan godt være. Og jeg synes ikke det er en god ting. Men vejrer man ikke lidt morgenluft, fx i folkeskolen? At der begynder at være en vilje til at give et kvalificeret tilbud, også til de særligt dygtige?

4: Vores frisind og mangel på religion. Vores frisind gælder ikke retten til at være religiøs.

Det forekommer mig at der er masser af plads til at være religiøs i Danmark, men jeg forstår godt at det kan være svært at rumme at religiøsiteten får en anden plads end man selv trives med. Jeg følte mig fx også krænket da mine folkevalgte repræsentanter gik til gudstjeneste under stor mediebevågenhed i kølvandet på tsunamikatastrofen. Min konklusion er at der muligvis er mindre religiøsitet i det offentlige rum end mange troende ønsker, men der er altså mere end vi ateister ville foretrække. For mig ligger skismaet her ikke mellem gammel- og nydanskere, men mellem troende og ikke-troende.

3: Vores fest- og drukkultur. Deltager man ikke, bliver man nærmest stigmatiseret.

Det kan godt være. Jeg synes generelt heller ikke at fester er særligt sjove hvis jeg ikke drikker. Men en overgang da jeg gjorde mere ud af yoga og sundhed end jeg gør nu, fandt jeg altså mig selv i vide kredse hvor der slet ikke blev drukket, og som dog havde et velfungerende socialt samliv endda. Der er vel ikke noget odiøst i at hvis man ikke hylder mainstream-kulturens normer, så finder man sig nogle mindre mainstream mennesker at være sammen med?

2: Nepotismen, især i de højere og akademiske samfundslag.

Jeg kender selvfølgelig til fænomenet med de uhyggeligt smalt formulerede jobannoncer, så ja, det findes. Men det er ikke mange stillinger det drejer sig om, og inden for den offentlige sektor er reglerne blevet strammet betydeligt, således at stillingerne fx skal slås op internationalt. Jeg vil ikke påstå at problemet er løst, men også her vejrer jeg morgenluft.

1: Vores egen lukkethed.

Den er noget skidt, det indrømmer jeg. I Danmark leves livet inden for hjemmets fire vægge, og hvis vi ikke inviterer nye mennesker med indenfor en gang imellem, er vi for sølle. Jeg vil gerne for min del sige at min dør står åben for alle nydanskere der lader deres børn tage med på lejrskole og deltage i gymnastikundervisningen.

Så måske er det i virkeligheden ikke rammende for mig at sige ’skik følge eller land fly’; det mere rammende ordsprog er ’noget for noget’. Og det er derfor at artiklen i Politiken gør mig muggen, uanset hvor tolerant og indvandringselskende radicool jeg er: det kan simpelthen ikke PASSE at al imødekommenheden skal ligge på én side, på værtslandet. Jeg misunder bestemt ikke dem der af den ene eller anden grund er nødt til at forlade deres fødeland, og jeg kan levende forestille mig at det må være forfærdeligt traumatisk. Og uhyggeligt svært. Men jeg synes ikke det er helt rimeligt at give det nye land skylden for at det er svært. Eller for at man ikke føler sig lige så meget hjemme der som man gjorde hjemme. Men i det ligger selvfølgelig at det ikke må være sværere at falde til i Danmark end det ville være i England, Tyskland, Sverige, etc.; spørgsmålet er også om det er det? For mig at se lever de nye og gamle befolkningsgrupper der lige så adskilt der som vi gør i Danmark – men taler muligvis lidt pænere om hinanden?

Kald mig bare en defaitist, men jeg tror simpelthen bare at det er meget, meget svært at komme til at høre til der hvor man ikke hører til. Og det siger jeg ikke som undskyldning, for jeg synes bestemt at vi i de eftertragtede lande skal gøre os umage for at rumme mangfoldigheden. Men det er ikke kun et spørgsmål om hestekrybbebideri, at vi ikke tør lukke andre hen til vores madskål, for forbeholdet over for fremmede gælder også hvis den nye er rig og den gamle fattig. Jeg har talt med indiske venner om det - i Indien – og de siger ligeud: ”Du skal ikke flytte hertil. Du vil aldrig blive rigtigt accepteret.”

... it's good to touch the green, green grass of home ...