Positiv indre dialog

Hvordan får man sådan én? Hvad stiller man op når ens sind er selvhadsk, uanset hvad ens fornuftige tanker forsøger at overbevise det om? Der er intet ubehageligt jeg kan føle som mit sind ikke kan gøre værre med et overbevisende "det var du selv ude om!"

Der har været lidt yderlige krøller på sagen med julefrokostkollegaen: Der kom flere tilnærmelser og et enkelt hurtigt møde, hvorefter han trak sig med henvisning til at hans kone havde spurgt direkte til om han havde været sammen med en anden, fordi han opførte sig 'underligt'. Jeg synes at jeg har kunnet stå inde for hvad jeg har gjort og ikke gjort hele vejen igennem. Jeg har virkelig tænkt mig om og prøvet at 'mærke efter' min upålidelige mavefornemmelse. Men ganske uden resultat.

Efter indledningsvis at have svaret overskudsagtigt "Selvfølgelig skal du passe dit ægteskab, det forstår jeg, tak for denne gang" begyndte tankerne at rotere. Og nu ved jeg virkelig ikke om det, der roterer, er en vis kvindes livserfarne konklusioner, eller mit selvhadske sinds troldspejls fortegninger: Vi har mødtes 2 x ½ time i arbejdstiden; det kan hans kone intet vide om, og han har ikke skullet lave dækhistorier. Ergo, hvis han har 'været underlig', er det fordi han gerne har villet opdages – hans fling med mig har været et forsøg på at råbe hende op.

Jeg gider ikke være katalysator i en eller anden ægteskabelig krise – jeg er sgu da ikke et enzym, men et helt skiftevis tænkende og følende menneske – desværre aldrig begge dele på samme tid, lader det til. Den anden udlægning er den klassiske med at jeg kun var spændende så længe jeg strittede imod; da jeg først havde indrømmet at jeg gerne ville have ham, var udfordringen væk, og konen derhjemme blev trukket ind i manegen som undskyldning for at trække sig.

Så den historie han har fortalt og som jeg har spillet med på, at jeg bare var så lækker at han har villet have mig siden første gang han så mig, og at hver eneste mail og hede blik var ærligt ment? Ja, det er den jeg har sværest ved at tro, og i stedet kører den indre monolog: "du praler jo af at være så klog, og alligevel har du endnu en gang lukket en mand ind som ikke vil have dig, for hvem du bare var et redskab eller en scoring."

Jeg ved godt at det SLET ikke hjælper. At han INTET har gjort mig i sammenligning med hvad jeg gør ved mig selv. Og jeg kan sagtens køre lidt positiv selvsuggestion med at jeg var ærlig, voksen, ansvarlig etc., men det føles bare som en indre sagsbehandlers pep-talk. På et tidspunkt går sagsbehandleren hjem, mens troldspejlet spejler døgnet rundt. Så er det bare det og mig. Eller mig og mig. Eller bare mig. Jeg ved ikke hvilken udlægning der er mest træls.

... the Crown will plainly show
the prisoner who now stands before you
was caught redhanded showing feeling
showing feeling of an almost human nature ...