Da jeg var gravid, fik jeg at vide at min risiko for at få et barn med Downs syndrom var 1:2400. Det regnes som en lav risiko, og jeg fik derfor ikke foretaget den risikable fostervandsprøve (vidste I for øvrigt det? Ved 1000 fostervandsprøver finder man 2½ barn med kromosomfejl, hvilket er udmærket, men indgrebet fremprovokerer også abort af 10 sunde fostre - ævs), men følte jeg den hellige grav vel forvaret af den grund? Nej.
I dag talte jeg med en kollega, der sammen med sin kone har besluttet at de vil forsøge at blive gravide. Som et naturligt led i bestræbelserne (vi taler jo om en af mine venner) havde han læst Encyklopædiens artikel om ’fødsel’, og der fundet ud af, at i Danmark er risikoen for at moren dør under fødslen 1:16.000. Ikke nogen tårnhøj risiko, skulle man mene, men han refererede alligevel tallet noget bleg om næbbet.
Hvorfor dog så bekymret, når man ifølge statistikken nærmest intet har at være bekymret for? Jeg (og John Diamond) tror at instinkter er talblinde: uanset hvad sandsynlighedsregningen siger, føles den slags risici som fifty-fifty – enten sker det, eller også sker det ikke. Og de der instinkter er ikke til at ræsonnere med. Jeg kan godt beherske mine handlinger, og fx sidde og blogge i stedet for at hoppe og skrige af angst, men følelsen, instinkterne, har lagt sig godt til rette som en knude i maven: Min eksmand har lige hentet vores datter til næsten to ugers dejlig kør-selv-sommerferie i Frankrig, ned til lejet luksushus med pool og det hele. Jeg har ønsket dem god køretur derned og en skøn ferie, smilet og vinket, og ved at hun er i gode hænder hos Far, der er en god chauffør, og Farmor og Farfar, der ser farer alle vegne, og garanteret har børnesikret huset og poolen til tænderne. Alligevel er følelsen klart fifty-fifty: Enten kommer hun hjem igen, eller også gør hun ikke.
... don’t worry about the future;
or worry, but know that worrying is as effective
as trying to solve an algebra equation
by chewing bubblegum ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Der skal nu alligevel lidt is i maven til at konstatere i sit stille sind at den risiko overhovedet eksisterer - at det utænkelige kunne indtræffe at der skulle ske noget med guldklumpen.
Men jeg har det på samme måde - 1:245.356 er en ligegyldig faktor, for enten oplever jeg det eller også gør jeg ikke; hvis jeg nu troede på parallelle universer, så ville det jo så betyde at der var 245.355 fribiletter på en given hændelse før mit nummer kommer ud.
Jeg vælger det meste af tiden bare det blinde øje - hvorfor bekymre sig om ting jeg alligevel ikke har den mindste indfyldelse på? Så ville jeg da for alvor få rotter på loftet - ja måske endda hele rotte cilivisationer :)
Omvendt kan jeg også godt se at oddsene pludselig ikke virker så gode når der er risiko for at ægtefællen eller barnet eller en søskende dør.
Men bare husk Han Solo's udødelige ord: "fortæl mig ALDRIG oddsene" - livet er alligevel et asteroide felt hvor vi aldrig helt ved hvad der kan ske.
Ak.. jeg er HELT med, SHA!
- men du kan kun nyde at du har 14 dage til dig selv nu!
Bah! Der findes ca. 1/1000 chance for at score en tålelig kvinde inden jeg dør, at dømme efter udvalget i DK og den omstændighed at jeg ikke emigrerer.
Enten finder jeg hende, eller jeg finder hende ikke.
Nej, vel? Jeg regner ikke chancen for 50/50, heller ikke når jeg kobler instinkterne til ;o)
Uh 37g du gør det så fristende at kommentere - men niksen.
Sha - Der er efter sigende intet galt med at bekymre sig - men bare du også husker dig selv og at det er en lille ferie for jer begge (dig og din datter) så i kan få opladet jeres batterier i forhold til hinanden, og komme friske ud af det.
Nyd tiden!
Send en kommentar