fredag, juli 07, 2006

Af sted

Det er super at jeg skal på ferie. Jeg har brændt mig på det ristede brød to morgener i træk - jeg er åbenbart blevet helt uvant med banale morgenritualer uden toårigs forsinkende mellemkomst. Normalt synes jeg faktisk det er lidt irriterende at mit ristede brød er lunkent, sejt, og letter lidt fra tallerkenen når jeg når frem til det efter indfangning og hagesmækning af datter, men det er næsten at foretrække frem for at brænde sig. GODT jeg skal på charterhotel hvor det ristede brød ALTID er lunkent. Hvis det ikke er koldt.

Pakning overstået næsten uden panikkriser - det eneste tilløb var da jeg ikke kunne finde mit American Express. Man skal jo have to slags kort med, ikke? Livrem og seler. Og det er det eneste jeg bruger det kort til: sikkerhedsnet. Det er altid go'e gamle Visa der betaler. Uuuhh, de havde en god dag nede i Danske Bank da de lokkede mig til en lækkerkonto med alt muligt lir 'gratis'. Altså inkluderet i det trecifrede kvartalsvise gebyr. Jeg lod mig snøre, gjorde jeg, og den gang rejste jeg også en del mere ... nå, når jeg kommer hjem, skifter jeg bank. Ha, tag den, Danske Bank! Så må vi se hvor jeres milliardoverskud skal komme fra i år! Men hvor nedtur er det så, at betale en arm for det latterlige kort, og så ikke kunne finde det når jeg for første gang i over et år har brug for det? Men jeg fandt det, i den skuffe jeg hele tiden troede det lå i, som jeg vendte tilbage til efter at have strippet tre andre skuffer. Det havde bare forputtet sig bag et duftlys og en halv pakke juleservietter, sammen med det lige så funklende ubrugte MasterCard (jeg hader jer, Danske Bank). Hvor skal man ellers opbevare sine værdier?

Nyj, jeg glæder mig til ferie, og lufthavnen gør sit til at jeg får det optimale ud af den: grundet disse dages indtjekningskaos skal jeg op kl. 04.15 for at nå mit fly. Men pyt, så er jeg af sted; rejsesommerfuglene forhindrer mig sikkert i at sove alligevel, og INTET kan ødelægge mit perlende feriehumør. Hav det godt, vi snakkes solbrændt ved om en uge.

... there's a reason for the sun shiny sky
and there's a reason why I'm feelin' so high
must be the season
when that love light shines all around us
so let that feelin' grab you deep inside
and send you reeling ...

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Juleservietter?? Jeg er nu glad for mit mastercard. Især fordi når man bruger det, så trækker de først pengene måneden efter, og så er det næsten som om man slet ikke har brugt dem. Eller noget. God ferie i al fald.

Anonym sagde ...

Man skal bare passe på - jeg har også både Master og Amex, og nogle gange er det ENORMT fristende at bruge begge kort til at handle online med fordi regningen først kommer en måned senere .... problemet er bare at jeg altid glemmer at justere for den ekstra udgift *G*

Anonym sagde ...

Jeg har nu fået brevet om at mit American Express er på vej - og det er da lidt fedt. Jeg skal nemlig til USA og der er det åbenbart bedst at have Credit card, så sådan et skal vi have. Men hvor plat er det at få et brev hvor de siger at det er på vej, istedet for bare at få det... De sender en regnskov af papir til os hele tiden fra Nykredit, selvom vi har frabedt os al kommunikation pr brev. Hvad har vi ellers internettet for?

Anonym sagde ...

"vi snakkes solbrændt ved om en uge" - jojo sålænge du ikke regner med at jeg er blevet solbrændt? Men bortset fra det, lyder det da som et temmeligt tyverisikkert gemmested du der har fundet. Jeg stikker fx. aldrig næsen i steder med duftlys.

Suzy-Hang-Around sagde ...

Tak for alle de løftede øjenbryn, I get it - duftlys og juleservietter ER pinlige.
Ferie med indeholdt shopping på alle kort vel overstået, og jeg er brun som karamelsovs - eller som en gammel lædertaske fra Mallorca, hvis I spørger min kærlige søster. Og nej, AnetQ, jeg har ingen urimelige forventninger; med lidt held er du måske gået fra skummetmælks- til letmælksfarvet? ;-)

Uden Relevans sagde ...

Kom nu hjem med dig!!!

Anonym sagde ...

I really enjoyed looking at your site, I found it very helpful indeed, keep up the good work.
»