Tilbage på hesten

Jeg gik lidt død i utilitarisme-debatten, men det nytter jo ikke at stå som en struds med hovedet i busken i al evighed. Og jeg kan ikke rigtigt poste om noget andet, så længe der hænger ubesvarede, valide spørgsmål i kommentarboksen, så nu smøger jeg pligtskyldigst ærmerne op.

MariaHønen stiller nogle gode spørgsmål og udpeger nogle grimme scenarier, som jeg bestemt heller ikke selv ville bryde mig om at se blive til realitet. Når jeg siger at jeg foretrækker utilitarismen, nytteprincippet, frem for fx Kants kategoriske imperativ, er det fordi det kategoriske imperativ er uladsiggørligt for mig. For dem der ikke har det helt præsent, er det påbuddet om at ens handlinger ALTID skal være dikteret af uselviske hensyn.

Scenarie A: Terrorist holder pistol mod mit hoved og beder mig slå et andet uskyldigt gidsel ihjel, eller han vil slå mig ihjel. Jeg håber – og tror, i al beskedenhed – at jeg vil nægte, og blive slået ihjel.

Scenarie B: Som før, men terroristens pistol er rettet mod min datters hoved, og det er hende der dør hvis jeg ikke slår det andet uskyldige gidsel ihjel. Jeg skyder ham øjeblikkeligt.

Der kan brygges videre på disse historier, og jeg gider ikke svare på Bruce Willis-forslag á la ’hvorfor skyder du ikke terroristen?’, eller høre på anklager om at jeg er åndssvag, for han skyder selvfølgelig både datter og mig alligevel: Hvis forholdene var som beskrevet, altså hvis vi skærer ind til benet, ville jeg handle som skitseret.

Og jeg kan ikke synes det er forkert. Det kategoriske imperativ forekommer mig iskoldt. Det sætter kærligheden ud af spil, i sin forhippethed på at sikre at vi alle er lige, lige, lige meget værd. Ergo er det lige meget hvem der lever og hvem der dør. Og det er det måske også i det store kosmiske regnestykke, men ikke i mit liv.

Så jeg synes faktisk ikke at det er smukt. Hvad det er, er nemt. Intet er da nemmere end at tage et dogme til sig, og derfra aldrig behøve tage afvejet stilling til et komplekst spørgsmål – man kan bare holde sig til sit dogme. Og jeg vil VIRKELIGT gerne se nogen leve det ud. Det forekommer mig at det er en holdning det er ulige nemmere at have, så længe ens liv ikke er truet.

Jeg har ikke svarene på hvis liv der skal ofres for hvilke andres. Jeg går ikke ind for dødsstraf, netop fordi vi er fejlbarlige, og det uskyldigt mistede liv er så ubærligt at tænke på. Jeg siger BARE – for syttenmillionte gang, føles det – at non-intervention og pacifisme også kan koste liv. Som i fx Rwanda. Er det dydigt at forholde sig passiv mens andre bliver slået ihjel? Er det ikke bare en sart og forkælet egoisme, der ikke kan tåle tanken om at få blod på hænderne?

... Nor knowest thou what argument
Thy life to thy neighbor’s creed has lent.
All are needed by each one;
Nothing is fair or good alone ...