Susling har tagget mig, så jeg holder lige en pause fra den i mine kommentarer for tiden rasende debat om etik og liv og død for at kigge lidt på feminisme.
Kan jeg virkelig ikke komme på fem fornuftige ting feminismen har gjort for mig? Det er måske fordi der ikke en nogen entydig definition af 'feminisme'? Følgende rodede programerklæringer og tilbageblik er hvad det kan blive til:
Jeg er stor tilhænger af tesen om at det mænd og kvinder kan, er lige meget værd. Feminismen har måske fået sit lidt trælse ry fordi det nogle gange lyder som om de mener at mænd og kvinder kan det samme. Og det er jeg ikke enig i.
Feminismen som politisk bevægelse har jeg ikke et godt forhold til. Jeg holder fx dem ansvarlige for dogmet om at en afgørelse, som et fællesskab har diskuteret sig frem til, er bedre end en afgørelse samme fællesskab er nået frem til ved afstemning. Jeg har SIMPELTHEN ikke tålmodigheden til det.
Feminismen som fornyer af kønsrollemønstret kan jeg desværre ikke udtale mig om. Det lyder rart med et parforhold hvor begge parter tager lige ansvar for hjemmet, madpakker, fødselsdage etc., men det bliver ikke gennemført med mig som projektleder. Jeg er opdraget i flinkeskolen ude i en fjern plovfure, hvor uret lige så godt kunne have stået på 1958 som 1975, så jeg tager som regel ovennævnte pligter på mig. Men når det lykkes mig at give slip og lade stå til, gør jeg det ordentligt. Så gider jeg slet ikke bruge energi på at få en vrangvillig mand til at svinge en klud eller skrive et kort. Enten ordner jeg tingene, eller også lader jeg være; jeg nægter at være Hjemmets Millimeterdemokratiske Generalkommandérsergent.
Har vi feminismen at takke for abort og p-piller? I så fald tak. Men det er vel ikke en eksklusivt kvindelig dagsorden at kunne dyrke masser af sex uden konsekvenser? Normalerweize går man ud fra at kvinder gerne vil have børn, og mænd gerne vil have sex med så mange forskellige som muligt. Men det er selvfølgelig bare en hypotese, hvad ved jeg om hvad mænd vil have. Jeg ER dog taknemmelig for abort og p-piller på vegne af de mange uønskede børn der slipper for at blive født. Men den taknemmelighed er vist mere menneskelig end den er feministisk.
Ethvert tryk avler modtryk, og århundreders kvindeundertrykkelse har åbenbart endelig nået kritisk masse, og modtryk er opstået i form af feminismen. Jeg er glad for at det skete på et tidspunkt så jeg selv har nået af få glæde af det – på det helt basale 'alle mennesker er født lige'-plan. Jeg synes at kønnenes polarisering er trist, at ideen om at kønnenes interesser er uforenelige er forkert, og at betonlesbiske kampråb á la 'flere kvindelige håndværkere!' er latterlige. Men jeg er taknemmelig for at nogen gad slå i bordet på mit køns vegne og sige 'Nu er det NOK! Vi vil FANME også have lov at være her!'
... and don't speak too soon
for the wheel's still in spin
and there's no tellin' who
that it's namin'.
For the loser now
will be later to win
for the times they are a-changin' ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Tak Suzy.....vi er vist ikke helt uenige...Det er rart at vide for sådan en "gamling" som mig. I øvrigt tager jeg også skarpt afstand fra rabiate beton-lebbere.....Men jeg bryder mig i det hele taget ikke om fanatikere i alle deres varianter....
Personligt synes jeg alt det med at brænde bh'er var ok .... men jeg ved så ikke om rødstrømper og feminister strengt taget er det samme ... men det væsentligste her er også manglen på bh'er :D
Men seriøst så synes jeg altid det er lidt interessant at høre lidt vinkler på HVAD et givent fænomen har betydet for folk :)
Smukt indlæg - jeg er enig.
De fås jo ikke bedre, på papiret. Efter dette indlæg at dømme, ville jeg gerne installere SHA i mit køkken og i min seng.
3/4 er uden problemer, så kommer problemerne:
Ethvert tryk avler modtryk, og århundreders kvindeundertrykkelse har åbenbart endelig nået kritisk masse, og modtryk er opstået i form af feminismen
Næppe. Kvindernes rettigheder var på stor fremmarch, med bl.a. stemmeret i det Satans år 1915. Feminismen i den grimme moderne form vi vel taler om her, vi er dog ikke børn af 1910erne, er eskaleret i kølvandet på 1968-revolutionen. I starten af 70erne kom der skub i hadet til vor egen kultur, og kulturens pejlemærker, alfahannerne. Hadet til den hvide mand og skabelsen af den moderne feminisme (som jeg og andre (i USA fx) ofte kalder feminazisme) var konsekvensen.
Jeg er glad for at det skete på et tidspunkt så jeg selv har nået af få glæde af det – på det helt basale 'alle mennesker er født lige'-plan.
"Alle mennesker er født lige" er en kliche der ofte betyder alle mennesker er født næsten ens. Sådan vil du sikkert ikke bruge det, men sådan fremstår det i argumentationen, for kendetegnet for den moderne feminisme er ikke respekten for individet, men den kollektive kamp for at mose mændene. "Lighed" bruges der hvor manden passende kunne udfolde sine evner, mens retten til forskellighed bruges hvor kvinder har styrker.
Jeg synes at kønnenes polarisering er trist, at ideen om at kønnenes interesser er uforenelige er forkert
Gid det var så vel..
og at betonlesbiske kampråb á la 'flere kvindelige håndværkere!' er latterlige. Men jeg er taknemmelig for at nogen gad slå i bordet på mit køns vegne og sige 'Nu er det NOK! Vi vil FANME også have lov at være her!'
Det gjorde man i starten af århundredet. Efter de 2 verdenskrige udviklede der sig et farligt had til manden som vi lider under i stigende grad.
Nå buuuu-huuu-huuh hvor er det synd for undertrykte Kim. Engang kunne det være interessant at høre nogle konkrete eksempler på, hvor det egentlig er du mener, du bliver undertrykt, for det forekommer mig altid at være løsrevne postulater og at kvinder er nazistiske svin der undertrykker de stakkels mænd - lidt ligesom de mest latterlige betonlebber, der bare mente at alt ondt var mandeskabt...
Send en kommentar