Fiktion af allerhøjeste karat

Jeg har netop modtaget en nydelig gave: en fotobog om Island. Mange smukke billeder af blå is, nordlys, vidtstrakte vulkanske vidder, grønsvær med hvide bæhlam, klipper changerende fra rust til sort og mineralholdige muddergejsere i svovlgult og violet. Jeg vil gerne hermed bevidne at et billede kan lyve mere end tusind ord: disse billeder er hver og ét taget på et heldigt 1/400 sekund hvor forholdene var så ideelle som de kun er hver 500. år.

Mine sidste fem dage er blevet tilbragt (i embeds medfør) på et Island hvor det sneede de tre af dagene, og skyerne derudover hang konstant ca. 12 cm over mit hoved. Vi lå og rodede svagt over frysepunktet alle dagene, men deres wind chill factor må være -54 eller deromkring. Der lå bjerge omkring byen jeg besøgte, men deres toppe dukkede aldrig frem af disen. Der er 'lyst' døgnet rundt, men hvad fanden kan man bruge det til, når 'lyst' betyder tåge, sigtbarhed ca. 100 m?

Jeg insisterede dog på et par arketypiske oplevelser, nemlig badeturen i deres varme gryder, hvilket var ok. Man føler sig som en helvedes karlepige når man løber fra omklædningsrummets varme bruser direkte ud i snevejr, og man kommer guddødemig hurtigt i vandet. Vandrutsjebanen mister dog lidt af sin charme pga. opstigningen af væmmelige kolde metaltrin: uanset hvor varmt et bassin man kommer fra, er man frostsitrende på fire trin.

Jeg skulle også prøve at ride på de berømte islandske heste – tølte, I ved. Og det var SUPERsjovt, selvom jeg aldrig har lært at ride, og ikke har siddet på en hest siden jeg var tolv eller yngre. Det vil sige: sjovt når vi tøltede, travede eller galopperede – skridtgang og pauser forstenede én af kulde. Alt foregik i strid snestorm på den ubetinget koldeste dag, så når vi skulle af hestene for at strække benene og hvile, måtte vi stå med ryggen i vindretningen, ligesom hestene automatisk stiller sig. Nogle af os synes det er lidt uværdigt at stå og glane som umælende kvæg. Og føj, hvor bliver man beskidt af at pleje omgang med en hest der har gået ude i lortedårligt vejr hele dagen.

Mit medbragte varme og praktiske tøj var slet ikke varmt og praktisk nok, så nu er jeg den lykkelige (sådan da) ejer af state-of-the-art-fleece og –hue (HUE!! I maj!!), hvilke beskedne indkøb kun kostede ca. en fantasillion på Island. Jeg bliver nødt til at citere en amerikansk turist jeg mødte: "I keep asking myself, when they came over on their viking ships all those many years ago – whatever made them STAY?" My words exactly.

... du gamla, du fria,
du fjällhöga, kolde
klamme, dunkle
møgirriterende nord ...

Et rigtigt dårligt råd

Prøv lige at høre hvordan man underholder de unge mennesker: i biografen viste de en forfilm til en eventyrfilm bygget over quest-læsten, hvor hovedpersonerne går en masse udfordringer igennem for at finde skatten/løse gåden/redde landet. Konceptet er der intet galt i, men hvordan sluttede forfilmen? Med en formanende, insisterede stemme der opfordrede: "Close your eyes. And keep your mind WIDE open".

Kan man BLIVE dårligere klædt på til at håndtere verden? Ja ja, det er bare en film, og hvis man ikke skulle kunne få lidt fantasi og ramasjang der, hvor så? Jeg synes bare det er så himmelråbende idiotisk at jeg frygter konsekvenserne ved at lade påvirkelige børn lytte til det. Den der selvsmagende patos i "alt er muligt, bare du tror på det" og semireligiøse "du skal ikke se verden med øjnene, men med hjertet" forekommer mig at være den direkte vej til tumpeland.

Jeg er så træt af budskabet "du definerer selv din virkelighed." Ja, lad os endelig lukke øjnene og lave vores egen ønskeverden inde i hovedet, og så få et forkælet hissyfit den dag Ønskeland slår sig på den virkelige verden.

Carl Sagan har sagt det bedre, men tillad mig at opsummere: Det er i stigende grad moderne at påstå at alle synspunkter er lige arbitrære, at 'sandt' og 'falsk' er illusioner. Det er måske humanisters forsøg på at få skovlen under naturvidenskabsfolk der længe har argumenteret at litteraturkritik, religion, æstetik, og meget filosofi og etik blot er subjektive holdninger fordi de ikke kan demonstreres som et af Euklids teoremer eller afprøves gennem eksperimenter. Vi vil gerne have at ALT skal være muligt. Hvem fanden påstår at vi ikke kan bevæge os hurtigere end lyset? Sagde de ikke det om lydens hastighed før i tiden? Hvorfor skulle vi ikke, når vi en gang har lært tilstrækkeligt, kunne bygge en evighedsmaskine? Hvorfor skal videnskabsfolk altid være så reduktionistiske? Hvem vover at sætte disse grænser for menneskets udfoldelser?

Det gør naturen. Naturlovene kan formuleres ret dækkende og kortfattet i netop sådan en række umulige handlinger. Pseudovidenskab og overtro anerkender ikke disse. Nej, "alt er muligt!" Der udstedes den ene dækningsløse check efter den anden lydende på 'lykke', 'rigdom', 'evigt liv' osv., uanset hvor mange gange de er gået konkurs med lignende projekter før.

Alt er muligt - på film. Det hedder underholdning. Det har ingen brugsværdi uden for fiktionen. Don't try this at home, kids.

... Would you like to swing on a star?
Carry moonbeams home in a jar?
And be better off than you are? ...

Skal historien være autentisk for at være god?

En underholdende ven fortalte om en bekendts polterabend der var tilrettelagt med pirattema. Dagen startede med at den kommende gom blev iklædt trekantet hat, klap for øjet og teaterskæg og i den mundering kastede de sig så ud i diverse gængse polterabendaktiviteter. Inden aftenens bytur var der indlagt et stop i DGI-byen med fodboldkamp og mulighed for bad og skift til almindeligt tøj – about bloody time, tænker man; SÅ sjovt er det jo heller ikke at rende rundt en hel dag i varm filthat og kradsende kunstigt skæg.

Idet dagens hovedperson træder ind i omklædningsrummet efter fodboldkampen, står alle hans venner nøgne på en række uden et kønshår i sigte; alle er intimbarberet helt glatte. Og en af dem spørger: "Hvadøh ... er du glad for dit skæg?"

Jeg DØDE bare af grin. Men da jeg begyndte at fortælle den videre næste dag, fik jeg lidt livstræt at vide at det bare var en vandrehistorie. Er det? Hvor mange har hørt den? Og er den ikke LIDT sjov?

God påske, for øvrigt. Jeg skal til den evige stad. Italien for tredje gang på et år. I like.

... Arriverderci, Roma
goodbye, goodbye to Rome
city of a million moonlit faces
city of a million warm embraces ...

Noget med beduintelt?

Jeg skal til en fest i anledning af det iranske nytår i aften, og jeg har store forventninger om kæmpestore overskæg, funklende snabelsko, kogt ged og flyvende tæpper. Mindst. Det er selvfølgelig lidt bekymrende at værten er totalt assimileret, det kunne godt få en til at frygte for blegfede danskere som mig over hele linjen. Ikke så meget som en ærlig vandpibe ... Men nu ikke så defaitistisk, det bliver skønt. Kryds fingre.

... I can open your eyes
take you wonder by wonder
over, sideways and under
on a magic carpet ride ...

Kold tyrker overstået

Jeg så Pans Labyrint i weekenden. Meget smuk, meget grum, meget sørgelig. Hvis nogen tror at det er en film for børn fordi hovedpersonen er et barn, fordi universet er magisk og fordi den går i Palads, tager de grueligt fejl. Jeg vil ikke komme med nogen plotspoilere, men bare sige at Guillermo Del Toro har fået pakket materiale til utallige mareridt ind i filmen. Alt hvad der er helligt for børn bliver smadret. De onde ler og de gode græder ikke bare – de dør.

Jeg var alene i biografen og kunne derfor græde uhæmmet. Hvilket jeg gjorde igen om aftenen da der kom en sms fra vennen fra sidste weekend om at han glad var på vej hjem til familien. Godt for ham men svært at rumme for mig. Det er et forfærdeligt smertefuldt ryk når længselstrådene bliver revet over, men det var det billede der skulle til: Mig der savnede ham, og ham der savnede familien. Efter en uges intens længsel tror jeg det værste er overstået og jeg er landet i mit eget liv igen.

... while my heart is a shield and I won't let it down
while I am so afraid to fail so I won't even try
well how can I say I'm alive ...

Måske er jeg poikiloterm?

Sløv som et firben i skyggen har jeg slæbt mig rundt hele ugen og nærmest ikke fået noget fra hånden. Og apropos 'hånd' har min datter dagligt beklaget sig over mine: "Uuh, Mor, kolde fingre!!" Og så er det jeg tænker at jeg måske slet ikke er varmblodet?

Ikke varmblodig, altså, der (ligesom koldblodig) betegner holdning eller opførsel, og typisk bruges om mennesker. Nej, varmblodet, som betegner et biologisk, fysiologisk træk, og som bruges om os, de andre pattedyr og fugle. Disse danske termer er misvisende, fagfolk kalder os homoterme = ensvarme, dvs. vi holder en konstant temperatur; vi er vores egen radiator. De såkaldt koldblodede dyr, som jeg altså muligvis ligner ved mutation, kaldes poikiloterme = vekselvarme, dvs. at deres temperatur svinger med omgivelserne, og de er afhængige af ydre varmekilder for at komme op på en temperatur hvor de kan fungere. De trives altså ikke med at være kolde, de kan bare ikke komme ud af tilstanden ved egen hjælp.

Tell me about it, siger jeg bare. Jeg frøs et halvt år efter min skilsmisse. Og efter sidste weekends varme har jeg denne uge fungeret med gletsjeragtig hastighed. Og hvad der føles som samme indre temperatur. Jeg fristes til at tro at jeg er en biologisk afvigelse, at jeg simpelthen mangler den indre radiator som alle andre mennesker har, og det gør mig prisgivet afhængig af andre mennesker der for en kortere eller længere bemærkning vil dele deres varme med mig. Det er supernederen.

... stab a sorry heart
with your favorite finger
paint the whole world blue
stop your tears from stinging ...

Hjemme fra føjtning

Jeg har været på weekend i Belgien - vidste I at der er byer der hedder Nossegem og Erps-Kwerps? Jeg har været sammen med en af mændene i mit liv, altså en af de mænd som figurerer i mit liv, men ikke rigtigt har plads til mig i sit.

Så hvad skal man tænke om en weekend sammen med en mand man holder meget af, men ikke kan få? Tiden sammen er skøn, men det er ganske simpelt hæsligt at sige farvel. Det er dejligt at komme tættere på hinanden, men hver eneste nu er man bevidst om at man ikke bygger noget fælles op: hvert nu nydes lidt desperat, fordi det SKAL være nok i sig selv.

Planen var bare at tage på weekend med en god ven og få lidt hotelluksus og gode voksensamtaler. Det fik jeg også, men også rigtig ondt i maven over hvordan den midlertidige tosomhed sætter min alenehed i relief. Det burde jeg have forudset, siger I. Og det gjorde jeg også, men nægtede at lytte til indre advarsler, fordi jeg ikke kunne nægte mig selv oplevelsen, uanset dens omkostningsfyldte natur. En weekend med en sød og kærlig mand MÅ være bedre end en weekend uden en sød og kærlig mand. Ugen foran mig er jo ikke mere mandeløs end den plejer at være. Det føles bare sådan.

... Yet I should kill thee with much cherishing.
Good night, good night! parting is such sweet sorrow
That I shall say good night till it be morrow ...