Suzy-Hang-Around

Fiktion af allerhøjeste karat

2007-05-28T21:46:00.000+02:00

Jeg har netop modtaget en nydelig gave: en fotobog om Island. Mange smukke billeder af blå is, nordlys, vidtstrakte vulkanske vidder, grønsvær med hvide bæhlam, klipper changerende fra rust til sort og mineralholdige muddergejsere i svovlgult og violet. Jeg vil gerne hermed bevidne at et billede kan lyve mere end tusind ord: disse billeder er hver og ét taget på et heldigt 1/400 sekund hvor forholdene var så ideelle som de kun er hver 500. år.

Mine sidste fem dage er blevet tilbragt (i embeds medfør) på et Island hvor det sneede de tre af dagene, og skyerne derudover hang konstant ca. 12 cm over mit hoved. Vi lå og rodede svagt over frysepunktet alle dagene, men deres wind chill factor må være -54 eller deromkring. Der lå bjerge omkring byen jeg besøgte, men deres toppe dukkede aldrig frem af disen. Der er 'lyst' døgnet rundt, men hvad fanden kan man bruge det til, når 'lyst' betyder tåge, sigtbarhed ca. 100 m?

Jeg insisterede dog på et par arketypiske oplevelser, nemlig badeturen i deres varme gryder, hvilket var ok. Man føler sig som en helvedes karlepige når man løber fra omklædningsrummets varme bruser direkte ud i snevejr, og man kommer guddødemig hurtigt i vandet. Vandrutsjebanen mister dog lidt af sin charme pga. opstigningen af væmmelige kolde metaltrin: uanset hvor varmt et bassin man kommer fra, er man frostsitrende på fire trin.

Jeg skulle også prøve at ride på de berømte islandske heste – tølte, I ved. Og det var SUPERsjovt, selvom jeg aldrig har lært at ride, og ikke har siddet på en hest siden jeg var tolv eller yngre. Det vil sige: sjovt når vi tøltede, travede eller galopperede – skridtgang og pauser forstenede én af kulde. Alt foregik i strid snestorm på den ubetinget koldeste dag, så når vi skulle af hestene for at strække benene og hvile, måtte vi stå med ryggen i vindretningen, ligesom hestene automatisk stiller sig. Nogle af os synes det er lidt uværdigt at stå og glane som umælende kvæg. Og føj, hvor bliver man beskidt af at pleje omgang med en hest der har gået ude i lortedårligt vejr hele dagen.

Mit medbragte varme og praktiske tøj var slet ikke varmt og praktisk nok, så nu er jeg den lykkelige (sådan da) ejer af state-of-the-art-fleece og –hue (HUE!! I maj!!), hvilke beskedne indkøb kun kostede ca. en fantasillion på Island. Jeg bliver nødt til at citere en amerikansk turist jeg mødte: "I keep asking myself, when they came over on their viking ships all those many years ago – whatever made them STAY?" My words exactly.

... du gamla, du fria,
du fjällhöga, kolde
klamme, dunkle
møgirriterende nord ...

Et rigtigt dårligt råd

2007-05-20T22:18:00.000+02:00

Prøv lige at høre hvordan man underholder de unge mennesker: i biografen viste de en forfilm til en eventyrfilm bygget over quest-læsten, hvor hovedpersonerne går en masse udfordringer igennem for at finde skatten/løse gåden/redde landet. Konceptet er der intet galt i, men hvordan sluttede forfilmen? Med en formanende, insisterede stemme der opfordrede: "Close your eyes. And keep your mind WIDE open".

Kan man BLIVE dårligere klædt på til at håndtere verden? Ja ja, det er bare en film, og hvis man ikke skulle kunne få lidt fantasi og ramasjang der, hvor så? Jeg synes bare det er så himmelråbende idiotisk at jeg frygter konsekvenserne ved at lade påvirkelige børn lytte til det. Den der selvsmagende patos i "alt er muligt, bare du tror på det" og semireligiøse "du skal ikke se verden med øjnene, men med hjertet" forekommer mig at være den direkte vej til tumpeland.

Jeg er så træt af budskabet "du definerer selv din virkelighed." Ja, lad os endelig lukke øjnene og lave vores egen ønskeverden inde i hovedet, og så få et forkælet hissyfit den dag Ønskeland slår sig på den virkelige verden.

Carl Sagan har sagt det bedre, men tillad mig at opsummere: Det er i stigende grad moderne at påstå at alle synspunkter er lige arbitrære, at 'sandt' og 'falsk' er illusioner. Det er måske humanisters forsøg på at få skovlen under naturvidenskabsfolk der længe har argumenteret at litteraturkritik, religion, æstetik, og meget filosofi og etik blot er subjektive holdninger fordi de ikke kan demonstreres som et af Euklids teoremer eller afprøves gennem eksperimenter. Vi vil gerne have at ALT skal være muligt. Hvem fanden påstår at vi ikke kan bevæge os hurtigere end lyset? Sagde de ikke det om lydens hastighed før i tiden? Hvorfor skulle vi ikke, når vi en gang har lært tilstrækkeligt, kunne bygge en evighedsmaskine? Hvorfor skal videnskabsfolk altid være så reduktionistiske? Hvem vover at sætte disse grænser for menneskets udfoldelser?

Det gør naturen. Naturlovene kan formuleres ret dækkende og kortfattet i netop sådan en række umulige handlinger. Pseudovidenskab og overtro anerkender ikke disse. Nej, "alt er muligt!" Der udstedes den ene dækningsløse check efter den anden lydende på 'lykke', 'rigdom', 'evigt liv' osv., uanset hvor mange gange de er gået konkurs med lignende projekter før.

Alt er muligt - på film. Det hedder underholdning. Det har ingen brugsværdi uden for fiktionen. Don't try this at home, kids.

... Would you like to swing on a star?
Carry moonbeams home in a jar?
And be better off than you are? ...

Skal historien være autentisk for at være god?

2007-04-01T09:39:00.000+02:00

En underholdende ven fortalte om en bekendts polterabend der var tilrettelagt med pirattema. Dagen startede med at den kommende gom blev iklædt trekantet hat, klap for øjet og teaterskæg og i den mundering kastede de sig så ud i diverse gængse polterabendaktiviteter. Inden aftenens bytur var der indlagt et stop i DGI-byen med fodboldkamp og mulighed for bad og skift til almindeligt tøj – about bloody time, tænker man; SÅ sjovt er det jo heller ikke at rende rundt en hel dag i varm filthat og kradsende kunstigt skæg.

Idet dagens hovedperson træder ind i omklædningsrummet efter fodboldkampen, står alle hans venner nøgne på en række uden et kønshår i sigte; alle er intimbarberet helt glatte. Og en af dem spørger: "Hvadøh ... er du glad for dit skæg?"

Jeg DØDE bare af grin. Men da jeg begyndte at fortælle den videre næste dag, fik jeg lidt livstræt at vide at det bare var en vandrehistorie. Er det? Hvor mange har hørt den? Og er den ikke LIDT sjov?

God påske, for øvrigt. Jeg skal til den evige stad. Italien for tredje gang på et år. I like.

... Arriverderci, Roma
goodbye, goodbye to Rome
city of a million moonlit faces
city of a million warm embraces ...

Noget med beduintelt?

2007-03-23T17:42:00.000+01:00

Jeg skal til en fest i anledning af det iranske nytår i aften, og jeg har store forventninger om kæmpestore overskæg, funklende snabelsko, kogt ged og flyvende tæpper. Mindst. Det er selvfølgelig lidt bekymrende at værten er totalt assimileret, det kunne godt få en til at frygte for blegfede danskere som mig over hele linjen. Ikke så meget som en ærlig vandpibe ... Men nu ikke så defaitistisk, det bliver skønt. Kryds fingre.

... I can open your eyes
take you wonder by wonder
over, sideways and under
on a magic carpet ride ...

Kold tyrker overstået

2007-03-19T23:01:00.000+01:00

Jeg så Pans Labyrint i weekenden. Meget smuk, meget grum, meget sørgelig. Hvis nogen tror at det er en film for børn fordi hovedpersonen er et barn, fordi universet er magisk og fordi den går i Palads, tager de grueligt fejl. Jeg vil ikke komme med nogen plotspoilere, men bare sige at Guillermo Del Toro har fået pakket materiale til utallige mareridt ind i filmen. Alt hvad der er helligt for børn bliver smadret. De onde ler og de gode græder ikke bare – de dør.

Jeg var alene i biografen og kunne derfor græde uhæmmet. Hvilket jeg gjorde igen om aftenen da der kom en sms fra vennen fra sidste weekend om at han glad var på vej hjem til familien. Godt for ham men svært at rumme for mig. Det er et forfærdeligt smertefuldt ryk når længselstrådene bliver revet over, men det var det billede der skulle til: Mig der savnede ham, og ham der savnede familien. Efter en uges intens længsel tror jeg det værste er overstået og jeg er landet i mit eget liv igen.

... while my heart is a shield and I won't let it down
while I am so afraid to fail so I won't even try
well how can I say I'm alive ...

Måske er jeg poikiloterm?

2007-03-16T21:56:00.000+01:00

Sløv som et firben i skyggen har jeg slæbt mig rundt hele ugen og nærmest ikke fået noget fra hånden. Og apropos 'hånd' har min datter dagligt beklaget sig over mine: "Uuh, Mor, kolde fingre!!" Og så er det jeg tænker at jeg måske slet ikke er varmblodet?

Ikke varmblodig, altså, der (ligesom koldblodig) betegner holdning eller opførsel, og typisk bruges om mennesker. Nej, varmblodet, som betegner et biologisk, fysiologisk træk, og som bruges om os, de andre pattedyr og fugle. Disse danske termer er misvisende, fagfolk kalder os homoterme = ensvarme, dvs. vi holder en konstant temperatur; vi er vores egen radiator. De såkaldt koldblodede dyr, som jeg altså muligvis ligner ved mutation, kaldes poikiloterme = vekselvarme, dvs. at deres temperatur svinger med omgivelserne, og de er afhængige af ydre varmekilder for at komme op på en temperatur hvor de kan fungere. De trives altså ikke med at være kolde, de kan bare ikke komme ud af tilstanden ved egen hjælp.

Tell me about it, siger jeg bare. Jeg frøs et halvt år efter min skilsmisse. Og efter sidste weekends varme har jeg denne uge fungeret med gletsjeragtig hastighed. Og hvad der føles som samme indre temperatur. Jeg fristes til at tro at jeg er en biologisk afvigelse, at jeg simpelthen mangler den indre radiator som alle andre mennesker har, og det gør mig prisgivet afhængig af andre mennesker der for en kortere eller længere bemærkning vil dele deres varme med mig. Det er supernederen.

... stab a sorry heart
with your favorite finger
paint the whole world blue
stop your tears from stinging ...

Hjemme fra føjtning

2007-03-11T21:22:00.000+01:00

Jeg har været på weekend i Belgien - vidste I at der er byer der hedder Nossegem og Erps-Kwerps? Jeg har været sammen med en af mændene i mit liv, altså en af de mænd som figurerer i mit liv, men ikke rigtigt har plads til mig i sit.

Så hvad skal man tænke om en weekend sammen med en mand man holder meget af, men ikke kan få? Tiden sammen er skøn, men det er ganske simpelt hæsligt at sige farvel. Det er dejligt at komme tættere på hinanden, men hver eneste nu er man bevidst om at man ikke bygger noget fælles op: hvert nu nydes lidt desperat, fordi det SKAL være nok i sig selv.

Planen var bare at tage på weekend med en god ven og få lidt hotelluksus og gode voksensamtaler. Det fik jeg også, men også rigtig ondt i maven over hvordan den midlertidige tosomhed sætter min alenehed i relief. Det burde jeg have forudset, siger I. Og det gjorde jeg også, men nægtede at lytte til indre advarsler, fordi jeg ikke kunne nægte mig selv oplevelsen, uanset dens omkostningsfyldte natur. En weekend med en sød og kærlig mand MÅ være bedre end en weekend uden en sød og kærlig mand. Ugen foran mig er jo ikke mere mandeløs end den plejer at være. Det føles bare sådan.

... Yet I should kill thee with much cherishing.
Good night, good night! parting is such sweet sorrow
That I shall say good night till it be morrow ...

Religiøse overgreb

2007-03-04T20:38:00.000+01:00

Jeg læser en af mine store og tidligere nævnte helte, Richard Dawkins, der er ateist på en meget velartikuleret måde. Han refererer en hjerteskærende anekdote fra en katolsk opdraget kvinde der fortæller hvordan der skete to ubehagelige ting da hun var syv år gammel: Hendes præst pillede ved hende og en elsket legekammerat døde – hvorefter hun fik at vide at veninden desværre var kommet i helvede fordi hun var protestant.

Præstens befamlinger huskede hun som klart ulækre, men de havde ikke kostet hende nattesøvn. Det havde til gengæld tanken om venindens skæbne – rædselsslagne, søvnløse nætter.

Børn er evolutionært forprogrammerede til at tro på hvad autoriteter fortæller dem, fordi vi med vores højt udviklede hjerne og komplekse samfund har så utroligt meget at lære mens vi vokser til. Det er derfor uansvarligt at fylde deres påvirkelige hjerner med bavl, og et regulært overgreb at fylde deres hjerner med løgne der skal skræmme dem til at rette ind til højre, aldrig stille spørgsmål, og til at tro at det kun er deres 'egen slags' der dur.

Børn skal lære at tænke – ikke hvad de skal tænke.

Så er I med på aldrig mere at tale om fx 'kristne børn' og 'muslimske børn', ligesom vi aldrig ville tale om 'radikale børn' eller 'venstrebørn'? Det er de ikke gamle eller modne nok til at have taget stilling til, så lad os hjælpes ad med at give dem plads og tid til det.

Her i huset sættes rummeligheden også på prøve i disse dage: min datter påstår hårdnakket at hun er 'det lille jesusbarn'. Det er helt sikkert kombinationen af at være baby + tilbedt der tænder hende, snarere end nogen ambition om guddommelighed, men alligevel. Jeg har måske været lovligt langt fremme i skoene med krav til 'mors store pige', og nu betaler jeg regningen. Man fristes næsten til at udbryde "Herre, giv mig styrke!"

... that it will never come again
is what makes life so sweet ...
Emily Dickinson

Emigration nødvendig?

2007-02-27T11:25:00.000+01:00

Tænk at MIN kommune vil gå i brechen for en så tumpedum sag! Københavns kommune vil gøre virksomheders ’imødekommenhed og rummelighed over for religion’ til en betingelse for at kunne udføre opgaver for kommunen. Jeg vælger at kalde det positiv særbehandling af dumhed og irrationalitet.

De tænker sig vist sådan noget som madordninger der tager hensyn til visse religioners kosttabuer, eller bederum på arbejdspladsen og tilladelse til at bede i arbejdstiden, hvilket i sin realitet ikke kan hidse mig op. Om folk vil spise vegetarisk eller kødeligt, ryge eller bede, må de selv om. Virksomheder må gerne give plads til forskellighed, men bare, bare, bare ikke med henvisning til religion. Skal man have lov til at afvise en opgave fordi ens kollega er Vædder, og man selv er Løve, og man derfor SELVSAGT ikke kan samarbejde konstruktivt? Skal man kunne kræve oplysninger om kvindelige kollegers cyklus, hvis ens religion siger at kvinder er urene under menstruation? Skal man have lov til at afvise samarbejde med medlemmer af det modsatte køn med henvisning til ens religions påbud om ærbarhed? Skal man have fri med løn til 30 dages begravelsesfest fordi ens religion ærer de døde?

Hvad er religion? Religion er skyld. Den samme skyld verden rundt, bare med forskellige helligdage. Jeg synes ærligt talt ikke det er noget at opmuntre til. Denne skabelon har ikke fontstørrelser store nok til at udtrykke hvor meget JEG GRÆMMES.

... you look like an angel
walk like an angel
talk like an angel
but I got wise
you're the devil in disguise ...

Ateistens bøn

2007-02-18T21:31:00.000+01:00

Må fornuften sejre over overtroen, må vores intelligens bremse vore fejlforestillinger og må vi alle holde stand mod troens og godtroenhedens fristelse.
Når selv ateister beder, må det være et udtryk for at nok kan vi klare os uden tro, men ikke uden håb. Og sikkert heller ikke uden kærlighed, når det kommer til stykket.

... two out of three ain't bad ...

Så længe vi bare kan snakke om tingene ...

2007-02-13T21:00:00.000+01:00

... skal det nok gå helt galt. Der er en gruppe parterapeuter i USA der ved kliniske undersøgelser har påvist at hvad parforholdsproblemer angår, hjælper det IKKE at tale om tingene. Og det er ikke kun fordi stadig gentagelse har det med at forstørre problemerne og holde dem i live længere, men fordi kønnene har biologisk forskellige reaktioner på kriser og konflikter.

Jeg simplificerer lige: En kvinde (generelt) føler lettelse ved at verbalisere sine behov og søge forståelse for sin frygt. En mand (generelt) føler sig anklaget og utilstrækkelig når hans partner siger at hun er bange eller vred – mænd har fysiske, målbare 'slås eller flygt'-reaktioner. Og kvinderne opnår ikke den forståelse de søger, snarere det modsatte.

Undersøgelsens ophavsmænd anbefalede følgende kommunikationsmåde som den bedst egnede på tværs af kønnene: Fysisk kontakt (berøring eller sex) eller i det mindste non-verbal kontakt (fx at gå en tur sammen). Den opnåede intimitet øgede mænds lyst til at tale, og sænkede kvinders behov for at tale, mao. gjorde kønnenes behov mere synkrone, og derfor potentielt mindre konfliktfyldte.

Lyder det ikke rigtigt? Jeg har desværre ikke noget parforhold at prøve det af på, men andres erfaringer modtages gerne.

... try to see it my way
do I have to keep on talking till I can't go on?
while you see it your way
run the risk of knowing that our love may soon be gone
we can work it out ...

Jeg vil vide hvem du er

2007-02-13T13:18:00.000+01:00

Du ved jo så meget om mig, ikke? Så klik ind og glæd mig. Det tager max. ét minut.

Gå til spørgeskema

God start på dagen

2007-02-10T11:15:00.000+01:00

Ikke alene skinner solen, min vejrudsigt er også enig i at det bør den. Vejrudsigten præsenterer stolt sig selv i mine Bloglines feeds (i jeres gode, og derfor forpligtende, selskab) som Copenhagen, Denmark, men jeg har den lidt mistænkt for at være Copenhagen, Denmark som defineret i Kansas eller deromkring: "Copenhagen? Ain't that around Belgium?", hvorefter de bruger en måler der i forvejen er hængt op i Köln. I hvert fald plejer vejrudsigten at være underholdende i sin spektakulært manglende præcision.

Men altså ikke i dag. Sol IRL og på Bloglines. "Hvorfor fanden sidder du så inden døre, din friskluftsforskrækkede, hængeskuldrede computernarkoman?" hører jeg jer spørge. Jo, altså: jeg har i min griskhed påtaget mig ekstra oversættelsesopgaver til noget naturdokumentar. Og ud over detaljer om de harmløse strandtudser og øglesnoge skal jeg også oversætte diverse ulækriteter om taranteller og netedderkopper. Jeg har så galopperende araknofobi at jeg ikke engang kan lide at se ordene, og jeg HÅBER virkeligt ikke at vi skal dvæle for længe ved deres jagtteknikker og måde at spise på. Kan lige så godt få dem overstået, og håbe at solen er der til at blæse spindet ud af min hjerne i eftermiddag.

... little darling, I feel the ice is slowly melting
little darling, it seems like years since it's been clear
here comes the sun ...

Positiv indre dialog

2007-02-06T21:05:00.000+01:00

Hvordan får man sådan én? Hvad stiller man op når ens sind er selvhadsk, uanset hvad ens fornuftige tanker forsøger at overbevise det om? Der er intet ubehageligt jeg kan føle som mit sind ikke kan gøre værre med et overbevisende "det var du selv ude om!"

Der har været lidt yderlige krøller på sagen med julefrokostkollegaen: Der kom flere tilnærmelser og et enkelt hurtigt møde, hvorefter han trak sig med henvisning til at hans kone havde spurgt direkte til om han havde været sammen med en anden, fordi han opførte sig 'underligt'. Jeg synes at jeg har kunnet stå inde for hvad jeg har gjort og ikke gjort hele vejen igennem. Jeg har virkelig tænkt mig om og prøvet at 'mærke efter' min upålidelige mavefornemmelse. Men ganske uden resultat.

Efter indledningsvis at have svaret overskudsagtigt "Selvfølgelig skal du passe dit ægteskab, det forstår jeg, tak for denne gang" begyndte tankerne at rotere. Og nu ved jeg virkelig ikke om det, der roterer, er en vis kvindes livserfarne konklusioner, eller mit selvhadske sinds troldspejls fortegninger: Vi har mødtes 2 x ½ time i arbejdstiden; det kan hans kone intet vide om, og han har ikke skullet lave dækhistorier. Ergo, hvis han har 'været underlig', er det fordi han gerne har villet opdages – hans fling med mig har været et forsøg på at råbe hende op.

Jeg gider ikke være katalysator i en eller anden ægteskabelig krise – jeg er sgu da ikke et enzym, men et helt skiftevis tænkende og følende menneske – desværre aldrig begge dele på samme tid, lader det til. Den anden udlægning er den klassiske med at jeg kun var spændende så længe jeg strittede imod; da jeg først havde indrømmet at jeg gerne ville have ham, var udfordringen væk, og konen derhjemme blev trukket ind i manegen som undskyldning for at trække sig.

Så den historie han har fortalt og som jeg har spillet med på, at jeg bare var så lækker at han har villet have mig siden første gang han så mig, og at hver eneste mail og hede blik var ærligt ment? Ja, det er den jeg har sværest ved at tro, og i stedet kører den indre monolog: "du praler jo af at være så klog, og alligevel har du endnu en gang lukket en mand ind som ikke vil have dig, for hvem du bare var et redskab eller en scoring."

Jeg ved godt at det SLET ikke hjælper. At han INTET har gjort mig i sammenligning med hvad jeg gør ved mig selv. Og jeg kan sagtens køre lidt positiv selvsuggestion med at jeg var ærlig, voksen, ansvarlig etc., men det føles bare som en indre sagsbehandlers pep-talk. På et tidspunkt går sagsbehandleren hjem, mens troldspejlet spejler døgnet rundt. Så er det bare det og mig. Eller mig og mig. Eller bare mig. Jeg ved ikke hvilken udlægning der er mest træls.

... the Crown will plainly show
the prisoner who now stands before you
was caught redhanded showing feeling
showing feeling of an almost human nature ...

Hvis mennesker var som de burde være

2007-02-01T22:31:00.000+01:00

var lov ikke nødvendig. Således indledes Jyske Lov fra 1241*, blev jeg indprentet da jeg læste jura for hundrede år siden. Det var et af mit livs aha-øjeblikke, erkendelsen af at alle gode og rigtige tanker måske allerede er tænkt? Jeg var i hvert fald næsegrus imponeret over at nogen kunne finde på at indlede en lovsamling med disse verdensvise ord i det langt fra oplyste trettende århundrede.

Mennesker er ikke som de burde være. Og derfor spørger jeg mig selv hvad fanden de tænker på i Folketinget med deres nye Lov om Forældreansvar? Ulla Nørtoft Thomsen har allerede blogget om det (disclaimer: jeg er ikke enig med hende om islam), og hos hende er der masser af links til diverse involverede parter og tekster for de seriøst interesserede. Så lad mig bare skyde genvej til det, der chokerer mig dybt: Retten skal nu kunne idømme forældre fælles forældremyndighed. Tidligere har fælles forældremyndighed kun været en mulighed når parterne var enige om det. Devisen er noget med 'at når de har kunnet få barnet sammen, skal de pinedød også kunne finde ud af at enes om barnets opvækst.' Og ja, det synes jeg da også at voksne mennesker burde kunne, men virkeligheden viser jo med al ønskelig sørgelighed at det kan de ikke. Mennesker er ikke som de burde være, og det at man har fået et barn betyder ikke at man behandler den anden forælder med respekt for evigt derefter.

Jeg synes denne lov, med alle sine smukke ord om barnets ret til begge sine forældre, er udtryk for ønsketænkning af værste skuffe. SELVFØLGELIG er samarbejde bedst, men det kræver at parterne er enige om at samarbejde – den enighed skal føles, den kan retten ikke idømme. Jeg kender kun min egen elendige skilsmisse indefra, men på et tidspunkt i dens skæve gang for små to år siden, var jeg i kontakt med Mødrehjælpens advokatbistand, og de nævnte allerede dengang at denne lov var undervejs, og at de aldrig havde hørt om noget så sindssygt. De så jo dagligt de sager hvor parterne nærmest var livsfarlige for hinanden. De sagde lige ud at hvis jeg var utryg ved at have fælles forældremyndighed, skulle jeg søge om at få den med det samme, inden denne lov blev vedtaget.

Jeg gjorde det nu ikke, fordi jeg principielt er enig i det med samarbejdet – min eksmand var bare på krigsstien, og jeg var bekymret for om han ville kunne få forældremyndigheden hvis han søgte. Det har han til dato ikke gjort, vores samarbejde fandt et fornuftigt leje igen, og jeg lader være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg stoler ikke på ham (i forhold til mig – han er en god far), men hver dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Jeg oplevede min skilsmisse som et helvede, men udefra ser den ret civiliseret ud, og vores forældresamarbejde er ikke en overraskelse. Men jeg kender til så mange andre skilsmisser hvor det ALDRIG var gået. Det var blevet én lang hverdagsskyttegrav med grovmanipulation af børnene til følge.

Nå. Der er jo intet i skilsmissesituationen der er ideelt, og måske er løsningerne i den nye lov som helhed ikke værre end de eksisterende. Den opdelte forældremyndighed løser bestemt heller ikke altid alle problemer, det ved jeg godt. Den klarlægger bare magtforholdet mellem to mennesker der har bevist at de ikke kan forhandle magtforholdet på plads mellem sig. Så systemet virker kun efter hensigten når retten giver magten til den, der mest fortjener den. Måske er det i virkeligheden dette ansvar de vil af med, i erkendelse af egen manglende evne til at træffe afgørelsen? Derfor skal den bare hedde fælles forældremyndighed over hele linjen, så hvis der ryger nogle barneskæbner på den konto, er det forældrenes og ikke retssystemets skyld?

... love hurts, love scars
love wounds and marks
any heart not tough
or strong enough
to take a lot of pain ...

*Det er nu ikke helt præcist. Læs den rigtige tekst her.

Det kommer jo an på hvem der kigger

2007-01-28T21:04:00.000+01:00

En ven refererede at Google Earth åbenbart har fået problemer med krænkelse af privatlivets fred, idet kvaliteten af de satellitbilleder de viser er så god, at man faktisk kan genkende mennesker på dem hvis man zoomer tilstrækkeligt ind. Hvilket var sket for en kvinde, som lå på en mennesketom strand langt fra alting, og derfor havde benyttet lejligheden til at solbade nøgen.

Sidst vi havde en lignende debat var det noget med overvågningskameraer på offentlige pladser, i offentlig transport og den slags, for at forebygge kriminalitet samt hjælpe med opklaring af begået kriminalitet. Men der blev fremført i mine ører underlødige argumenter der gik på at man ikke måtte fotografere mennesker der ikke begik ulovligheder, men som bare ikke var der hvor de burde være – hvor deres arbejdsplads eller ægtefælle måske troede de var.

Det holder da slet ikke. Voksne mennesker skal da være deres handlinger bekendt. At vi så ikke altid er det, er en anden sag, men det bør da ikke stå i vejen for ellers fornuftige tiltag. Lad mig indskyde at jeg ikke ved om det med overvågningskameraerne virkeligt er en god ide – de blev bare præsenteret som bevisligt kriminalitetsnedbringende. Og modargumenterne var så irriterende, at jeg næsten blev tilhænger lige på stedet. Helt ærligt, hvor tungt skal hensynet til utro ægtemænd og luderkunder veje?

Men så kom hende kvinden på stranden, og fik mig til at tænke at det sgu da også er deprimerende at der ikke er en eneste plet hvor man kan onanere i fred – eller hvad man nu har lyst til – uden at blive foreviget. Principielt synes jeg også der er forskel på optagelser som kun visse personer har adgang til, og som kun bliver brugt med gyldig grund, og så billeder som enhver kan se på nettet, som man ikke aner er blevet taget; man har jo i hvert fald ikke skyggen af chance for at se kameraet.

Men i praksis er forskellen ikke så stor. Begge slags optagelser kan bruges til både godt og skidt, af de rigtige eller forkerte mennesker, med reelle eller ødelæggende hensigter. Suk. SUK!! Verden er kompliceret.

... I always feel that somebody's watchin' me
And I have no privacy
I always feel that somebody's watchin' me
Is it just a dream? ...

Forstyrret

2007-01-25T22:21:00.000+01:00

Er der andre end mig der læste Sybil som teenager? Om et ekstremt tilfælde af personlighedsspaltning – 16 helt adskilte personligheder i én krop. Har aldrig glemt min skræk og fascination ved tanken om ikke at være alene i sit eget sind. Og der er åbenbart noget personlighedsspaltet ved det her blogskriveri.

Jeg drømte at jeg lagde en kommentar hos en af jer, og idet jeg klikkede 'publish' så jeg, at jeg ikke var logget ind som Suzy-Hang-Around, men som IRL-mig. Mit fulde, rigtige navn som afsender. Og jeg lover jer: det var ikke bare pinligt eller afslørende, i drømmen var det UHYGGELIGT. Da jeg vågnede var det ikke længere uhyggeligt, men underligt: det var Suzy-Hang-Around der var den krænkede part, og mit IRL-selv der havde møvet sig til at taste sit navn hvor det ikke hørte hjemme. Jeg påstår slet ikke at kunne konkurrere med Sybil, men jeg følte mig lidt skizofren.

Og måske virker analogien søgt, men følelsen var den samme: selvom jeg ikke er spor bange for at være alene, kan jeg panikke på et kvart sekund hvis jeg pludselig bliver i tvivl om jeg er det. Som forleden tidlige morgen hvor jeg forsøgte at falde i søvn igen efter at være blevet vækket af et eller andet. Og pludselig lyder der en RINGETONE i lejligheden. Ikke min ringetone – en fremmed mobils. Jeg DØDE bare af skræk. Det tog mig adskillige stivfrosne minutter at tage mig sammen til at stå op og tjekke lejligheden, hvor der selvfølgelig ikke var nogen eller noget at finde. Det skete igen nogle nætter senere (med knap så panisk reaktion) og har gentaget sig flere gange siden, så jeg har helt forliget mig med mit elektroniske spøgelse. Det sker på nogenlunde samme tidspunkt, så det er noget helt banalt, men alle batterier og Fisher Price-dimser er tjekket – kan fandeme ikke finde ud af hvor det kommer fra. Hader at få min søvn forstyrret. De tanker jeg tænker i søvnløse timer er slet ikke værd at samle på.

... I hear in my mind
All these voices
I hear in my mind all these words
I hear in my mind all this music
And it breaks my heart ...

Kom nu, op på vakolerne!

2007-01-23T21:47:00.000+01:00

I disse dage hvor man kunne gå i selvsving over dødsstraf, selvtægt og andre alvorlige spørgsmål, er det så det, der får SHA til at harcellere? Næh. Men UNGDOMMENS SPROG!! Sprogforandring er en realitet, det prøver vi sprogets stoute støtter at resignere overfor, vi prøver måske endda at smile skævt og sige at vi bestemt ikke synes det er nederen, så langt fra, ungdommens kreative nerve løfter jo sproget!! Vi bruger gerne selv alle de nye najs udtryk!!

Men pøj, hvor jeg synes det er tudegrimt (og lavsocialt, siden min indre sprogsnob alligevel har taget magten) når ret udtales rat og kræft som kraft. Man kunne fristes til at sige at det er de unge dovenlarser der ikke kan finde ud af at lukke munden, men bare står der med hængende kæbe og tomme blikke, og derfor udtaler deres vokaler for åbent. Men der er skam også lydforskydninger der går den anden vej: Hvad har penge gjort, at de skal udtales pinge? Chauffør (='sjåfør', hvis nogen spørger mig – hvilket sker alt for sjældent) maltrakteres til sjafør, og partout (='partu') til patu.

Disse sidste eksempler vedrører vokallydene i sig selv, men hvis lydforskydningen skal skrives med almindelige bogstaver, er det nærmest at skrive at 'ar' og 'år' indsnævres i retning af det flade 'a'. Hvilket leder os videre til næste sæt eksempler der har at gøre med den såkaldte 'r-påvirkning'. Eller mangel på samme i de unges sprog: ærgerligt udtales æverligt, færge som fæve og bjerge som bjæve.

Det er selvfølgelig trist at være sådan en sur gammel kost, og jeg PLEJER at mobilisere mere overskud og overbærenhed, men i dag er jeg muggen. Jeg har PMS. So sue me. Jeg hysser i det mindste ikke over pendulordene.

... Jihad! I'm getting mad
and there's no fuel left for the pilgrims ...

Tror sgu ikke jeg orker det

2007-01-19T13:17:00.000+01:00

Lav dit eget kort.

Hadeord

2007-01-17T12:11:00.000+01:00

Jeg køber ikke de ugentlige dameblade, men jeg læser som regel min mors aflagte AfD (selvfølgelig først EFTER min søster. Skal ikke være i tvivl om hvor i hierarkiet jeg befinder mig. Snøft.) Dvs. læser og læser, jeg nøjes tit med at kigge billeder, fordi der er nogle ord jeg bare ikke kan TYRE!! Så sent som i morges faldt jeg lidt i staver over nogle mad- og sundhedssider, og mine øjne fangede derfor sagesløst det hæslige ord 'fedende'.

Jeg HADER det. Der er sgu ikke noget der i sig selv er fedende. Formuleringen var noget á la "ti skiver roastbeef er lige så fedende som en stor pære". Det rette ord er 'nærende'. Eller 'har samme kalorieindhold som'. Men der er ikke noget der er fedende FØR man spiser det oven i ens normale kaloriebehov. Man kan spise lige hvad man vil indtil ens daglige/ugentlige/månedlige kaloriebehov er opfyldt, og intet vil være fedende, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers. Derefter feder alting, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers*.

Jeg er jo ellers imødekommenheden, tolerancen og afbalanceretheden selv, men jeg bliver HYSTERISK MOPSET af at blive talt eller skrevet til som om jeg er debil. Eller når mennesker og kommunikationsorganer, der burde vide bedre, formulerer sig så sjusket. Så derfor læser jeg ikke dameblade.

... do you really want to hurt me?
do you really want to make me cry? ...

*Der er vist enkelte fødeemner der aldrig feder, idet de er så svært fordøjelige at de kræver flere kalorier at forbrænde end de selv indeholder, men det vil jeg ikke udtale mig yderligere om; jeg er ikke bromatolog ... undskyld, levnedsmiddelkandidat, hedder det nu. Bromatolog var ellers et fedt ord.

Havde man dog bare en FLIG

2007-01-16T20:37:00.000+01:00

af den energi ens datter lægger for dagen HVER morgen for at undgå at komme i overtøj og støvler. Jeg siger "så er det nu"; så starter sirenen og ungen løber til det fjerneste hjørne af lejligheden, skrigende og viftende med armene i protest. Derefter smider hun sig på maven på gulvet i et utilgængeligt hjørne, og gør sig tung og blød som en gople. Derefter følger et uværdigt optrin hvor jeg forsøger at få fat i hende på en eller anden led, som regel et håndled, hvilket selvfølgelig gør ondt i hendes skulder, fordi hun nægter at spænde en eneste muskel. Mere hyl, evt. ledsaget af næse eller pande skrabet hen ad gulvet. Så bærer eller slæber jeg hende ud i gangen, og volder hende, temmelig ublidt og skældende og smældende, ned i hendes flyverdragt.

I morges tænkte jeg "For tre år siden lå jeg og fødte, og jeg gad godt bytte plads med mig selv. Jeg vil fandeme hellere føde hende igen end have det evindelige hyr med den LORTEFLYVERDRAGT HVER ENESTE MORGEN!!" Så sur kan man altså også være på sin datters fødselsdag.

... Sur, sur, sur
lille SHA omkring ...

PS: Vi blev selvfølgelig gode venner igen og fik en udmærket fødselsdag ud af det ...

Baby steps

2007-01-11T13:22:00.000+01:00

Fremskridtene er så få og bittesmå her på bloggen at jeg næsten skammer mig over at rapportere om dem. På den anden side: når jeg nu synes at jeg har gjort noget rigtigt, omend med forsinkelse, på et område hvor jeg notorisk opfører mig forkert, har lidt vel også ret.

Sagen er at jeg lod mig friste af julefrokostkollegaen. Han fulgte op på det upersonlige julefrokosttilbud men en noget mere intens og smigrende bagekampagne, og summa summarum faldt jeg for fristelsen til en uforpligtende kontakt. Og næppe har man påbegyndt 'uforpligtende kontakt' (når man er mig) før man overvejer alle mulige og umulige scenarier og hypoteser for hvad det her dog er for noget og kan blive til; jeg gik kort sagt i overtænding. Hvilket ikke burde have overrasket mig, og sikkert ikke overrasker jer. Men hvad kan jeg gøre? Hvad mænd angår har jeg åbenbart en til blindhed grænsende selektiv selvindsigt.

Efter et par venindesamtaler kom jeg dog til fornuft, og sendte ham følgende:

Kære Julefrokostkollega
Jeg har fået væmmeligt kolde fødder mht. vores aftale, og vil gerne aflyse.

Vores udgangspunkter er for forskellige. Jeg opfatter dig som tilfreds ægtemand, dog seksuelt frustreret. Så for at matche det skulle jeg være tilfreds singlekvinde, dog seksuelt frustreret. Og det er kun det sidste der passer: Jeg vil gerne have en kæreste, og hvis vi får noget tilfredsstillende sex stablet på benene, vil det kun være et spørgsmål om (kort) tid før jeg vil længes efter mere og andre typer samvær. Det kan du ikke levere, og det vil jeg ikke være uvenner med dig over.
...
Jeg ved godt at det bliver superuforløst, men jeg synes vi skal stoppe her. Jeg ved også godt at jeg har lovet dig noget som jeg ikke leverer; det piner mig og du er i din gode ret til at blive sur på mig. Men jeg håber du forstår.
SHA

Han svarede nydeligt: "Den havde jeg ikke lige set komme, men jeg har fuld forståelse for at du får kolde fødder. Det er helt rigtig set at stoppe det før det griber om sig rent følelsesmæssigt, så jeg synes kun det er godt du melder fra. Og jeg bliver ikke sur selvom du ikke indfrier dine løfter."

Så hurra. Potentiel hjertesorg undgået, professionalisme bevaret, ansvar taget, ingen krænket, alle er glade. Sådan da. Men jeg hæfter mig ved hans første sætning: nej, han kan ikke forudse mine reaktioner, for han kender mig slet ikke. Men jeg må åbenbart udstråle noget hårdkogt/selvtilstrækkeligt/overskudsagtigt, siden det overrasker ham at såkaldt uforpligtende sex kan være problematisk for mig. Gode egenskaber på mange områder, men ikke i tråd med min egen selvopfattelse. Så det giver da lidt at tænke over. For hvis jeg ikke udstråler et ærligt billede af hvem jeg er, kan det jo ikke overraske at jeg bestandigt render ind i de forkerte mænd.

... der var en vi kaldte for Taber-Otto
han vandt en million i Lotto
lykken rammer hvem lykken vil
hvem ved hvad der skal til?...

Øjenlørdagsslik

2007-01-06T09:38:00.000+01:00

Inspireret af Nelliken måtte jeg lige finde billeder af mænd på hvis glatte ansigt jeg ville gå i biografen; det er måske ikke så mange, men uuuuuuuhhh, de er lækre - eller også kan de bare spille lækre:
Edward Norton Luke Wilson

James Caan

Michael Caine

Craig Bierko

Og hvis I så vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og tage en kold dusche.

... what a man, what a man, what a man

what a mighty fine man ...

Op på yndlingskæphesten!

2007-01-03T21:06:00.000+01:00

Vi har alle brug for noget at være stolte af; at føle at vi er gode til noget. Og hvis man ikke kan synge som Julie Andrews eller løbe som Carl Lewis, finder man noget mere ydmygt at være god til. Jeg er fx ret stolt af at være god til at stave (selvom stavefejl også forefindes på denne blog, pinagtigt nok). Så ingen er gladere for Dansk Sprognævn end jeg – hvem skulle ellers bakke mig op når jeg siger, at jeg har ret?

Men, men, men ...

Ufejlbarlige, det er de altså ikke. Tillad mig at eksemplificere: der findes et sjældent brugt alternativ til kontanter der hedder en check – udtales nogenlunde sjæk. Det kan sættes sammen til beslægtede ord som checkkonto, checkrytteri, mv. Men hov! Hvad ser vi der i retskrivningsordbogens alfabetiske rækkefølge? Andre sammensætninger, nemlig check-in, check-in-skranke, mv. – her udtales samme bogstavrække nogenlunde tjæk. Det er selvfølgelig ikke sprognævnets skyld, slet ikke, men mit spørgsmål er hvad man foretager sig ved en check-in-skranke? Man tjekker ind – verbet må ikke længere staves *checke. Man kan ligeledes spørge hvad man foretager sig ved et checkpoint? Et tjek. For sørme ja, substantivet check (uden for sammensætninger) henviser nu kun til før-Dankort-kontant-alternativet, og skal altså altid udtales nogenlunde sjæk.

Så grin bare af mit lave ambitionsniveau, og nej, der uddeles ikke Nobelpris i dansk retskrivning, men helt uden udfordringer og faldgruber er det altså ikke.

... Æslet spiste æg og ærter
og fik slemme mavesmærter ...

Åh lide

2007-01-01T13:59:00.000+01:00

Tænk at starte året med så gevaldige tømmermænd. Aaaaaaaavvvvvvvvvvvvv!! Men det betyder til gengæld at nytårsaften var sjov. Den blev holdt med singlekvinder og homomænd, hvilket der jo ikke er meget potentiale i, sådan vis a vis nulstilling, men så bebruset som jeg blev, er det også godt det samme. Der dukkede faktisk en sød hetero op senere på aften, så jeg fik danset og tørret noget af mit glimmer af på ham, men derudover ingen hanky panky, hvilket nok var skæbnens lidt sadistiske måde at gøre mig en tjeneste på. Det var ikke blevet kønt, så fulde vi var.

Ihærdigt krydsede fingre for os alle sammen og for 2007. Trods stor lidelse er det præcis sådan her et år skal starte.

Av!
Hvad skete der i går?
Min pude er så hård
at hjernen tror
den ligger på et bord ...

Københavnersnude – og stolt af det!

2006-12-28T18:29:00.000+01:00

Jeg er blevet snigløbet af den fynske mafia. Man troede ikke at de landsbytossede fynboer havde det i sig, men fandeme jo! Kan I huske det trafikuheld jeg var i i sommer? Som nummer to af fire biller i et harmonikasammenstød hvor vi forreste tre blev smasket sammen af et fedladent kvaj i en ældgammel BMW, åbenbart indeholdende de originale bremser? Ham politimanden fra Middelfart Politi virkede ikke som den stiveste pik i saunaen, men mente dog at sagen var klar: Ansvaret var bagestkørendes, vi andre lod til at have holdt stille da det skete. Ja, det var også min oplevelse.

Men så bliver jeg ringet op af Avis i dag (det var jo deres bil jeg kørte i) af en noget fortørnet mand der fortæller at sagen nu er afsluttet, og jeg, dvs. Avis, er blevet tildelt halvdelen af ansvaret. Vi har altså med to sammenstød at gøre: Jeg rammer bil nummer et, og nummer fire rammer nummer tre (der så rammer mig EFTER jeg har ramt nummer et). Det er de to bagvedkørendes forklaring. Hverken han eller jeg kan forstå at jeg ikke er blevet spurgt, når min egen forklaring bliver modsagt.

Først forstod jeg ikke en bjælde. Hvordan fanden skulle de kunne vide det? Det gik simpelthen så stærkt, og jeg kunne ikke selv høre om det forreste eller bageste bump lød først – jeg nåede bare at se at vi holdt stille beskæmmende tæt på forankørende før bumpene lød. Så det kan de ikke vide, er konklusionen – men hvorfor fanden skulle de så påstå det? Det vidste hverken Avismanden eller jeg. Nå, han ville gå videre med sagen, og jeg stillede mig til rådighed til evt. gentagelse af forklaring.

Det var først da jeg havde lagt på at det slog mig: De har sgu da lavet en studehandel! Jeg kan lige høre dem, de selvretfærdige fynboer i deres Frøkjær-tøj. Nummer fire til nummer tre: "Henge den højrøvete køvenhavnersnu'e der ha'e så travlt mæ a'varselstrekant å det deer ... hun har sgu da forsikring påå! Å det var ikk' engang henges biil. Men hvis jæ ska' hænge på det heel – det bli'r dælme hårdt!! Hva' si'r du te å si' a' hung ramte dem foran inden jæ ramte jer? Det kåster itt' dig nå'et, og så kigger jæ forbi mæ et par kasser øl?"

Dengang tænkte jeg bare at han var en sølle uvasket stakkel med en kone der hørte hjemme i skånejob (og hos Vægtvogterne), og jeg løftede blikket i et stumt "Herregud!" da det viste sig at han ikke havde autohjælp, men mente at han kunne skubbe bilen til nærmeste frakørsel hvor en kammerat kunne hente bilen med sin traktor. Men man skal ikke lade sig narre af den tilsyneladende enfoldighed – den type nærighed kan dække over en krejler af snedigste slags. Jeg hader provinsen, og benytter lejligheden til at hilse 2007 velkomment: Det bliver året hvor jeg har boet længere i København end jeg har boet i provinsen, og fremover vil tidsregnskabet KUN komme til at stå i Københavns favør.

... happy birthday, SHA's blog
happy birthday, SHA's blog ...

Nu glædes gamle og unge ...

2006-12-23T23:30:00.000+01:00

Min mor er jordens mest barnligt begejstrede og derfor hysterisk kontrolfikserede julegris. Og det plejer at være ret hyggeligt at holde jule med hende, fordi hun 1. gør så meget ud af det, 2. insisterer på at have en god jul, og derfor damptromler alle ansatser til problemer. Hun har desværre også fødselsdag i juledagene – en tragedie for en barnlig sjæl, selvom hun insisterer på at have affundet sig med det efter godt tres år. Men jeg ved bedre. Og min søster og jeg har forsøgt at planlægge noget hyggeligt og luksusagtigt for hende, hvilket ikke er nemt når ALT er lukket. Nå, en smule madlavning skal da ikke skille os ad, så selvfølgelig melder jeg mig til at lave forsøgsvis lækker mad til hende (så snart hun fik tilbuddet begyndte fruen af remse sine forlangender, nå nej, ønsker op). Det var altså lidt af et logistikhelvede at få planlagt og købt ind til d. 22-23 oven i de andre forpligtelser. Og min yndige lille datter kom hjem fra børnehavens juleafslutning med skoldkopper: væmmelige røde knopper og blærer overalt. Hun er oppegående, men godt utidig og pjevset.

Har I scenariet? PISSEtravlt har jeg haft, og nået indkøb, gaver og sygepleje ved at køre fuld damp fra 7 til 24. Jeg lavede risengrød til risalamande inden min egen morgente og stadig iklædt nattøj i morges, og ælemosen bobler i køkkenet as we speak. Mine egne julegaver har jeg ikke nået at pakke ind endnu. Men i dag kl. 16 skulle familien samles til træpyntning og afslappet hygge. Jeg kom DRØNENDE fra byen, belæsset med mine forskellige bidrag, og mærkede bare skuldrene sænke sig da jeg tog overtøjet af: Aaahhhh!! NU var jeg landet! Fire-fem timers ikke-skemalagt tid foran mig. SÅ skønt! SÅ tiltrængt! Min datter og mor er i gang ved træet og er nogenlunde lige barnlige, og jeg slutter mig til dem og hjælper til. Men grundet juleentusiasme har min mor MEGET julepynt, så på et tidspunkt holder jeg pause, og spiser noget juleguf – jeg havde heller ikke nået frokost. "Skal du slet ikke pynte, SHA?" spørger min mor, men hun sammenbidt sætter snor i den trehundredesyttende kugle. Fint nok, jeg forstår, og slutter mig til arbejdslejren igen. ENDELIG er alle de §@#£¤€! kugler hængt op, hunden sover, og datteren har ikke fat i noget farligt eller skrøbeligt, så jeg benytter lejligheden til at smide mig i sofaens bedste hjørne med et fremlagt juledameblad. Åh, afslappelse, der hyggesnakkes omkring mig og jeg mærker mig selv duve ind i en verden af perfekt julepyntede hjem og meget seriøs tilgang til hudpleje ... indtil min mors hævede og nu knapt så hyggelig stemmeleje annoncerer "Det er du altså den eneste der kan, SHA, og du har gjort det hele dit liv. Sådan husker jeg dig fra SAMTLIGE familiesammenkomster: lukket inde bag et blad."

Tuuuuuuuuuuuuuusind tak. Jeg ved godt at jeg var en tvær teenager, men jeg troede vi var kommet videre, og at mine bidrag til familiesamværet efterhånden havde betalt en evt. gæld, men nej. Åh SUK!!!!! Jeg bliver så SUR over den slags bemærkninger med glat overflade ("Jeg mente jo bare at det er hyggeligt at alt er ved det gamle") men med indlagt barberblad. Eller i hvert fald sur når jeg er så overtræt, overstresset og tydeligvis underpåskønnet som jeg er lige nu. Det går nok over. Men hvis ikke hedder den edderbroderme jul på Gran Canaria, bare datter og mig, næste år.

Hav en dejlig jul, Blogland, og tak for tålmodig læsning, og tålmodighed med min aflæsning. Jeg har det allerede bedre og har fyldt tanken op med juletolerance.

... synger og danser og klapper i eders småhænder ...

Den rene Storm P.

2006-12-20T18:34:00.000+01:00

Der var engang mit liv var så problemfrit. Mit hår var mellem 2 og tre centimeter langt og så godt som vedligeholdelsesfrit; det var skønt. Jeg syntes faktisk også at det var pænt, og at jeg var pæn med det, og jeg fik også komplimenter for det – fra kvinder. Der var nok lidt for meget lesbisk håndboldpige over det, hvilket forklarer både de mange komplimenter fra kvinder og de manglende komplimenter fra mænd. Så det kunne ikke blive ved, jeg blev alvorligt bekræftelsessyg, og håret er nu langt igen.

Det er ikke til at åbne et skab på badeværelset uden at hårprodukterne vælter ud. Jeg skal skrive hårvask ind i kalenderen fordi det tager så lang tid – og alligevel kom jeg for sent til morgenmøde i morges af den grund. Der findes intet som lange hår der kan samle en smule nus i krogene til ENORME nullermænd. Min søster tog for nylig en hjælpsom tur over mine gulve med Swifferen, og kaldte efter et minut: "Hvor er den henne? Den collie du gemmer?". Og min sorte kontorstol – jeg siger jer! Den ligner et monster af lange flagrende hår der stritter i alle retninger. Godt kontoret er velforsynet med klisterbånd af den brede slags: 20 cm klistres sammen i enderne med klistersiden udad, og fungerer fortrinligt som improviseret fnugrulle. HA! Tag den, hår!

... let it fly in the breeze
and get caught in the trees
give a home to the fleas in my hair ...

Betyder det mon ...

2006-12-18T10:38:00.000+01:00

... at Kimporator og jeg skal giftes?

... det er så hyggeligt allen steds,
hvor små og store har eet i sinde ...

Test dig selv.

Intet er så galt ...

2006-12-17T19:05:00.000+01:00

Denne weekend har jeg været med på sidelinjen hos vennepar der diskuterede gaveindkøb, juleaftaler, nytårsaftensønsker og den slags. Det er altså den slags samtaler der kan gøre en glad for ikke at være et halvt parforhold. Jeg er da ikke så håbløst barnlig at jeg tror jeg altid kan få tingene præcis på min måde, men nogle gange virker de der endeløse diskussioner hen mod et kompromis som den sikre vej til at ingen får det som de vil have det. Opnået resultat: to misfornøjede parter.

Jeg har også set en god venindes hus første gang. Hun er en fantastisk værtinde, juletræet stod yndigt i karnappen, de tilstedeværende børn pyntede samdrægtigt, og der var en stemning af afslappet gæstfrihed som blev hjulpet godt på vej af de rummelige rammer. Og alligevel. Hvor ER jeg bare glad for jeg ikke har et hus!! Det er verdens mest belastende bekymringsgenerator og mest pålideligt tilbagevendende pengeblødning. Nyt tag, nyt badeværelse, opretning af facade ... udgravning af dræn, svigtende håndværkere, inkompetente håndværkere ... Veninden indrømmede at hun og hendes mand brugte mere tid på at tale (og skændes) om huset end de gjorde på at tale om børnene. The stuff that nightmares are made of.

Næh, single i lejlighed, det er sgu til at overskue.

Og er hjemmesfæren lidt kedelig, kan jeg trøste mig med at der er mere spændende her i mit virtuelle hjem. Det er ikke længere på mode at rapportere hvilke fårked-op søgninger folk er kommet ind på, men denne er for langt ude: Hår i skridtet!! Hvordan fanden ved de det, spørger jeg bare? Men dårligt er søgningen udført, før Politiken præsenterer løsningen. I min uskyld troede jeg faktisk ikke at man kunne få udført brasiliansk hårfjerning i København, medmindre man havde en privat kontakt til en lyssky filippiner i en kælder i Sydhavnen. Men nu er der ingen undskyldning længere. Satans også.

Jeg har med sprognørdede venner diskuteret hvad man kunne udnævne til Årets Ord, altså et ord man næppe havde hørt 1. januar 2006, og som man nu tager fuldstændigt for givet. Der er oplagte kandidater inden for kulturordene, fx muhammedkrise, men min stemme går alligevel til wellness. Det vil blive brugt til alt muligt i fremtiden, hvor muhammedkrise altid bare vil signalere 2006. Og det er garanteret wellnessbølgens skyld at man nu kan få brasiliansk hårfjerning på ethvert gadehjørne. Massage, detox, aromabehandling, ansigtsmaske, ja tak til det hele, men den der brasilianer er altså lidt af en gøgeunge i wellnessreden, synes jeg. Den må have et wellnessindeks på minus 10.

... I'm hairy noon and night
hair that's a fright
I'm hairy high and low
don't ask me why - don't know ...

Fornuftig eller fornægtende?

2006-12-13T20:44:00.000+01:00

Gad vide om jeg nu har gjort det rigtige. Jeg har fremprovokeret en krise, en afsked, med ireren. Selvom jeg lige har annonceret at jeg ikke har moralske skrupler ved at være sammen med en gift mand, må jeg alligevel konkludere at det ikke huer mig at være Kone Nummer To.

Manden har et fuldt møbleret liv der ikke inkluderer mig. Det kan godt være at jeg visse dage er prikken over i'et, men i realiteten er jeg jo overflødig i hans liv; og jeg kan ikke bære tanken om at han ikke har brug for mig. Og et eller andet sted bliver jeg også kynisk af det. Han siger "Jeg elsker dig", jeg hører "Du er den kvinde jeg næstbedst kan lide" - handling taler som bekendt højere end ord.

Det helt konkrete forløb: Vi havde talt om at mødes i London i den forløbne weekend, men blev enige om at droppe det pga. arbejdstravlhed for hans vedkommende, juletravlhed for mit. Jeg synes det er helt ok at vælge romantisk rendezvous fra når man ved man bliver stresset. Men ville en enkelt sms ikke have været på sin plads? "Jeg er i London, wish you were here"? "Godt du ikke kom, jeg har simpelthen så travlt, men savner dig alligevel"? Faktum er at jeg fik en fortravlet mail torsdag eftermiddag, og derefter ikke et pip før mandag aften, hvor jeg selv sms'ede og rigtigt tøsefornærmet skrev at jeg kunne regne ud at vi var forbi, men ville han ikke lige lade mig vide at han var ok, så jeg slap for at bekymre mig om ham? Fordi det havde jeg faktisk gjort. (En enkelt gang før er der gået lidt over et døgn hvor jeg ikke hørte fra ham, men derefter kom der undskyldende og forklarende mail, så fire dage uden kontakt er altså uden sidestykke i vores forhistorie.) Han svarede med et stort spørgsmålstegn, og jeg fastholdt at fire døgns tavshed = manglende interesse (jaja, jeg ved det godt – ret tvært), hvortil han kort svarede at han ikke kunne forhindre mig i at tro hvad jeg ville. Hvortil jeg mopset svarede "Fint nok, Alfahan, man skulle nødig sige undskyld." Og har forudsigeligt nok ikke hørt noget siden.

"Jamen, SHA, hvorfor sms'ede du ikke bare selv inden du blev så sur?" spørger I. Det gjorde jeg også. Lørdag morgen. Og da han ikke svarede på den, tænkte jeg at han havde brug for lidt plads. Og det fik han, indtil jeg ikke kunne holde ud at give ham mere. Hvis han har brug for SÅ megen afstand, kan jeg lige så godt ikke være der. Kald mig bare krævende, men på 100 timer, dvs. 6.000 minutter, heraf ca. 4.000 vågne, burde han kunne have fundet ét minut (en kvart promille af hans kostbare London-tid) til at sende mig en sms. Og når han ikke gjorde det, er det fordi han ikke havde lyst. Det er bare ikke godt nok. Min (over)reaktion vidner om den vrede over situationen jeg ikke har villet indrømme: han flirtede længe og intenst med mig inden det kom frem at han var i fast parforhold. Og jeg var vild med ham, men følte mig også ført bag lyset. Først af ham, siden af mine egne følelser, for hvorfor blev jeg forelsket når jeg nu kendte situationen?

Den her forelskelse er et dynd, som jeg skal vikle mig ud af. Man er som bekendt ikke herre over hvad man føler, men uanset hvad jeg føler af kærlighed og savn, er jeg stadig herre over mine handlinger, og lader være med at tage kontakt. Tanken om at han enten er ligeglad eller vred på mig kan forhåbentlig hjælpe mig videre på lidt længere sigt.

Så mit hoved siger at jeg fornuftigt har gjort ende på noget udsigtsløst. Mit hjerte føles tomt og græder blodige tårer. Igen. Jeg er så NEM! Så letpåvirkelig at man skulle tro jeg var 17 somre eller deromkring. Så har jeg været fornuftig? Eller har jeg været livsfornægtende? Jeg hælder lidt til det sidste, men kan jeg andet? Passionsforløbet kom til at koste mig langt mere end jeg havde råd til, og det er nok i lidt for frisk erindring til at jeg tør risikere noget som helst. Men tro mig, han var sød, ham ireren.

... goodbye to romance
that might have been ...

Tro på den gode måde

2006-12-11T18:11:00.000+01:00

Min irske ven har ondt af mig fordi jeg ikke har en tro. Mangler en tro, i hans optik. Så han har givet mig en bog, The Blinding Absence of Light, der handler om en mand der holdes som politisk fange i mørklagt isolation i 18 år. Og overlever, muligvis pga. sin tro. Hans forhold til hans gud er i hvert fald nok det enkelttema der fylder mest i bogen.

Bogens trosbegreb er dog præcis af den slags jeg slet ikke har problemer med: det er rent personligt, individuelt, ikke-dømmende, ikke-missionerende. Den slags tro som, set udefra, ene og alene bor i individdet, og ikke kræver noget ydre gudsbegreb. Indefra, i den troendes hoved, er det nok en anden sag, der er det afgørende at have gudsbegrebet, følelsen af Gud hos sig, men for mig at se kan bogen sagtens læses som en mands atten år lange rejse gennem helvede, hjulpet af stor indre styrke og abstraktionsevne. Hør fx hvad der bliver sagt om det omsonste i hævnfølelse:

I had no enemies. I was not giving in to my worst impulses anymore. I understood how draining it was to spend my time chopping into pieces those who had done me so much harm. I had decided not to bother, and that is how I got rid of them, which amounted to killing them without dirtying my hands or stewing forever in the desire to repay them with the same misery they had inflicted on me.

I had to move beyond that idea of revenge once and for all, become impervious to its torments, because revenge smelled strongly of death and did not solve any problems. Search as I might, I found no one to detest. This meant I had returned to a state of mind I loved above all others: I was a free man.

Og om hans konkrete udbytte af sin kommunikation med Gud:

I had resigned myself to enduring our ordeal without complaint. I never reproached anybody but myself, in the silence between two prayers. I had prayed to God without thinking about what might happen or what those prayers might bring me. I expected nothing from them.

Dette sidste udsagn er for mig nøglen – ingen forventning om at Gud skal gengælde hans tro med belønning, eller for den sags skyld afstraffelse af andre syndere. Han fortsætter

Thanks to prayer, I was reaching the best part of myself with he humility of someone who is gradually leaving his body behind to escape the slavery of suffering, appetite, and delirium. My actions were entirely gratuitous, unlike those representing a calculated accountability established with God and his prophets.

Forholdet til Gud er altså ikke til gensidigt udbytte, á la "hvis jeg gør sådan og sådan, beviser Gud sin eksistens ved at belønne mig sådan og sådan", hvilket placerer Gud eftertrykkeligt uden for det naturvidenskabeliges rækkevidde: hans eksistens kan hverken bevises eller modbevises. Og vores mand afslutter tankerækken

Believing in God, praising His mercy, saying His name, glorifying His spirituality – all that was a natural necessity for me and I expected nothing in return, absolutely nothing. I had reached a state of renunciation and inner ascesis that greatly comforted me. [...] I was naked, and that was my victory.

Jeg anerkender fuldt og helt betydningen og den oplevede virkning af denne slags bøn. Jeg vil bare fastholde at selv ikke-troende kan opleve den. Jeg siger ikke at jeg ville have kunnet overleve hans prøvelser, slet ikke, men at jeg mener mig selv lige så godt udrustet til det. Min overlevelsestese kan formuleres "Mit liv er det eneste jeg har, og andre kan kun ødelægge det hvis jeg lader dem gøre det". Andre mennesker kan gøre en ende på mit liv, og ud fra den betragtning må en dårlig dag siges at være bedre end ingen dag. Jeg taler principielt – jeg forklejner på ingen måde den styrke det må kræve at gennemleve og overleve fornedrelse, tortur, forkrøbling og alle ens elskedes død. Men især for mig, der ikke tror på en udødelig sjæl eller liv efter døden, er hver eneste dag man vågner dyrebar, fordi det betyder at man stadig har det kosteligste og mest uerstattelige af alt: ens liv. Det skal hurtigt nok være forbi.

... Vem skulle känna min ånger och sedan förlåta?
Friden i själen, ja, vem skulle skänka mej den?
Vem skulle så ta emot mej till slut efter döden?
Om Du inte fanns till … vem tog hand om mej sen?...

Julefrokost

2006-12-10T16:15:00.000+01:00

Min arbejdsjulefrokost var i denne weekend, og jeg fik for første gang tilbud om (hvad jeg tror må være) uforfalsket julefrokostsex: Ingen snaven på dansegulvet, ingen forløjede kærlighedserklæringer, bare de mest nødtørftige 'du er lækker'-signaler, efterfulgt at spørgsmålet: "Skal jeg ikke give en taxa hjem til dig?". Jeg var smigret, men ikke tændt, og svarede "Nej tak, jeg har allerede en gift elsker, jeg har ikke brug for en til"*, hvortil Erektionen replicerede "Jeg behøver heller ikke blive din elsker, vi skal bare have noget sex i aften". Kom så ikke og sig at man aldrig får en ærlig udmelding – hvilket jeg jo til stadighed efterlyser. Og jeg blev da heller ikke Jessica-Lange-i-Tootsie-tøsefornærmet og smed drinken i hovedet på ham, men sagde mange tak for tilbuddet, men nej tak i denne omgang. Og så tog jeg hjem. Bekræftelse scoret, dårlig fuldemandssex efterfulgt af akavede øjeblikke på kontoret undgået. Mine beskedne succeskriterier for aftenen opfyldt.

Men det fik mig til at tænke over utroskab, som jeg bl.a. har diskuteret lidt med Lene, så lad mig benytte lejligheden til at docere om rette, dvs. min, holdning: Jeg har som udgangspunkt intet problem med at være sammen med gifte mænd. Jeg gør ikke deres koner noget, det gør de selv. Jeg tager aldrig initiativer over for gifte mænd, og siger som oftest nej tak, fordi deres egen uærlighed får mig til at tænde af, men HVIS jeg synes vi har en ægte kemi der tigger om forløsning, og de er 100% på uden optakt til bondeanger, så springer jeg til, og lader dem selv rode med deres evt. brudte løfter. Jeg husker så tydeligt Albert Finney i The Browning Version: "Never presume to know the secrets of a marriage". Hvad ved man om hvad der foregår hjemme i deres parforhold, hvad de har indgået af studehandler og stiltiende aftaler om lukkede øjne? Ergo passer jeg min egen etiske biks, og lader dem passe deres.

Og mænd der bliver sure på mænd der har været sammen med deres kærester, og kvinder der bliver sure på den anden kvinde fatter jeg ikke. Tredjeparten skylder jo ikke dem noget, det er deres partner de skal være vrede på. Og det er en ynkelig overførsel og konfliktangst på hjemmefronten der får dem til at udvælge en prügelknabe, fordi de i deres hjerte ikke kan bære at være vrede på den de elsker, eller i deres gustne overlæg ikke tør risikere deres ellers komfortable dagligdag.

... your cheating heart will pine some day
and crave the love you threw away
the time will come when you'll be blue
your cheating heart will tell on you ...

*Det er ham ireren jeg mener. Ganske vist har vi aldrig dyrket sex og derudover sidder han i et andet land, men vi har en diskurs om et udenomsægteskabeligt forhold - det er så tæt på jeg kommer og åbenbart alt hvad jeg kan administrere for tiden.

Almindelig høflighed?

2006-12-06T23:00:00.000+01:00

Prøv lige at høre: For nylig var det et år siden jeg rendte ind i kursusemne nr. 4, hvilket dødssyge forløb blev startskuddet til denne blog. Dengang mødte jeg ham til et arbejdsarrangement, hvor han forudsigeligt nok kom igen i år. Vi så hinanden kort i vrimlen, men han havde diverse pligter til festen, og jeg gik inden han var færdig, så vi fik ikke hilst på hinanden. Ikke fordi jeg partout ikke ville hilse – jeg gad bare heller ikke hænge i timevis og vente; hvem siger han gad snakke med mig? Og jeg havde travlt. Så fint, jeg gik, ikke mere der.

Så kom jeg cyklende hjem for et par dage siden med masser af indkøb på cyklen, iPod i ørerne, og koncentrerede mig foran min bygning om ikke at ramme en fodgænger på fortovet. Der så sød ud med et lidt forsigtigt smil. Og som jeg for sent genkendte som nr. 4. Og pga. fart, indkøb og dimser i ørerne var det ikke lige til at få vendt og råbt ham op. Og det var jeg faktisk lidt flad over. Jeg ligger ikke søvnløs over ham længere, og ville gerne hilse og for den sags skyld sludre, og nu virkede det bare som om jeg stadig var så indebrændt og knust at jeg ikke engang kunne hilse.

I bevidsthed om egen svage viljestyrke slettede jeg hans nummer dengang, så jeg gik og overvejede om jeg skulle finde det på en eller anden måde for at sende en sms, da jeg modtog en fra ham med nogenlunde den ordlyd jeg havde tænkt mig selv at bruge: "Ville gerne have sagt hej, men ... håber du har det godt ...bla bla ... knus". Jeg skrev tak og forklarede, han skrev at det gjorde skam ikke noget, jeg takkede for initiativet, nu jeg havde slettet hans nummer, han svarede "at nu havde jeg jo hans nummer igen". Jeg skrev at vi ville få at se om jeg kunne administrere det, ha ha, hvortil han svarede at "han kunne tåle meget". Hvad betyder det? At jeg skal efterstræbe og plage ham op og ned ad stolper igen, hvorefter han kan sige nej tak? Han ved godt jeg var vild med ham; ville det ikke være lidt ufint at pudse ego med mig? Og jeg tror ærligt talt ikke han har brug for en større fanklub. Nå, jeg har hans nummer, men hvis han sidder og venter på booty calls fra mig, har han nogle skuffede nætter foran sig. Men han kender selvfølgelig heller ikke nye-SHA der er FÆRDIG med at være udfarende i forhold til mænd; han mødte jo i sin tid varmhjertede gamle-SHA, der ikke kunne møde en knude uden at ville ae ham glat.

Eller kan det virkelig være flinke sms'er uden bagtanker, sendt af almindelig høflighed? Findes det stadig?

... now I'm not saying that I want to go
you're not saying that you want me to stay
and this moment doesn't come easy or often ...

Alle tilbeder åbenbart noget II

2006-12-04T22:21:00.000+01:00

Kommentatorerne var ikke begejstrede for David Foster Wallaces tanker. Eller måske ikke for min oversættelse. For det tilfælde at jeg ikke har ydet ham retfærdighed i mit udvalg, får I lige hans fortsættelse og konklusion, så vidt det er muligt uden at skulle oversætte hele skidtet:

Den virkeligt vigtige slags frihed involverer opmærksomhed og nærvær og disciplin og umage og det at være i stand til reelt at tage sig af andre mennesker, og ofre noget for dem, igen og igen, på massevis af små usexede måder, hver dag. Det er virkelig frihed. Alternativet er ubevidsthed, "rotteræset" – den konstant lurende fornemmelse af at have haft og mistet en eller anden uendelig ting.

Jeg er klar over at dette nok ikke lyder særligt sjovt eller nemt eller opløftende og inspirerende. Hvad det er, så vidt jeg kan se, er sandheden med en masse retorisk pis barberet væk. Man kan selvfølgelig mene om dette præcis hvad man vil. Men afvis det venligst ikke som en eller anden Dr. Laura-gardinprædiken med løftede pegefingre. Det handler hverken om moral eller religion eller dogmer eller store forkromede spørgsmål om livet efter døden. Sandheden med stort 'S' handler om livet før døden. Handler om at blive 30, måske 50, uden at have lyst til at skyde sig. Det handler om bevidsthed – bevidsthed om det der er så konkret og essentielt, gemt lige for øjnene af os, at vi skal minde os selv om at dét er livet.

Jeg var heller ikke meget begejstret for konklusionen (som var elegantere i artiklen, og hang sammen med en anekdote som han startede med). Den er jo netop, som han selv påpeger, lidt i den kedelige og slid-og-slæb-med-tingene-ende. Så jeg vil ikke gøre mere ud af at forsvare ham, når jeg nu knapt nok selv er enig eller kan påstå at jeg forstår ham fuldt ud.

Det jeg syntes var interessant, var tesen om at ALLE tror på noget. Alle har kerneværdier. Alle har et indre kompas som de orienterer sig i verden efter. Jeg vil, som kloge Z og AnetQ, heller ikke umiddelbart udnævne materiel vanetænkning til at være farligere end åndelig ditto, men godt tilslutte mig bekymringen over det UBEVIDSTE. Det er jo netop det der ligger i vanetænkning: at man ikke forholder sig kritisk, ikke stiller spørgsmål, ikke revurderer. Og den næste konsekvens er at man glemmer at sondre mellem a) hvad der er ens opfattelse af verden og b) hvad der er den virkelige verden. Man kan ikke se andet end at a) = b).

Så for at lynkonkludere på min egen læsning af ham: Man kan ikke undgå at have visse holdninger og reaktioner på rygraden, men det er vigtigt at anerkende dem som dette, altså som aspekter af én selv, og ikke som et naturligt og uundgåeligt resultat af verdens tilstand. Den er man, i sin egen subjektive og nære virkelighed, selv med til at forme, netop i sit valg af værdier og prioriteter.

... life is short and grief can tear a heart apart
life is short, life is sweet
this much I know ...

Alle tilbeder åbenbart noget

2006-12-03T16:44:00.000+01:00

Siger David Foster Wallace i sidste nummer af Oprah. Jeg har oversat en, synes jeg, interessant passage:

Det kan ikke lade sig gøre ikke at tilbede noget. Alle tilbeder noget. Vores eneste valg er HVAD vi tilbeder. Og en fremragende grund til at vælge en slags gud eller åndelig værdi at tilbede – det være sig J.C., Allah, Yahweh, Den Store Moder, de fire ædle sandheder eller et ubrydeligt sæt etiske principper – er, at snart sagt alt andet man tilbeder vil æde én levende. Hvis man tilbeder penge og
ting – hvis det er her man tanker indhold i livet – vil man aldrig få nok. Aldrig føle at man har fået nok. Det er sandheden. Tilbed din egen krop og skønhed og seksuelle tiltrækningskraft, og du vil altid føle dig grim; og når tid og alder begynder at sætte sine spor, vil du dø en million gange inden du rent faktisk bliver kulet ned. På et niveau ved vi alle dette i forvejen – det er blevet kodificeret som myter, ordsprog, klichéer, floskler, epigrammer, lignelser: skelettet i enhver god historie. Tricket er at holde sig denne sandhed for øje i hverdagen. Tilbed magt, og du vil føle dig svag og bange, og vil have brug for stadig mere magt over andre for at holde frygten stangen. Tilbed dit intellekt, at blive opfattet som klog, og du vil ende med at føle dig dum og som en bedrager, der nok skal blive afsløret en dag. Og så videre. Det lumske ved disse former for tilbedelse er ikke at de er onde eller syndige; det er at de er UBEVIDSTE. De er default-indstillinger, som man lige så stille glider ind i, dag efter dag, hvor man bliver mere og mere kræsen med hvad man ser eller hvordan man måler værdi, uden at man gør sig rigtigt klart at det er det man er i gang med.

Hmmm. Siger han at jeg ikke er så fri og ateistisk som jeg gik og troede? At min afvisning af dogmer bare gør mig sårbar for alle mulige andre, potentielt langt skadeligere, typer vanetænkning? Jeg skal vist lige finde mig et ubrydeligt sæt etiske principper at tilbede. Som en slags religiøs vaccination.

... I've looked at life from both sides now
from win and lose and still somehow
it's life's illusions I recall
I really don't know life at all ...

Tænder et lys

2006-11-30T16:03:00.000+01:00

For Alexander og hans familie.

... som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
førend livet er omme ...

Dates? DATES?!

2006-11-28T00:06:00.000+01:00

AnetQ efterlyser dates for at sætte underholdningsværdien af min hensygnende blog i vejret. Hvor selvhadsk og selvpinerisk tror hun jeg er? Jeg er, om ikke færdig med mænd, så med dating, især netdating og byture på kødmarkedet. Det er trælse aktiviteter.

Næh, jeg har tanket tålmodighed, og indstillet mig på at jeg ikke nødvendigvis får en mand, og at jeg i hvert fald ikke kan stampe ham op af jorden når det passer i min tidsplan. I mellemtiden nyder jeg mine mandlige venner, som jeg pludselig har masser af tid til, nu jeg ikke jerner rundt med alle mulige fremmede. Så jeg får godt med mandigt og mandligt input, som er en del mere udbytterigt end dating. Fra hele tre eksemplarer af slagsen. Alle relationer er platoniske, hvilket måske ikke er helt ideelt. Men det er der jo ikke så meget der er.

Min Høje Ven har jeg kendt i 17 år, og vi har aldrig lavet noget på tomandshånd før flinke Suzy Q lånte ham sin første sæson af Lost, som jeg også gerne ville låne. Hvad var mere naturligt end at se den sammen? Og den er superspændende, vi så den til langt ud på natten, og hvad var mere naturligt end at tilbyde overnatning? Nødvendigvis i min halve seng, da han er alt for høj til at kunne være på min sofa. Nå, jeg skal ikke kede jer med detaljerne, faktum er at han har overnattet her en håndfuld gange siden, vi snakker fanden et øre af og hygger os fint med at lave morgenmad og dele avisen. Vennekredsen synes det er lidt suspekt, og fisker efter slibrige detaljer, men der er ingen at dele. Han er bare klog, sjov og godt selskab, og fortæller mig sandheden. Tror jeg. Jeg har tidligere beklaget mig over ikke at kunne lure hvornår mænd løj for mig, og jeg må nok bare lære at leve med at min løgnradar ikke er pålidelig. Til gengæld har jeg efter denne indsigt opdaget at jeg faktisk har et udmærket sandhedsradar: jeg får en bestemt følelse når nogen fortæller mig den blotte/beske/beskidte sandhed, en følelse af usvigelig sikkerhed. Sandhedsradaren er bare ikke så praktisk anvendelig som en løgnradar ville være, fordi den sjældnere har anledning til at slå ud, men bedre en ingenting. Og Min Høje Ven giver mig tit den følelse. Vi taler jo heller ikke om Os og Være Kærester, hvilket nok gør det lettere at være sandfærdig, men derfor elsker jeg alligevel at føle mig fri for bullshit. Vi er enige om at det er rart at have en ven til uforpligtende hudkontakt. Ganz platonisch. Det er faktisk også lidt sødt: Han er min ekskærestes gode ven, hvilket gør mig til no-go - selvom bemeldte kæreste og jeg ikke har været sammen i 14 år.

Min Skotske Ven bor i Sverige, jeg har kendt ham i fem år, men kun set ham ganske få gange pga. afstanden og vores respektive livsforløb. Jeg har altid haft en svaghed for ham, men han har været i fast forhold og tilfreds med det. Indtil for nylig, hvor han forlod kæresten, og pludselig meldte sig på banen med forslag om at ses, og besøgte mig en weekend. Det ER intimt at have weekendgæster, men denne gang var jeg forberedt og havde sørget for gæsteseng; han skulle jo nødig tro at jeg forventede at han betalte mig for gæstfriheden i naturalier. Vi havde en skøn weekend og snakkede hinanden sønder og sammen. Ganz platonisch. Han er lækker og klog, men stadig ikke rigtigt ude af sit forhold, så vi holder os til kloge og analytiske emails.

Min Arbejdskontakt bor i Irland, og er det nærmeste vi kommer Hot Stuff i denne ellers så blodfattige beretning. Han startede som en professionel emailhenvendelse, vi arrangerede et møde, og i udvekslingerne op til mødet var han faktisk lidt flirtende – uden at kende hverken min alder, vægt, ægteskabelige status, ingenting. Da han kom til mødet havde han gaver med, var superbegejstret over for mit job, mit projekt, min person, og gjorde alt muligt for at lære mig bedre at kende. Han endte med at se fodbold (Man U-FCK som han skulle have set i Parken, hans billet var ikke kommet frem) hos mig og lægge kraftigt an, men accepterede uden muggenhed at jeg ikke ville noget med en vildtfremmed, og bestemt ikke turde tilbyde platonisk overnatning. Vi nåede at se hinanden endnu en aften inden han skulle hjem, efterfølgende har han sms'et og mailet diverse kyske og knapt så kyske kærlighedserklæringer, og jeg kan faktisk rigtig godt lide ham. Meget mere end jeg har lyst til – han har kone og børn i Irland, det kan aldrig blive noget seriøst, så selvom vores kemi er fantastisk burde jeg nok bare cut my losses. Vi får se. Han kommer tidligst til Danmark i starten af næste år, så kan vi se hvor jeg er.

Måske er det i virkeligheden disse tres skyld at jeg ikke har blogget? Måske har jeg været helt talt ud pga. al min kontakt med dem? Eller bare syntes at situationen var for usexet og svær at referere? Hvoromaltinger er I nu opdaterede.

... I ought to say no, no, no, sir
at least I'm gonna say that I tried
I really can't stay
ahh, but it's cold outside ...

Hilsen fra gulvet

2006-11-23T20:39:00.000+01:00

Jeg har nemlig sat mig mellem to stole: Der er pludselig intet fra mit privatliv jeg gider blogge om; det der tænder mig blogwise i disse dage er de STORE spørgsmål: Liv, død, rigtigt, forkert, sandt, falsk - I kender skuffen. Men kan jeg få det nedfældet? Nej. Fordi det er så SVÆRT. Og TUNGT. Hver gang jeg finder en interessant problemstilling, viser den sig ved nærmere undersøgelse at være superkompleks og at overstige mine evner som blogskribent. Ikke at jeg skriver for at undervise og docere - nå ja, så lidt da - men når jeg ikke selv kan få fat i et håndtag, er der jo ikke noget at skrive.

Så jeg skriver ikke. Men jeg tænker. Og har alle intentioner om at vende tilbage.

... everything under the sun is in tune
but the sun is eclipsed by the moon ...

B(l)ogklub vel overstået

2006-11-05T22:30:00.000+01:00

Fredagens møde i b(l)ogklubben var i mine øjne en udelt triumf: jeg styrede min brandert og holdt mig oprejst til det sidste. "Det manglede vel også bare, du var jo værtinde," ville nogle måske sige, men efter forrige b(l)ogklubsaften er jeg færdig med at tage imod væddemål om min opførsel under indflydelse af spirituosa.

Vi var i det hele taget eksemplariske i vores fornuft, og aftalte næste møde inden aftenen gik over gevind: Kryddernelliken har tilbudt at lægge hus til, A er bogværtinde der åbner med en forelæsning, og den foreslåede dato er lørdag 13. januar. Læs mere hos Kryddernelliken når tiden nærmer sig.

Og ud af en perifer tangent kan jeg tilføje at jeg faktisk også havde læst Gilead, som ikke alle havde været lige hypnotiserede af. Og det var jeg vel heller ikke selv, men jeg havde foreslået den til bogklubben fordi den netop virkede som den type lidt tungere bog man køber af pligt, men aldrig får læst. Den handler meget om tro, som jeg som tidligere nævnt har et ret samspilsramt forhold til, så jeg tænkte at jeg kunne lære noget. Og den formår da at fremstille et troende menneske meget positivt.

I får lige et par citater. Først om forholdet mellem denne verden og den næste:

And I can’t believe that, when we have all been changed and put on incorruptibility, we will forget our fantastic condition of mortality and impermanence, the great bright dream of procreating and perishing that meant the whole world to us.

Om at fortælle andre om ens synder, eller lade præsten fortælle menigheden om dem:

I think sometimes there might be an advantage in making people aware how worn and stale these old transgressions are. It might take some of the shine off them, for those who are tempted.

Om havesyge:

I believe the sin of covetise is that pang of resentment you may feel when even the people you love best have what you want and don’t have.

Om forskellige slags syndere:

Sinners are not all dishonorable people, not by any means. But those who are dishonorable never really repent and never really reform. Now, I may be wrong here. No such distinction occurs in Scripture.

Om at tvivle på sin tro:

I’m not saying never doubt or question. The Lord gave you a mind so that you would make honest use of it. I’m saying you must be sure that the doubts and questions are your own, not, so to speak, the mustache and walking stick that happen to be in the fashion of any particular moment.

Om alles fejlbarlighed:

And the fact is, it is seldom indeed that any wrong one suffers is not thoroughly foreshadowed by wrongs one has done.

Jeg skal ikke udtale mig om udsagnenes sandhedsværdi. Indtil videre tænker jeg bare over dem.

... and somewhere lies the answer
to all the questions why
what really makes the difference
between all dead and living things, the will to stay alive ...

Og nu til noget helt andet

2006-11-02T17:59:00.000+01:00

Det er dagen før dagen!! I morgen mødes b(l)ogklubben hos mig! Er I klar, alle sammen? Har I læst Gilead, og er I klar med sylespidse analyser?

... and you read your Emily Dickinson
and I, my Robert Frost ...

Tilbage på hesten

2006-11-02T17:56:00.000+01:00

Jeg gik lidt død i utilitarisme-debatten, men det nytter jo ikke at stå som en struds med hovedet i busken i al evighed. Og jeg kan ikke rigtigt poste om noget andet, så længe der hænger ubesvarede, valide spørgsmål i kommentarboksen, så nu smøger jeg pligtskyldigst ærmerne op.

MariaHønen stiller nogle gode spørgsmål og udpeger nogle grimme scenarier, som jeg bestemt heller ikke selv ville bryde mig om at se blive til realitet. Når jeg siger at jeg foretrækker utilitarismen, nytteprincippet, frem for fx Kants kategoriske imperativ, er det fordi det kategoriske imperativ er uladsiggørligt for mig. For dem der ikke har det helt præsent, er det påbuddet om at ens handlinger ALTID skal være dikteret af uselviske hensyn.

Scenarie A: Terrorist holder pistol mod mit hoved og beder mig slå et andet uskyldigt gidsel ihjel, eller han vil slå mig ihjel. Jeg håber – og tror, i al beskedenhed – at jeg vil nægte, og blive slået ihjel.

Scenarie B: Som før, men terroristens pistol er rettet mod min datters hoved, og det er hende der dør hvis jeg ikke slår det andet uskyldige gidsel ihjel. Jeg skyder ham øjeblikkeligt.

Der kan brygges videre på disse historier, og jeg gider ikke svare på Bruce Willis-forslag á la ’hvorfor skyder du ikke terroristen?’, eller høre på anklager om at jeg er åndssvag, for han skyder selvfølgelig både datter og mig alligevel: Hvis forholdene var som beskrevet, altså hvis vi skærer ind til benet, ville jeg handle som skitseret.

Og jeg kan ikke synes det er forkert. Det kategoriske imperativ forekommer mig iskoldt. Det sætter kærligheden ud af spil, i sin forhippethed på at sikre at vi alle er lige, lige, lige meget værd. Ergo er det lige meget hvem der lever og hvem der dør. Og det er det måske også i det store kosmiske regnestykke, men ikke i mit liv.

Så jeg synes faktisk ikke at det er smukt. Hvad det er, er nemt. Intet er da nemmere end at tage et dogme til sig, og derfra aldrig behøve tage afvejet stilling til et komplekst spørgsmål – man kan bare holde sig til sit dogme. Og jeg vil VIRKELIGT gerne se nogen leve det ud. Det forekommer mig at det er en holdning det er ulige nemmere at have, så længe ens liv ikke er truet.

Jeg har ikke svarene på hvis liv der skal ofres for hvilke andres. Jeg går ikke ind for dødsstraf, netop fordi vi er fejlbarlige, og det uskyldigt mistede liv er så ubærligt at tænke på. Jeg siger BARE – for syttenmillionte gang, føles det – at non-intervention og pacifisme også kan koste liv. Som i fx Rwanda. Er det dydigt at forholde sig passiv mens andre bliver slået ihjel? Er det ikke bare en sart og forkælet egoisme, der ikke kan tåle tanken om at få blod på hænderne?

... Nor knowest thou what argument
Thy life to thy neighbor’s creed has lent.
All are needed by each one;
Nothing is fair or good alone ...

I rest my case

2006-10-30T21:53:00.000+01:00

A minister is driving through the heartland of America when he comes across a truly glorious farm being tended to by a lone farmer.

Keen to remind the farmer of the source of his blessings, the minister pulls over to the side of the road and calls the farmer over.

"The lord has blessed you with a beautiful farm," said the minister.

After a few moments reflection, the farmer nodded his assent.

"He certainly has, Reverend - but you should have seen it when he had it all to himself!"

... the lord is my shepherd,
I shall not want ...

... and if you believe that, I'll tell you another one ...

Feministen SHA?

2006-10-19T23:02:00.000+02:00

Susling har tagget mig, så jeg holder lige en pause fra den i mine kommentarer for tiden rasende debat om etik og liv og død for at kigge lidt på feminisme.

Kan jeg virkelig ikke komme på fem fornuftige ting feminismen har gjort for mig? Det er måske fordi der ikke en nogen entydig definition af 'feminisme'? Følgende rodede programerklæringer og tilbageblik er hvad det kan blive til:

Jeg er stor tilhænger af tesen om at det mænd og kvinder kan, er lige meget værd. Feminismen har måske fået sit lidt trælse ry fordi det nogle gange lyder som om de mener at mænd og kvinder kan det samme. Og det er jeg ikke enig i.

Feminismen som politisk bevægelse har jeg ikke et godt forhold til. Jeg holder fx dem ansvarlige for dogmet om at en afgørelse, som et fællesskab har diskuteret sig frem til, er bedre end en afgørelse samme fællesskab er nået frem til ved afstemning. Jeg har SIMPELTHEN ikke tålmodigheden til det.

Feminismen som fornyer af kønsrollemønstret kan jeg desværre ikke udtale mig om. Det lyder rart med et parforhold hvor begge parter tager lige ansvar for hjemmet, madpakker, fødselsdage etc., men det bliver ikke gennemført med mig som projektleder. Jeg er opdraget i flinkeskolen ude i en fjern plovfure, hvor uret lige så godt kunne have stået på 1958 som 1975, så jeg tager som regel ovennævnte pligter på mig. Men når det lykkes mig at give slip og lade stå til, gør jeg det ordentligt. Så gider jeg slet ikke bruge energi på at få en vrangvillig mand til at svinge en klud eller skrive et kort. Enten ordner jeg tingene, eller også lader jeg være; jeg nægter at være Hjemmets Millimeterdemokratiske Generalkommandérsergent.

Har vi feminismen at takke for abort og p-piller? I så fald tak. Men det er vel ikke en eksklusivt kvindelig dagsorden at kunne dyrke masser af sex uden konsekvenser? Normalerweize går man ud fra at kvinder gerne vil have børn, og mænd gerne vil have sex med så mange forskellige som muligt. Men det er selvfølgelig bare en hypotese, hvad ved jeg om hvad mænd vil have. Jeg ER dog taknemmelig for abort og p-piller på vegne af de mange uønskede børn der slipper for at blive født. Men den taknemmelighed er vist mere menneskelig end den er feministisk.

Ethvert tryk avler modtryk, og århundreders kvindeundertrykkelse har åbenbart endelig nået kritisk masse, og modtryk er opstået i form af feminismen. Jeg er glad for at det skete på et tidspunkt så jeg selv har nået af få glæde af det – på det helt basale 'alle mennesker er født lige'-plan. Jeg synes at kønnenes polarisering er trist, at ideen om at kønnenes interesser er uforenelige er forkert, og at betonlesbiske kampråb á la 'flere kvindelige håndværkere!' er latterlige. Men jeg er taknemmelig for at nogen gad slå i bordet på mit køns vegne og sige 'Nu er det NOK! Vi vil FANME også have lov at være her!'

... and don't speak too soon
for the wheel's still in spin
and there's no tellin' who
that it's namin'.
For the loser now
will be later to win
for the times they are a-changin' ...

Kommentar ramte en nerve

2006-10-17T17:38:00.000+02:00

Det er lykkedes mig at skrive en provokerende post, som folk derefter kommenterer provokerende på; mit sidste svar blev lidt langt, så I får det her.

Utilitarist? Er det ikke bare et Cand. Hum-ord for fascist?
Jeg går ud fra at du kender definitionen af ’utilitarist’ lige så godt som jeg, så jeg vil undlade at påpege det stupidt fornærmende i at sidestille det med fascisme. Tillad mig bare at rette en enkelt – den første – misforståelse: Jeg ACCEPTERER ikke vold, jeg ANERKENDER at det eksisterer. Så kan pligtetikere sidde og vride sig i hænderne mens de græder ”Menneskeliv må IKKE spildes!”. Jeg siger med utilitaristerne ”Menneskeliv BLIVER spildt – hvad skal vi gøre ved det, når vi nu ikke bryder os om det?”

Og kører du ikke lidt i ring når du siger, der ikke findes en korrekt religion, men til gengæld en korrekt moral?
Nej, jeg kører ikke i ring når jeg gerne vil tale om etik, men ikke religion (jeg brugte med vilje ikke ordet ’moral’, fordi det konnoterer så kraftigt til religion – men det skal nu ikke ligge det til last). Hele humlen er jo at man SAGTENS kan mene at det fx er forkert at lyve, at man skal være god ved sin mor og far, at man ikke må stjæle og ikke slå ihjel, UDEN at der er en guddommelig enhed der har ristet det i sten. Man behøver jo heller ikke tro på julemanden for at fejre jul, vel? Vi kan jo 'bare' i fællesskab finde ud af hvilke regler der skal gælde for at vores samfund, fra lokalt til globalt, kan hænge sammen. Og måske er grundstammen i disse regler allerede fundet: nogle mener at universaliteten af religiøse regler der ligner de ti bud taler for at der kun er én gud. Jeg mener det taler for at de regler er almindelig sund fornuft som generation efter generation har fundet nyttige.

Hvis man ikke deler din kultur, går man automatisk ind for analfabetisme og sexueluvidenhed, æresdrab, voldtægter og omskæring. Det er lavt at sætte det op som modpol til din holdning.Den præmis vil jeg ikke acceptere.
Jeg er helt enig i at den præmis er uacceptabel. Jeg har bare aldrig skrevet det, du anklager mig for. Den polemiske gejst løber af med dig.

Skal jeg læse det derhen, at du hader alle nydanskere?
Nej, du skal ikke læse det derhen at jeg hader alle nydanskere, hvor får du sådan en absurd ide fra? Jeg nævner ikke nydanskere med et ord. Jeg synes ikke at der er noget galt med hverken at være fremmed eller anderledes. Jeg synes der er noget galt med at være troende, hvis man endelig skal sætte sagen på spidsen og udstikke sig et fjendebillede.

Det er ikke muligt at diskutere hvis der kun er to farver på paletten.
Jeg synes faktisk at du i allerhøjeste grad gør dig skyldig i monokrom tankegang – fordi du ikke er enig med mig, er jeg nok fascist?

[fortæl mig] hvordan man opvejer en gruppes akkumulerede interesse/nytte overfor individets interesse - eller sågar liv. Og hvordan spørgsmålet udføres i praksis - på daglig basis - i din egen dagligdag?
Mit empiriske materiale er begrænset, men lad mig eksemplificere: Jeg benytter min fysiske overmagt til at krænke andres rettigheder nærmest dagligt. Når jeg er sammen med børn der slår andre børn, kan jeg godt finde på, efter resultatløs verbal tilrettevisning, at skille dem korporligt ad, og, om nødvendigt, holde den slående uden for rækkevidde, eller sætte vedkommende til at lege alene.
Hvis børn leger med kniv el.lign, eller slår vildt omkring sig med kosteskaft, tvinger jeg den/det fra dem, hvis de ikke slipper frivilligt. Det samme gælder fulde mennesker og bilnøgler.

Nå, jeg ønsker ikke at latterliggøre et alvorligt spørgsmål med mine dagligdags banale problemstillinger, det var nok ikke dem du mente. Men det er her analogien til skak kommer ind i billedet: Vi kan forhåbentlig blive enige om basale træk: Liv Er Godt; Vold Er Skidt; Sandhed Er Godt; men situationen kan godt blive så kompleks at trækkene må afvejes i forhold til hinanden. Skal man sige sandheden hvis det kan koste menneskeliv? Hvis liv går tabt uanset hvad man gør, er det så en værdi at vælge det træk der resulterer i mindst vold? Mit bud ville være nej til det første, og ja til det andet, men det er bare mit instinkt. Jeg tror at Sam Harris efterlyser mere belysning af komplekse etiske spørgsmål, i håbet om at vi alle kan afstemme med hinanden hvad vi forventer af vores verden og vores medmennesker. Jeg vil meget gerne høre om hvad du, Ægget, og AnetQ, Maria Hønen, Kenneth, Nelliken og Dana, og alle andre synes er retfærdigt. Jeg gider bare ikke høre om hvad Jehova, Allah, Krishna, osv. påstås at mene er retfærdigt.

... no hell below us
above us only sky ...

Hvad kræver efteråret?

2006-10-04T13:26:00.000+02:00

Forleden var jeg og min datter på vej hjem fra kaffehygge, og iflg. uret var det ganske tidligt på aftenen. Men der var ingen vej uden om erkendelsen af sommerens forsvinden: det var halvmørkt. Meget hyggelig skumring, faktisk, hvis I spørger mig. Men vi kan jo ikke alle være lige poetiske sjæle; min datter kiggede i hvert fald fortørnet på mig: ”Det er for mørkt, Mor. Tænd lyset!”

Piet Hein har beskrevet følelsen så det ikke kan forbedres:

... og det kan man så sige hvad man vil til
så stor en tillid har man at slå til til.

Jeg slog til efter bedste evne: tændte fyrfadslys da vi kom hjem, og tror faktisk at den lille pige påskønnede deres hyggefaktor da hun fik lov til at bade i deres skær. Efteråret kræver ekstra lyskilder.

... vel rækker høstens solskin kort
men rønnens bær står røde
alleens linde blegner bort
men vildvinsranker gløde ...

Mit kompetente barn

2006-10-02T21:21:00.000+02:00

Kan lige pludselig så meget. Fx låse hoveddøren op og åbne den. Så jeg havde tænkt at jeg skulle have en højtsiddende sikkerhedskæde eller ekstra lås så hun ikke kan forlade domicilen om natten. Men en børnesikker lås ville også have haft andre uforudsete fordele; hvis jeg havde taget mig sammen, havde jeg også undgået weekendens akavede oplevelse:

SHA er i bad – for åben badeværelsesdør, selvfølgelig. Den toårige skal jo kunne komme ind og bekymret formane mig om ikke at gøre mit hår vådt. Det er der jo INGEN der kan lide. Nå, men det ringer på døren:

*Drrrrriiiiiinnnnnnnngggg*
Dippe, dippe, dippe, dippe *små fødder på gulv*
Mig, kalder: ”Du skal ikke åbne døren”
*Mosle, grapse, strække sig, rasle, låsklik, døråbning*
Datter, lykkeligt: ”Haaaajjjj!”
Underbo: ”Æhm ... hej!?”
Mig: ”Øjeblik ... *febrilsk spulen sæbe ud af øjnene* ... jeg er i bad ...”
Underbo: ”Det ved jeg godt. Det drypper ned i mit badeværelse"

Aldrig er et bad blevet afsluttet så tjept.

Hun kan også male. Med de epoxy-binder-på-alt-porcelænsmalingstusser hun fik af min velmenende veninde som del af et kreativt dekorer-din-egen-porcelænsgris-sæt. Så nu er der uafvaskelig farve på Trip-Trap-stolen, trægulvet og tøjet.

Hun kan også give udtryk for sine følelser. Fx blev hun så glad for den lyskæde med lysende Peter Plys’er hun fik af Mormor at den blev krammeelsket til døde på under 48 timer. Sådan nogle halogenpærer kan som bekendt ikke lide at blive rørt ved.

Stakkels lille pige. Trods alle hendes kompetencer forventer vi til stadighed det uladsiggørlige af hende: at hun kan gøre som hun får besked på, tegne inden for stregerne, eller i det mindste papiret, samt holde nallerne fra noget der ligner knytnævestore vingummibamser. Det ER ikke rimeligt.

... the feeling that I’m losing her forever
and without really entering her world
I’m glad whenever I can share her laughter
that funny little girl ...

Turpas

2006-09-27T16:25:00.000+02:00

Jeg har vist tidligere udbredt mig om min fisefornemme foragt for Cinemaxx, men i går måtte jeg vende cyklen derhen igen. Vennerne fra Pixar havde begået en ny animation, og dem VIL jeg bare så gerne se med de originale stemmer.

Så efter utallige reklamer for Bratz, magnetisk legetøj og underlige bip-bip-spil (eller hvad det nu ellers er, de unge kalder dem), så jeg endelig Cars, og den var skøøøøn! Owen Wilson, Paul Newman, Katherine Helmond (Jessica fra Skum, et herligt genhør) og alle de andre gjorde det fantastisk, og animationen var den bedste jeg nogensinde har set. Der er scener hvor hovedpersonerne, æh, hovedbilerne, kører gennem skove og vandpytter, og jeg LOVER: det lignede at det var animerede biler klippet ind i rigtigt landskab. Hvert eneste blad på træerne bevægede sig livagtigt. Og når jeg ikke sad med kæben imponeret hængende i skødet, sad jeg med et flækket-træsko-grin, og det holdt længe efter jeg var kommet hjem.

I er tilgivet for jeres grimme interiør og kritisable filmvalg, Cinemaxx. Oplevelser som den i går kan man kun ønske sig turpas til.

... Life is a highway
I wanna ride it all night long
if you're going my way
I wanna drive it all night long ...

Mit dramapakkede liv

2006-09-23T21:02:00.000+02:00

Efter aldrig at have ringet 1-1-2, havde jeg i morges brug for det for anden gang på to måneder.

Jeg havde en superhyggelig aften med AnetQ i går (tak! :-)), vi fik en del drinks og fortalte hinanden mange morderligt kloge sandheder og guldkorn. Jeg lagde mit let øre hoved på puden kl. 03.00, og vågnede meget mere ør kl. 05.59 ved febrilsk banken-ringen-banken-ringen på døren. Jeg nåede at tænke urimelige og ukærlige tanker om amatøragtige avisbude, inden jeg blev klar nok til at fatte at det sandsynligvis IKKE var et avisbud. På trappen stod en opkørt andelsfælle: ”Det brænder! Der hænger en masse røg på bagtrappen!!” I har hørt om ham før, han er en af kamphanerne, nu omdøbt til Tweedle-dee og Tweedle-dum.

Jeg løber ud på bagtrappen, der ganske rigtigt lugter forfærdeligt af røg, ned i kælderen, hvor lugten ikke er, og opad, hvor lugten bliver kraftigere, men jeg kan ikke finde kilden – ingen varme, ingen sivende røg. Men øverst bor en lidt skæv eksistens, som har et alkoholproblem og en nyligt overstået alvorlig sygdom, og jeg kan ikke banke hende op – hvis hun da overhovedet er i lejligheden, så NU er jeg bekymret. Jeg løber nedad, møder Tweedle-dum der kommer nedefra, og beder mig ringe til brandvæsenet, hvilket jeg gør. Jeg hopper i noget tøj, og er på vej ned for at tage imod brandvæsenet, da han kalder efter mig: ”Jeg har ikke ringet på hos Tweedle-dee”. Jeg når lige at tænke at det godt nok er et åndssvagt udtryk for deres fejde inden jeg ringer på hos Tweedle-dee, der kommer helt groggy til døren. ”Vi tror det brænder, brandvæsenet er på vej!” siger jeg, og fortsætter ned for at hjælpe brandvæsenet med mit store overblik. Han mumler grødet efter mig: ”Hrajj ... hvadøh ... dææhh ... naajj ... det brænder ik’. Det’ mig der har haft ild i min papirkurv!”

I det samme hører jeg udrykninger, og ser genskin af blå blink på loftet. En brandmand i fuldt udstyr kommer løbende fra en mindre brandbil der holder midt på gaden ”Er det her det brænder?” ”Æh, ja. Dvs. at vi vist nok har fundet ud af hvad det er. En beboer har haft ild i en papirkurv”. Jeg giver ham anvisninger på hvor, og følger ham halvt op, og da jeg kommer ned på gaden igen, holder der FIRE KÆMPE brandbiler på kryds og tværs, og det vælter ud med store sorte mænd. Rustningslignende udstyr. Hjelme med nakkekappe. Hårde, hærgede rygsække. Gudhjælpemig én der løber hen imod mig med en brandslange i hånden. Jeg tror der er gået seks minutter siden mit opkald. Nej, nej, nej. Falsk alarm. Tusind tak fordi I kom så hurtigt, men der er vist ikke noget at komme efter. Beklager meget. I mellemtiden er lægeambulancen kommet, også under udrykning, og jeg håber virkelig ikke at der ligger en med hjertestop i den anden ende af distriktet. Politiet tropper op, og alle disse ordensmagter giver sig til at briefe hinanden.

Brandmændene trak sig tilbage som en sort bølge, og virkede ikke en gang sure, og politiet gik med Tweedle-dee (som får en bøde for ’uagtsom opførsel’ el.lign.). Jeg lå i min seng igen kl. 06.21. Held og lykke med at prøve at sove.

Tweedle-dee er selvfølgelig et fjols når han bruger sin papirkurv som askebæger, men han håndterede det udmærket: slukkede branden, og bar papirkurven ned i gården (derfor røglugten på bagtrappen). Det var midt om natten, så jeg kan godt forstå at han ikke vækkede alle for at fortælle om det. Jeg er faktisk væsentlig mere sur på Tweedle-dum. Hvad FANDEN ligner det ikke at banke på hos alle, hvis man virkelig tror det brænder? Hvad FANDEN ligner det at spilde brandvæsenets tid fordi han ikke vil veksle to ord med én han ikke bryder sig om? Jeg tjekkede folk opad, og gik ud fra at han tjekkede nedad – ellers havde jeg aldrig ringet; hvad FANDEN ligner det at få mig til at fremstå som en uansvarlig hystade?

... my house
s'out of the ordinary
that's might
don't want to hurt nobody
something sure can sweep me off my feet
burning down the house ...

SHA rystet i sin grundvold

2006-09-21T21:23:00.000+02:00

Jeg er lige blevet færdig med The End of Faith, der som forventet var vand på min mølle: Der er ingen forskel på tro og overtro, og jo hurtigere vi får skilt os af med religion, jo bedre. Faktisk mener forfatteren at vi er dømt til undergang hvis vi IKKE gør det, fordi en dybt forankret tro ALTID falder sammen med en dybt forankret overbevisning om at man selv (og ens trosfæller) er tilstrækkeligt meget bedre end andre til, at deres blod er billigt at spilde. Eller endnu værre: at den næste verden er så forjættende skøn at man ikke kan komme dertil hurtigt nok, og man derfor gerne spilder sit eget blod og giver sit liv, hvis man bare kan trække 10-20 vantro med sig.

Han skriver også udmærket om hvordan man sagtens kan have spirituelle værdier i et rationelt liv, men det er fremtidsmusik, så for øjeblikket er der tre af hans pointer der roterer i mit hoved.

Ud med kulturrelativismen
Tolerance er en overvurderet dyd. Den bruges til at vende det blinde øje til forfærdelige tilstande, og er måske som sådan ofte et udtryk for dovenskab. Det er besnærende nemt at sige at alle må leve som de vil, men man kan jo måle på hvilke samfundsværdier der korrelerer med fx høj levealder og rapporteret livskvalitet; det drejer sig fx om lav analfabetisme, mulighed for deltagelse i landets styre, og lav tabuisering af sex og samliv. Og fra dette synspunkt er en høj grad af analfabetisme ikke et tegn på en anden holdning til uddannelse, men tegn på mislykket uddannelse. Og tolerance over for æresdrab af fx voldtagne døtre og søstre er ikke en alternativ etik, det er en mislykket etik.

Ind med de hårde metoder
Pacifisme holder ikke, selvom det utvivlsomt kræver mod og selvdiscplin ikke at løfte hånden mod en angriber. Men det betyder at en enkelt person bevæbnet med kniv kan udrydde en hel by af pacifister. Pacifisme kan godt ses som et udtryk for moralsk integritet, men virker kun hvis modstanderne også har moralsk integritet – ikke hvis de anser liv for at være billigt. Det er en forfærdelig trist sandhed at hvis ens modstander er skrupelløs, bliver ens egne skrupler til et våben i hans hånd. Forfatteren går så langt som til at forsvare tortur, for hvorfor være berøringsangst over for at forvolde en enkelt, måske uskyldig, krigsfange smerte? Vi smider jo uden at blinke bomber der bevisligt dræber, forkrøbler og piner utvivlsomt uskyldige børn og voksne – de neutralt benævnte ’følgeskadevirkninger’. Det ligner måske at der er forskel på tortur og følgeskader, men den oplevede realitet er den samme.

Etik som skak
Hvorfor er det så svært at enes? Er det helt umuligt at finde frem til hvad der er godt og hvad der er ondt? Nej. Ifølge Sam Harris er det lige så nemt og lige så svært som skak: man kan lynhurtigt lære hvordan brikkerne må bevæges, eller hvad der er god opførsel, men derfra og så til altid foretage det optimale træk efter omstændighederne, opføre sig etisk efter omstændighederne, er der et stykke vej. Og det falder nogle mere naturligt end andre. Hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Men jeg hæfter mig ved håbet: at det ER muligt at formulere en verdslig etik. Meget gerne snart for mig skyld.

... den som med høyre arm
bærer en byrde
dyr og umistelig
kan ikke myrde ...

Sikke en børnehave!

2006-09-18T21:07:00.000+02:00

Jeg bor i Københavns måske mindste andelsforening, så alle beboere kender hinanden. Her er alle muligheder for at have et godt og nært forhold. Og det har nogle af os. Men der er også to der ikke kan døje hinanden. Man kan dårligt tale med den ene i fem minutter før han begynder at bagtale den anden. Da den ene meldte sig til bestyrelsen, skyndte den anden sig også at springe ind, hvorefter de skændtes i det forum i halvandet år, og lagde alt arbejde fuldstændigt ned, med det resultat at vi risikerer at miste den erhvervslejer der står for halvdelen af foreningens årlige indtægt, fordi den forkrøblede bestyrelse ikke har udført den vedligeholdelse der påhviler foreningen. Godt så! Ud af bestyrelsen med dem, ind med nye ildsjæle. Og mig, der ikke kan holde ud at mit tag over hovedet bringes i fare af sådan et par brushoveder.

Bestyrelsen har derfor selvfølgelig tusind ting at tage fat på, men får vi arbejdsro? Næh nej. Ud over hidsige er de åbenbart også opmærksomhedshungrende, fordi de er begyndt at sende klager over hinanden til bestyrelsen. Og de har begge meldt den anden til politiet for vold. Politiet vil ikke røre sagen med en ildtang, og siger bare at nabostridigheder hvor ord står mod ord er umulige at løse. Jeg forstår det simpelthen ikke, for trods det her nævnte vil jeg betegne dem begge som ok fyre – hver for sig. Og man tror bare det er løgn når man ser deres store forurettede øjne, når de beskriver den sidste urimelighed de – ganske uskyldigt – er blevet udsat for fra den andens side. Den ene ryger hash en sjælden gang imellem, og bliver konsekvent omtalt som ’narkomanen’. Den anden er født i Jylland, og nyder derfor betegnelsen ’den bonderøv’.

Det er en falliterklæring, men vi er i gang med at skrive ny husorden hvor det ekspliciteres at beboerne skal holde en urban tone over for hinanden. Og her gik man naivt og troede at det, omend implicit, var klart for enhver. Med henblik på den fremtidige fred i foreningen har bestyrelsen tilbudt at mægle imellem dem. Og fordi jeg altid er så diplomatisk og konsensussøgende, er det mig der skal mægle. Det skal nok gå godt.

... imagine all the people
sharing all the world ...

Sendt til tælling af toårig

2006-09-13T22:23:00.000+02:00

Jeg får FLIP over aldrig at have et sekunds fred! Er det for meget forlangt at ens toårige accepterer en sengetid omkring kl. 20? Så man har et par timers voksentid, til at læse lidt, høre musik, se nyheder, tage en enkelt telefonsamtale? Hvordan kan SÅ lille et menneske have SÅ meget energi til at skrige? Og jeg mener SKRIGE. Jeg sidder fuldstændigt udmattet efter 2½ times kamp. Altså, hun skreg ikke konstant; hun taler fint, og benyttede sig af både angreb og manipulation som

”Det er mig der bestemmer!”
”Dumme, dumme Mor!”
”Du skal bare synge to sange for mig, er det en aftale?”
”Jeg savner dig, Mor”
”Du skal bare lige have et knus”
”Jeg er bange”
”Jeg vil ligge i din seng”
”Jeg vil have vand/mad/pude/ny bog/ legetøj ...”

Ledsaget af en idel kravlen ud af sengen, tagen nattøj og ble af, forsøg på at tage andet tøj på, kommen ind til mig med noget over hovedet i et forsøg på at klovne mig medgørlig, etc., etc., etc. UUUAARRGGGHHH!! Jeg håber ikke det lyder lidt nuttet, for det var det ikke. Jeg havde lyst til at holde hende for munden og brøle ”Så tier du stille!”, men satte mig til at tude i stedet.

Og der er ingen aflastning i sigte, for hele miseren kommer af at hendes andre voksne, hendes far og mormor, lader hende bestemme alt, og bl.a. lader hende sove i deres respektive senge. Mormor gider ikke konflikterne, og jeg kan ikke bede hende tage dem, når hun passer utysket for at gøre mig en tjeneste. Fars forældreskab blander jeg mig ikke i medmindre jeg frygter for barnets sikkerhed, hvilket vil sige aldrig. Selvom jeg GÅTNOK er indebrændt over de lave gærder jeg synes de hopper over.

There never was child so lovely but his mother was glad to get him asleep
Ralph Waldo Emerson

Venter med mine 15 minutter

2006-09-08T10:11:00.000+02:00

Grundet mit p.t. udenlandske arbejdsliv har jeg helt glemt at fortaelle at jeg skam ogsaa, ligesom Sille, er blevet kontaktet af Q TV med tilbud om at deltage i deres datingprogram:
På Q TV søger vi en kvinde med erfaring med netdating, der med en god portion humor kan videregive gode råd og advarsler til vores seere. Eks. "Når en mand skriver sådan og sådan, mener han i virkeligheden sådan eller er sådan". Er det noget du vil kunne levere?
Nej. Det burde fremgaa med al oenskelig tydelighed af denne blog at jeg er rundt regnet Nordeuropas daarligste til at gennemskue maends intentioner og til at afkode deres signaler korrekt. Det er rigtigt at jeg har daarlige erfaringer at dele ude af, men har jeg laert noget? Foeler jeg mig godt klaedt paa til at undgaa lignende oplevelser i fremtiden, eller hjaelpe andre til samme? Nej. Jeg lader bare vaere med at netdate. Det er en falliterklaering, og jeg tvivler meget paa at min afmagt ville kunne omsaettes til knaldunderholdende fjernsyn.

Men det er underordnet om jeg kan eller ej, for jeg vil ikke. Sikke en traels platform at komme i fjernsynet paa: "Mislykket netdater med paataget ekspertstatus" - der maa vaere andre der er bedre egnede. Hvis jeg engang skal have mine 15 minutter, haaber jeg det bliver for noget jeg er god til.

... Rolling Stone - wanna see my picture on the cover
Rolling Stone - wanna buy five copies for my mother
Rolling Stone - wanna see my smilin' face
On the cover of the Rolling Stone ...

Stadig i live

2006-09-07T09:59:00.000+02:00

Selvom jeg netop har overlevet et ondsindet forsoeg paa at kede mig ihjel, og det bliver muligvis ikke det sidste. Jeg er paa konference i Italien med det mere noerdede segment af min profession, og trods det, at vi alle arbejder med en eller anden form for sprog og formidling af viden, er der nogle MEGET ringe kommunikatorer imellem.

Her er baade repraesentanter for det private erhvervsliv og for den offentligt finansierede forskning, og vi er ikke altid HELT enige om hvor fokus skal ligge. Og derudover er der som saedvanligt folk fra diverse bananstater der stolt praesenterer en dyb tallerken: "SE!! Den har vi fundet paa! Helt selv!"

Oh well. Min koncentration er muligvis heller ikke den bedste; jeg sidder her, tung og dvask, af alt for meget alt for laekker mad. Italien har bestemt sin formildende indflydelse paa denne konference, vintergarderoben er i hus til baade datter og mig, og Visakortet er blevet til mozzarella. Hvis jeg bare omformulerer succeskriterierne, kan denne konference sagtens blive en succes.

Hov, skal til naeste session, jeg flyver - uden lyrik i anledning af hast.

Kom nu!! Du kan godt læse en smule tysk!

2006-08-29T13:36:00.000+02:00

Verantwortungsvolle Europäer

Das Europäische Parlament tagt nicht nur in Brüssel. Einmal pro Monat zieht das komplette Parlament nach Straßburg um, mit allen Abgeordneten und Mitarbeitern, mit vielen Akten und Material. Der monatliche Umzug kostet den europäischen Steuerzahler über 200 Millionen Euro pro Jahr. Und Frankreich will diese Verschwendung zu seinem Gunsten und der Ehre der Nation natürlich auf alle Ewigkeit festschreiben.

Das muss aber keineswegs so bleiben. Die europäische Kommission kann nach Artikel 47 des Verfassungsentwurfs von den Unionsbürgern aufgefordert werden, im Rahmen ihrer Befugnisse einen Gesetzentwurf zu einem bestimmten Thema vorzulegen. Voraussetzung sind eine Million Unterschriften.

Eine Gruppe von Europarlamentariern hat die Initiative "oneseat" ins Leben gerufen, um Brüssel zum einzigen Sitz des Europäischen Parlaments zu machen. Sie hat in zwei Tagen fast 25.000 digitale Unterschriften gesammelt, inzwischen sind es schon über 900.000.

Es fehlen also noch ein paar vernünftige europäische Buerger, die mit ihrer Unterschrift bei www.oneseat.eu dazu beitragen, diesen ebenso teuren wie überflüssigen Zopf abzuschneiden. Hinsurfen, eintragen und diese Information an ein paar andere Freunde, Bekannte und Geschäftspartner weiterleiten! Mehr Informationen und den aktuellen Stand gibt's auf der gleichen Seite.

Klik her

... Freude, schöner Götterfunken
Tochter aus Elysium
Wir betreten feuertrunken
Himmlische, den Heiligtum ...

B(l)ogklub

2006-08-27T10:16:00.000+02:00

B(l)ogklubben lever og har det godt, til forskel fra de enkelte medlemmer, der fik ALT for meget at drikke hos A i fredags. Enkelte var direkte ynkelige i deres uformåenhed udi at styre deres brandert. De prøvede så at gøre det godt igen ved at påtage sig værtindeforpligtelsen til næste gang.

Så vi skal være hos mig. Den foreslåede dato er 6. oktober, men siden aftenen ... ahem ... gik i opløsning inden alle blev taget i ed, kan indvendinger mod datoen indgives i kommentarboksen.

Vi skal læse Gilead af Marilynne Robinson, sidste års Pulitzervinder, og kom bare i gang, det er lidt af en mursten, hvad enten man vælger den på engelsk eller dansk. Vi aftalte yderligere også den NÆSTE bog, som alle gerne ville læse, men siden den ikke var udkommet endnu, aftalte vi at lade den vente en ombæring.

Jeg foreslår følgende form til næste gang:

aftensmad er et HELT ufravigeligt punkt
som den der foreslog værket, er jeg ’bogværtinde’ og lægger ud med et lærd causeri om min læseoplevelse. Eller forsøg på samme.
herefter fri diskussion, hvor det eneste der ikke er tilladt er generel karaktergivning á la ’den var god/dårlig’ – det er en diskussionsdræber.

... so much the rather thou celestial light
shine inward, and the mind through all her powers
irradiate, there plant eyes, all mist from thence
purge and disperse, that I may see and tell
of things invisible to mortal sight ...

I dag er det SHA-has fødselsdag ...

2006-08-23T10:24:00.000+02:00

Og jeg sikkert mig en af dem her får. Med appelsin. Jeg køber et ordentligt slaw af dem hvert år, og hvert år overvejer jeg om jeg skulle købe forskellige slags - men hvad så hvis alle appelsinerne blev spist inden fadet kom til mig? Udsigten er ubærlig, så ALLE får appelsin. Så egoistisk må man gerne være på sin fødselsdag. Man kunne måske også bare selv tage først, men direkte uhøflig kan jeg ikke få mig selv til at være, heller ikke på min fødselsdag. Ak, disse svære overvejelser om kager og manerer.

Det er heldigvis ikke rundt. Det skarpe hjørne lurer nu direkte forude.

... for hu-un er så ung
og så øøøndi ser hun ud ...

Levedygtighed

2006-08-21T21:59:00.000+02:00

I min mors netop solgte have stod verdens bedste mynte. Mange steder, og i store bundter – den trives jo som ukrudt, og er umulig at slippe af med når man først har fået den. Det var ikke det mindst triste i forbindelse med hussalget at skulle sige farvel til mynteforsyningen. Men min mor gjorde sit til at udskyde tragedien, og plantede adskillige planter i potter, og satte dem i sin altankasse. Der stod de også helt fantastisk frodigt. Flinke Mor gav mig en stor potte til min vindueskarm, og hvad sker der? Den begynder prompte at krølle i bladene, få brune pletter og en hel HÆR af bladlus. Jeg slæbte rundt, skyllede, nippede og brusede, men fandme nej, om den gad leve i min vindueskarm. Jeg resignerede, smed den ned i gården, og rekvirerede en ny fra altanen. Der gik to – TO! – dage, så var den helt grå af meldug eller et eller andet spindekrapyl, og stænglerne hang livstræt slænget ud over pottekanten. Den blev også forvist til gården, og sur og afvist som jeg følte mig, gad jeg selvfølgelig ikke vande dem. Og hvad sker der? De liver synligt og provokerende hurtigt op, og står nu og strutter i gårdens mest dødssyge hjørne.

Hvad er moralen?* At den der med at ukrudt ikke forgår så let er en sandhed med modifikationer. Nogle planter kan ikke tåle pleje og alt for skånsomme levebetingelser, de trives bedst med lidt udfordringer. Jeg er overbevist om at det samme gør sig gældende for sprog, og jeg ved ikke hvem der er mest irriterende naiv: Dansk Folkeparti med sit forslag om at gøre dansk til nationalsprog ved lov, eller de Radikale med deres forslag om at gøre engelsk til officielt andetsprog i Danmark.

Sprog er ganske rigtigt et medium for kommunikation af tørre fakta, men det er også en kode hvormed vi signalerer hvem vi er, og al forskning tyder på at pres oppefra, fra autoriteterne, altid resulterer i en modreaktion: Når Dansk Folkeparti siger at dansks position skal sikres og støttes ved lov, er det ikke sikkert at man opnår en styrkelse. Det er derimod forudsigeligt at et eller andet segment vil modsætte sig det, og kæmpe med næb og kløer for deres ret til at bruge et andet sprog til hvilket formål de nu vil bruge som eksempel. Eller gribe til civil ulydighed, og gøre hvad de vil med sproget. Ditto for de Radikale og engelsk. Sprog gror fra bunden, og for meget opmærksomhed og pilleri fra nidkære sproggartnere gør mere skade end gavn.

Nu er der en del der tyder på at forslagene er mere identitetsprofilering, branding, for partierne end alvorligt ment, men jeg tillader mig lige at tage deres ord for pålydende. Jeg synes jo at det er en UHYRE klodset måde at signalere 'Vi er bare SÅ danske hhv. globaliseringsvenlige!' på. Men spurve SKAL åbenbart skydes med kanoner i politik.

Dansk Sprognævn bliver altid kritiseret for at sidde på deres flade og lade dansk gå i opløsning, men hvad skal de gøre over for alle os der elsker at smide et engelsk ord ind hist og pist? Uddele dagbøder? De er som bekendt ikke udøvende magt, bare rådgiver til lovgivende.

Jeg ved ikke hvorfor realiteterne ikke er sivet ind. Måske bare fordi det er så upopulær en sandhed at sproget ikke kan styres? Sproget er ægte demokratisk, vi må alle bruge den variant vi vil, og vi justeres af omverdenens evne eller lyst til at forstå os. Men netop fordi vi alle ejer vores eget sprog, kan nogle forledes til at tro at deres variant er den eneste rigtige, den er umistelig og perfekt, og de gør os alle sammen en tjeneste ved at få den ristet i sten og udbredt for folket. Nydelig tanke, men DET KAN IKKE LADE SIG GØRE. Fat det dog.

... Language! It's a virus! ...

*Ikke noget om manglende grønne fingre, tak.

Et halvt par?

2006-08-17T15:21:00.000+02:00

Da jeg forleden var til bryllup, havde jeg en fremmed mand overfor som var beleven nok til konversere mig. Og han insisterede på at tiltale mig ’I’ – han mente ’du og din mand’. Og jeg ved ikke rigtigt om jeg skal tolke det som et taktfuldt forsøg på signalere ’jeg flirter bestemt ikke med disse personlige spørgsmål’, eller som smalsporet vanetænkning: ’selvfølgelig har hun en mand, det har alle jo’. Han var også overdrevet glad for at omtale sig selv som ’vi’, hvilket parallelt kan tolkes som taktfuldhed: ’FYI er jeg ikke ledig’, eller pral: ’ja, JEG er med i de giftes klub.’ Det kan også godt være jeg bare overfortolker for paranoidt – det viste sig at han var fra Esbjerg, hvor det vist ikke er helt velset at tale for meget om sig selv, så det kunne bare være et almindeligt distancerende samtaleteknisk træk.

Men så sad jeg et par dage senere på arbejde, og blev brutalt flået ud af mit selvtilstrækkelige elfenbenstårn af et telefonopkald fra en ’kunde’. Det er ellers sjældent at mine hænder besudles af kontakt til slutbrugerne, men det er ferietid, og der var åbenbart ingen i de udadvendte funktioner til at tage telefonen, så den endte hos mig. Damen var utilfreds med et produkt hun havde købt, og det var helt med rette – det var fejlbehæftet. Jeg forklarede så godt som vi med indadvendte funktioner nu kan, og selvom jeg gav hende ret i det meste, fremturede hun med adskillige eksempler på ’min mand sagde også ...’ og ’min mand syntes ...’ Troede hun måske ikke jeg ville tage hende alvorligt hvis hun talte for egen regning?

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med andres svage selvfølelse som gør det nødvendigt for dem at have opbakning til så simple ting som at gå til en fest og klage over en vare. Jeg synes bare implikationen er træls: at man ikke er et individ, men et halvt par, og man skal være to før ens mening kan bruges til noget som helst.

... da er i glæden man dobbelt glad
og halv om sorgen så tung at bære ...

Lykkens PamjuleSHA

2006-08-13T11:39:00.000+02:00

Min søster bestilte for længe siden en hvalp, en fin raceren én, som skulle hentes i sin kennel ad helvede til ude på bøheren omkring Tønder. Min søsters kørekort er rustet op, der har ikke været bil i familien i hundrede år, men jeg har kørt lidt i andres biler, og lovede derfor at køre hende til hovedlandet. Jeg ville også gerne køre charmeoffensiv på hvalpen fra første færd, det er jo ikke hver dag man bliver moster.

Vi aftalte at hente den første weekend efter den var blevet otte uger, og hvis min datter var hos mig, ville vi tage hende med + Mormor som babysitter; kort sagt, den store familiesafari. Og for at gøre det hele perfekt, nåede min mor at købe en brugt bil der kører som en drøm, så kortene var lagt an til den perfekte udflugt. Tillad mig at skitsere hændelsesforløbet:

Den nye, brugte bil ryger på værksted og kan ikke nå at blive klar
Jeg undlader at låne den vennebil jeg plejer at låne, for tænk hvis den lille utætte hvalp skulle lave ulykker i den
Min datter er hos sin far, og kommer derfor ikke med
Min mor lejer en bil til dagen og får den fuldforsikret, som en eftertanke
På vej ud ad døren griber jeg en jakke og en flaske vand. Godt nok skal vi bare dør til dør, men man ved jo aldrig hvad der sker
Bilen bliver hentet i lufthavnen, og jeg bliver hentet på Vesterbro, og i et anfald af pligtopfyldende ildhu, kører vi ind til Avis igen, bare for at få mig registreret som fører af bilen, så vi begge kan køre helt efter bogen

Og midt på den fynske motorvej, i forfærdelig regnvejr og forfærdelig trafik, ender vi simpelthen midt i et harmonikasammenstød, som nummer to af fire biler: Pludseligt er der bremselygter så langt øjet rækker foran, jeg katastrofebremser og når lige lettet at registrere at vi ikke rammer dem foran, selvom vi sørme er tæt på, og idet jeg panikagtigt kigger i bakspejlet, ser jeg bilen bagved nærme sig og pludseligt nærmest hoppe ind i os med et brag, der derfor brager ind i dem foran. Det er bil nummer fire, den bagerste, der ikke har kørt i kø som os, og derfor har mere fart på, og slet ikke når at bremse. Han viste sig altså også at være en værre fynsk platugle i en gammel BMW-møgspand, uden advarselstrekant i bilen og uden abonnement på vejhjælp. Der var ingen personskade i nogen af bilerne, men det var kun to af de fire der kunne køre derfra, og det var klart vores Opel Astra der havde klaret det bedst. Den forreste bil var en Suzuki Swift, og jeg har ellers været lidt lun på den; jeg synes man så ud til at få meget bil for pengene, men efter at have sammenholdt dens totalt smadrede bagparti med de lette skrammer og buler på min Opel, har jeg lovet mig selv aldrig at lade mig friste af en billig sardindåsebil igen. Bilen bagved var en Toyota, og den så bestemt heller ikke godt ud, men den kunne køre – jeg var dog glad for at jeg ikke skulle; de kørte først fra stedet, efter politi og alt det der, og os et par minutter senere, og vi overhalede dem kort efter. Det lignede at bilen var knækket på midten, og bagpartiet kunne falde af når som helst. For at gøre svineheldet komplet var der ikke sket noget med de trykflasker som deres bagagerum var fuldt af, men føj, hvor ville jeg nødig have kørt videre med dem i den bil.

Vi kørte noget rystede, men uden problemer af nogen art til Tønder og tilbage til København, og hvalpen er vidunderligt sød. Jeg er så taknemmelig for at vi ikke havde min datter med; at der ikke skete nogen noget; at det gik ud over Avis’ bil, og ikke vores egen, som er dårligere forsikret, eller vennernes – føj, en grim besked at skulle give dem.

Når man nu endelig skulle ruskes i, og mindes om at man ikke selv er herre over alt der sker, kunne man vist ikke have fået den påmindelse billigere.

... we get a bit of the good times
a piece of the cake
enough of the hard times
to keep us awake ...

SHA – nu med crush

2006-08-12T01:32:00.000+02:00

Jeg har tidligere udbredt mig om hvor ualmindeligt lave forventninger jeg havde til den nye Superman, og i aften var aftenen hvor den skulle ses. Jeg havde så i mellemtiden fået oparbejdet en del forventningens glæde – en god helt er aldrig til at kimse ad, og Christopher Reeve bliver jo ikke levende igen uanset hvor berøringsangst jeg ærer hans minde.

Lad mig sige med det samme at jeg ikke synes at det er en velfungerende film – den kan fx ikke finde ud af hvad der skal være dens dramatiske højdepunkt, hvilket er lidt træls for en dramatisk film. Derudover hænger historien slet ikke sammen. MEN, men, men: Superman fungerer. Han er, lige som salig Christopher, virkelig karismatisk. Det er ikke fordi han er lækker, det ord dækker slet ikke. Han er smuk ... fantastisk ... imponerende ... for god til denne verden. Det er ikke fordi jeg vil HA’ ham, men jeg smelter helt væk i den eskapistiske drøm om at have sådan en helt og beskytter. ”Jesus for folket”, som min ledsager sagde. Og ja; hvis det er sådan nonner in spe føler når de bliver kaldet, forstår jeg måske bedre deres glæde ved at blive viet med Jesus.

Superman *suk*. Jeg er din.

Og jeg mærkede prompte drømmens og heltedyrkelsen dårlige indflydelse da jeg trådte ud af biografen til et regnvådt midnatsvesterbro. Natten og dens klientel virkede truende og farligt, nu jeg havde forladt den behagelige fiktion hvor jeg havde en beskytter, og jeg skyndte mig hjem, bevidst om min sårbarhed og hjælpeløshed over for gadernes trusler. Min Superman, min Superman, hvorfor har du forladt mig?

... I need a hero
I'm holding out for a hero till the morning light
he's gotta be sure and he's gotta be soon
and he's gotta be larger than life ...

Bryllup vel overstået

2006-08-08T22:31:00.000+02:00

Det var en super fest, bruden var yndig og trods ateisme græd jeg i kirken. Ikke over præstens søvndyssende salvelsesfulde floskler, men over parrets blikke til hinanden og deres særligt ønskede musikindslag, en flerstemmig a capella-version af Bridge Over Troubled Water. Jeg har et MEGET blødt punkt for Simon and Garfunkel, og velsyngende, krystalklare kvindestemmer gør sig fortrinligt i kirkeakustik.

Det startede nu ikke alt for fedt, min veninde og jeg kom for sent. Det er ikke spor god stil at gå ind efter bruden, og vi troede faktisk vi havde sat rigelig tid af til at komme til den sydlige provins. Alle tre. Veninden, vennen (en ekskæreste) og mig. Men ved afgang havde vi endnu ikke hørt fra vennen – der altid brillerer med sin upålidelighed – og vi ventede, ringede og sms’ede alt for længe inden vi kørte. Vi var lige kommet på motorvej da han helt febrilsk ringede: ”Er det I DAG? Hvem FANDEN bliver gift en FREDAG?” SÅ typisk ham ikke at hænge sig i detaljer som datoer og den slags småborgerligt hejs. Nå, han nåede med nød og næppe frem til middagen - iklædt B-jakkesættet, da A-jakkesættet selvfølgelig var til rens for at være klart til morgendagens ikke-eksisterende bryllup – medbringende KÆMPE kompensationsgave, Ursula-stel for en formue, panikindkøbt af hans kæreste. Nå, jeg skal ikke være bitter, hans upålidelighed har også skaffet mig kompensationsgaver, bl.a. min skønne iPod Shuffle.

Min søster havde stylet veninden og mig, og ikke en kvadratcentimeter af os var glimmerfri, hun var gået helt amok. På den stilige, højkvalitetsagtige måde, naturligvis, og vi så skønne og højglanspolerede ud. Den blå kjole var et hit. Toastmasteren lignede en gudinde, og klarede sit job til UG, og jeg havde været så heldig at få hendes sukkermås til bords, samt en veninde overfor, der dog desværre er lige så grådlabil som jeg, og som jeg ikke kan holde ud at se græde; så starter jeg selv, og hun har det på samme måde. Så der sad vi og synkrontudede under talerne, afløst af vrissende given-hinanden-skylden i spisepauserne: ”Nu STOPPER du med det flæberi!” ”Nej, det var da DIG denne gang ...” Det var den rene Trevifontæne da gommen afsluttede sin tale til bruden med at synge Here, There and Everywhere.

Det var måske al den følelsesudladelse der fik mig til at gå lige lovlig hårdt til GT’erne efter middagen, men jeg havde en vidunderlig fest og følte mig helt uovervindelig og uimodtagelig for alkohols skadelige indflydelse. Indtil jeg lige pludselig havde fået RIGELIGT. Jeg mindes noget om at gommens flinke og nyskilte fætter begyndte at udtrykke sin interesse og fiske efter mit nummer, men at vennen, den upålidelige, ekskæresten, lugtede lunten og fik os afbrudt og med ejermine trak af sted med mig, der på det tidspunkt også kun ønskede at finde den madras jeg skulle overnatte på. Så det er helt ok ikke at have rodet mig ud i noget med fætteren, jeg synes ikke rigtigt jeg kan håndtere mænd for tiden, men ekskærestens opførsel er alligevel lidt irriterende. Han bliver ALTID interesseret når han er fuld, og jeg kan meget bedre lide ham når han er ædru. Suk.

... I want her everywhere and if she's beside me
I know I need never care
but to love her is to need her everywhere
knowing that love is to share ...

Noget om kjoler

2006-08-03T22:04:00.000+02:00

For mig er den arketypiske kjole tante Møhges grå atlaskes, der spiller en fremtrædende rolle i de tidligere Matador-afsnit. Det må have været lidt afslappende dengang man bare fik lavet én flot festkjole når man var velkonsolideret nok til det, og så havde den på til samtlige festlige lejligheder indtil man lagde gebisset.

Skikken er vist gået grundigt af mode, og tilhængere af den bliver spottet, som jeg opdagede sidste gang jeg læste Billed-Bladet. De skrev spalte op og ned om klude båret til en eller anden sammenkomst på Amalienborg, og ingen blonde eller bådudskæring undgik at blive beskrevet ad nauseam. Før vi nåede til den tidligere udenrigsministers hustru, om hvem det tørt lød: "Fru Alice Vestergård var som altid pæn i den blå". Derefter udnævnte de en eller anden gul flæserædsel til ugens kjole, noget hvinende blank der lignede det billigste foerstof fra Fredensborg Indkøbscentral. Jeg blev flyforbandet over den nedladende tone og deres rærlige smag, og svor aldrig at læse Billed-Bladet igen, og det har jeg heller ikke gjort. Så på den måde gjorde de mig vel egentlig en tjeneste, men det er nu en sidebemærkning. Billed-Bladet er FJENDEN.

Men i dag erkender jeg at min afsværgelse af glittet ugebladspapir ikke var tilstrækkelig sympatitilkendegivelse til stakkels Alice Vestergård. Næh, hun er mit nye stilikon! Jeg skal nemlig til bryllup, og blev inddraget lidt i toastmasterens tøjkrise, hvilket fik mig til at glæde mig over min egen mangel på samme. Jeg skal nemlig have den blå på. Den havde jeg også på
sidst jeg var fin til et bryllup, og den er ældre end udenrigsministerfruens. Min mormor købte den til sit sølvbryllup, og jeg har fået den syet om til min størrelse; af en kjole fra 1961 er den sgu for cool. Og til den skal jeg bære mormors dobbeltradede perler med ametystlås på hals og håndled, som hun sørme fik som gave til samme sølvbryllup. Arvegods, vintage, familieklenodie, veneration, affektionsværdi - kan man komme bedre klædt til et bryllup? I think not. Nu er det ganske vist ikke mig der skal være i gammelt, nyt, lånt og blåt, men ingen skal sige at jeg ikke går til sagen med rette ånd.

Mel.: Kasper og Jesper og Jonathan
Uddrag af morgendagens festsang:

... de så hinanden første gang
vi tror det var på KUA
og der blev musical og sang
og sød musik i du-ar
så gik det over stok og sten
nu har de os’ en lille en
for først var det uni og rejser og lir
nu’ det barn og Berlingo og wc-papir ...

Så vittige vi er. Og jeg ved godt at sidste linje er platfodet. Pyt.

Målgruppe: Småbørnsforældre

2006-08-01T14:56:00.000+02:00

Uh, jeg blev så VRED i morges i min datters vuggestue.

Datter (i det følgende Uskyldig Puttegris, UP) og jeg mødte en pædagog fra en anden stue uden for lågen, der fortalte at UP skulle med i Zoo, selvom vi desværre ikke havde fået besked i går. Det var jo lige meget, alle var glade, for en tur i Zoo er altid skønt, og der var jubel hele vejen rundt. Lige inden for lågen møder vi UP’s pædagog der er på vej hen til andet barn (i det følgende Forkælet Møgunge, FM), og jeg siger 'jeg hører at UP skal i Zoo' og pædagogen svarer 'nej, desværre, planerne er lavet om', og fortsætter hen for at fortælle FM at han skal med i Zoo.
UP og jeg kom på slaget 9.15, som vi plejer, men det viser sig at de netop havde ringet til FM’s mor for at spørge om han måtte tage med fordi 'vi vidste jo ikke om I kom om en halv time eller hvad' - citat pædagogen.

Nyj, jeg blev rødglødende - hvilket jeg har fortalt pædagogen - for vi kommer altid lige deromkring, og jeg ringer altid hvis vi er forsinkede; man SKAL nemlig aflevere senest 9.15. Hvis vi havde været forsinkede uden at have varslet det telefonisk, ville jeg ikke have noget problem med at være gået glip af turen; jeg har fuld forståelse for at vuggestuens tidsplaner skal overholdes.

Det springende punkt her er at UP havde fået at vide at hun skulle i Zoo idet vi træder ind af lågen - det havde FM ikke; det var på det tidspunkt kun FM’s mor der vidste det. Jeg mener at det havde klædt vuggestuen ikke at skuffe en toårig - så hellere tage det ansigtstab over for FM’s mor at ringe tilbage og sige at man var gået tilbage til den oprindelige holdopstilling, fordi UP var kommet til tiden. Derudover synes jeg lige så godt man kunne have ringet til mig for at spørge om vi var på vej, som man kunne ringe til FM’s mor for at bede om tilladelse til at tage FM med i stedet for UP.

Og hvad FANDEN ligner det at antyde at jeg ikke respekterer afleveringstidspunktet? Jeg spurgte senere stuens anden pædagog om det var hans indtryk af mig, og ’ih nej, du giver altid besked’. Og da jeg konfronterede den første pædagog med min harme, gik hun totalt i pædagog-mode (tænk South Park) med ’M’kay ... m’kay ... ja, det er ærgerligt ... m’kay ...’ *syde*

Min sure samtale med pædagogen fandt sted uden for UP’s hørevidde, men hun må alligevel have opfattet at der var noget galt, for da jeg sagde farvel, forsøgte hun at klatre op ad mit ben mens hun sagde ’Ud på Mors cykel. Køre hjem igen’ og da jeg fastholdt at jeg skulle på arbejde, og, efter et knus, lagde hende i armene på en ellers populær pædagog, fik hun en total nedsmeltning, prøvede at blæksprutte sig ud af hans arme så han endte halvt i knæ med hende under armen, mens hun skreg som besat. Så hun

går glip af tur i Zoo
skriger sig helt gasblå i hovedet ved afsked med Mor
skal tilbringe dagen sammen med ’de små’, fordi alle ’de store’ er i Zoo

Stakkels lille UP.

... if you see me coming, better step aside
a lot of men didn’t – a lot of men died
one fist of iron, the other of steel
and if the right one don’t get you
then the left one will ...

Disclaimer: Der er intet galt med FM, han er en sød dreng, og bare genstand for min surhed i dag.

Skik følge eller land fly?

2006-07-27T14:05:00.000+02:00

Dana Watsham linker til en interessant kronik i Politiken, som jeg burde være helt enig i, men som alligevel irriterer mig. Den fremsætter bl.a. 11 punkter der forklarer hvorfor det er svært for fremmede at blive integreret i Danmark, og jeg har barberet dem til deres blotte essens nedenfor for at forholde mig til dem – min barbering er dog ikke et rimeligt referat af artiklen i sin helhed, så læs den først.

11: Vores mad. Meget er baseret på svinekød, og der er ofte rødvin i sovsen. Som muslim kan det være vanskeligt at spise med.

Den køber jeg simpelthen ikke. Hvis det var mig der i Kina blev budt på sprødstegte insekter og dampede larver, ville jeg muligvis prøve at undslå mig for at spise, men jeg ville skamme mig og føle at det var mig der havde et problem, ikke mine værter. Og selv hvis jeg forsøger at sætte mig ind i din religiøse tankegang, synes jeg den halter: Svinekød er urent, ok, men er det ikke alkohol der er forbudt? Rødvin i sovs har for længst fordampet sit alkohol, og er nærmest blevet til druebestanddele igen – dem er der vel ikke noget galt med? Jeg fremdrager det som eksempel, ikke fordi jeg tror rødvinssovs er det der får kontakten til at glippe;
jeg beder ikke nydanskere bryde deres spiseregler, men jeg synes det ville være klædeligt at fortolke dem så rummeligt som overhovedet muligt i forhold til det nye lands madtraditioner.

10: Vores sprog. Vi udtaler det sjusket, og derfor er det vanskeligt at lære, og vi gør os ikke umage for at forstå fremmed accent.

Som sprogmenneske må jeg opponere mod formuleringen ’udtale sjusket’; problemet er at dansk stavning og dansk udtale ligger langt fra hinanden, hvilket gør at fremmede ikke synes at ’vi siger det der står’ – og det er rigtigt nok. Derudover er dansk berømt i fonetiske kredse for sine afsindigt mange vokallyde, så selv en dygtig sprogindlærer vil få svært ved at lyde ’helt rigtigt’. Det kunne vi sikkert alle godt lægge os på sinde, og udvikle til tolerance i ørerne for forskellige måder at tale dansk på.

9: Ting kan kun gøres på én måde: den danske! Vi er simpelthen ikke vant til, at nogen udfordrer os og siger os imod.

Jeg har svært ved at tage imod dette som noget særligt dansk. Alle systemer har en inerti der gør dem svære at ændre, og jo større systemet er, jo sværere bliver det. Derudover er der alle steder (og her taler jeg ud fra de arbejdspladser jeg har kendt, som godt kan fungere som minimodeller på et samfund, et land) en hakkeorden der gør at den sidst tilkomne endnu ikke har optjent retten til at kritisere og foreslå store ændringer. Ret til at kritisere er ikke noget man har, men noget man ved sin indsats gør sig fortjent til, hvis I spørger mig. Det gælder i forhold til venner, kolleger, chefer, faktisk alle instanser hvor man har medbestemmelse.

8: Vores mangel på kultur. Dét, som egentlig er dansk, er vanvittigt vanskeligt at få øje på.

Det kan godt være. Men er det ikke fordi vi lever i en brydningstid hvor mange gamle normer er nedbrudt, men de nye endnu ikke institutionaliseret? Ville den ældre generation ikke sige det samme til den yngre? Det er jo ikke noget vi har skabt for at holde fremmede ude; det er mit indtryk at mange gammeldanskere begræder den såkaldt manglende kultur.

7: Vores humor. Vi er platte.

Det kan godt være. Selvfølgelig er det ikke god stil at komme med fremmedfjendske vittigheder over for en fremmed der gerne vil høre til.

6: Vores mangel på manerer; de sociale spilleregler er næsten umulige at lære.

Se pkt. 8

5: Vores middelmådighed. Vi lefler for amatørismen og det talentløse.

Det kan godt være. Og jeg synes ikke det er en god ting. Men vejrer man ikke lidt morgenluft, fx i folkeskolen? At der begynder at være en vilje til at give et kvalificeret tilbud, også til de særligt dygtige?

4: Vores frisind og mangel på religion. Vores frisind gælder ikke retten til at være religiøs.

Det forekommer mig at der er masser af plads til at være religiøs i Danmark, men jeg forstår godt at det kan være svært at rumme at religiøsiteten får en anden plads end man selv trives med. Jeg følte mig fx også krænket da mine folkevalgte repræsentanter gik til gudstjeneste under stor mediebevågenhed i kølvandet på tsunamikatastrofen. Min konklusion er at der muligvis er mindre religiøsitet i det offentlige rum end mange troende ønsker, men der er altså mere end vi ateister ville foretrække. For mig ligger skismaet her ikke mellem gammel- og nydanskere, men mellem troende og ikke-troende.

3: Vores fest- og drukkultur. Deltager man ikke, bliver man nærmest stigmatiseret.

Det kan godt være. Jeg synes generelt heller ikke at fester er særligt sjove hvis jeg ikke drikker. Men en overgang da jeg gjorde mere ud af yoga og sundhed end jeg gør nu, fandt jeg altså mig selv i vide kredse hvor der slet ikke blev drukket, og som dog havde et velfungerende socialt samliv endda. Der er vel ikke noget odiøst i at hvis man ikke hylder mainstream-kulturens normer, så finder man sig nogle mindre mainstream mennesker at være sammen med?

2: Nepotismen, især i de højere og akademiske samfundslag.

Jeg kender selvfølgelig til fænomenet med de uhyggeligt smalt formulerede jobannoncer, så ja, det findes. Men det er ikke mange stillinger det drejer sig om, og inden for den offentlige sektor er reglerne blevet strammet betydeligt, således at stillingerne fx skal slås op internationalt. Jeg vil ikke påstå at problemet er løst, men også her vejrer jeg morgenluft.

1: Vores egen lukkethed.

Den er noget skidt, det indrømmer jeg. I Danmark leves livet inden for hjemmets fire vægge, og hvis vi ikke inviterer nye mennesker med indenfor en gang imellem, er vi for sølle. Jeg vil gerne for min del sige at min dør står åben for alle nydanskere der lader deres børn tage med på lejrskole og deltage i gymnastikundervisningen.

Så måske er det i virkeligheden ikke rammende for mig at sige ’skik følge eller land fly’; det mere rammende ordsprog er ’noget for noget’. Og det er derfor at artiklen i Politiken gør mig muggen, uanset hvor tolerant og indvandringselskende radicool jeg er: det kan simpelthen ikke PASSE at al imødekommenheden skal ligge på én side, på værtslandet. Jeg misunder bestemt ikke dem der af den ene eller anden grund er nødt til at forlade deres fødeland, og jeg kan levende forestille mig at det må være forfærdeligt traumatisk. Og uhyggeligt svært. Men jeg synes ikke det er helt rimeligt at give det nye land skylden for at det er svært. Eller for at man ikke føler sig lige så meget hjemme der som man gjorde hjemme. Men i det ligger selvfølgelig at det ikke må være sværere at falde til i Danmark end det ville være i England, Tyskland, Sverige, etc.; spørgsmålet er også om det er det? For mig at se lever de nye og gamle befolkningsgrupper der lige så adskilt der som vi gør i Danmark – men taler muligvis lidt pænere om hinanden?

Kald mig bare en defaitist, men jeg tror simpelthen bare at det er meget, meget svært at komme til at høre til der hvor man ikke hører til. Og det siger jeg ikke som undskyldning, for jeg synes bestemt at vi i de eftertragtede lande skal gøre os umage for at rumme mangfoldigheden. Men det er ikke kun et spørgsmål om hestekrybbebideri, at vi ikke tør lukke andre hen til vores madskål, for forbeholdet over for fremmede gælder også hvis den nye er rig og den gamle fattig. Jeg har talt med indiske venner om det - i Indien – og de siger ligeud: ”Du skal ikke flytte hertil. Du vil aldrig blive rigtigt accepteret.”

... it's good to touch the green, green grass of home ...

Æv, nu er der et år til næste gang

2006-07-23T12:48:00.000+02:00

Hun holder altså et mean cocktailparty, hende Suzy Q. Hele tre nye ting blev introduceret i år:

popcornmaskine
slush-maskine (limesmag; perfekt bund til mange drinks)
udvidet gæsteliste: Ulla og Morfar kom!

Det var rætti hyggeligt at se dem igen. Ulla var alkoholfri som led i et rabiat og viljestærkt kurprojekt, men Morfar og jeg dækkede for hende, og sørgede for at det sank i flaskerne så ingen opdagede noget. Vi gjorde især en indsats for Absinthen, der fristede en kummerlig tilværesle bagest på baren, og jeg tror faktisk vi gjorde en ende på dens elendighed. Vi fik ikke danset under stjernerne på den nye terrasse, der sad vi bare i overhængende brandfare med et par dusin citronellalys i en em af sprittet myggebalsam. Superautentisk havefeststemning. Og vi fik danset masser inden døre. For at gøre sommeroplevelsen komplet arrangerede tilfældet en fantastisk flot solnedgang da jeg cyklede derud og en lige så flot solopgang da jeg cyklede hjem. Mange tak, tilfælde. En gang imellem sidder den altså lige i skabet.

... the Love Shack is a little old place
where we can get together
Love Shack baby! Love Shack bay-bee! ...

Gennemafslappet

2006-07-22T09:15:00.000+02:00

Det kan altså virkeligt anbefales, sådan en daseferie med INTET pligtorienteret på programmet. Jeg havde en skøn uge i Italien, og gjorde INTET jeg ikke havde lyst til, men sov, spiste og læste helt efter mit eget skema. Jeg havde ikke engang taget mine vitaminpiller med, fordi jeg ikke gad føle mig forpligtet til at huske at spise dem hver dag. Er man så ikke inkarnationen af fysisk og mental dovenskab?

Jeg fik læst alle bøgerne på listen, pånær halvdelen af Consider the Lobster og The End of Faith, til gengæld fik jeg læst fire andre: en krimi af Clare Francis som min søster anbefalede, og som jeg følte mig udmærket underholdt af, men jeg er bare ikke til krimier; de føles underligt hule, synes jeg. Hun lånte mig også to skønne sydstatsfamilieromaner af Rita Mae Brown, om et par søstre der elsker, hader og misunder hinanden på den mest vidunderligt intrigante maner, og de var lige i øjet til letfordøjelig strandlæsning. Min søster diagnosticerede ganske rigtigt min feriebogliste som begrædeligt mangelfuld i den mere kulørte afdeling, og afhjalp prompte manglen. Som den kogebogsfetichist jeg er, fik jeg også lige sneget Simon Hopkinsons Second Helpings of Roast Chicken med. Den var god, ingen tvivl om det, men opfyldte også et suttekludsagtigt tryghedsbehov: hvor der er en kogebog, kan jeg føle mig hjemme. Tosset. Og som en lille forlænger kan jeg berette, at selvom Rimini er totalt turistorienteret, og kun består af hoteller, sololieforretninger og ydmygt udseende restauranter, fik jeg ikke et dårligt måltid hele ugen. De kan altså noget, de der italienere.

De kan så også, åbenbart, spille fodbold. Jeg KUNNE bare ikke holde med dem, selvom jeg prøvede, så jeg så finalen med en lidt amputeret fornemmelse i kroppen, og sprang folkefesten over. Jeg var faktisk lidt ... misantropisk er for stærkt et ord ... verdensfjern, måske? Jeg gad i hvert ikke rigtigt andre mennesker, og ville have haft mere glæde af min iPod end den parlør jeg pligtskyldigt havde slæbt med. Den var dog ok i forhold til kommunikation med hotelpersonale, ekspedienter og tjenere, der alle kun talte italiensk. De er gode til mad, men ikke til sprog, italienerne.

Som en sidste forbrugeroplysning vil jeg gerne fortælle at når man ikke medbringer rygindsmører, er solprodukter på spray toppen, huden holdt til min soltilbedelse, og jeg vil nu forsøge at finde et eller andet med bar ryg jeg kan føre mig frem i til Suzy Q’s cocktailparty i aften, hvor både kursusemne et og tre er inviteret. Oh, well. Et er længe siden, og jeg tror faktisk at nr. tre med vanlig mandlig konfliktskyhed vil blive væk – vi får se om min clairvoyance holder.

... og hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil ...

Af sted

2006-07-07T22:52:00.000+02:00

Det er super at jeg skal på ferie. Jeg har brændt mig på det ristede brød to morgener i træk - jeg er åbenbart blevet helt uvant med banale morgenritualer uden toårigs forsinkende mellemkomst. Normalt synes jeg faktisk det er lidt irriterende at mit ristede brød er lunkent, sejt, og letter lidt fra tallerkenen når jeg når frem til det efter indfangning og hagesmækning af datter, men det er næsten at foretrække frem for at brænde sig. GODT jeg skal på charterhotel hvor det ristede brød ALTID er lunkent. Hvis det ikke er koldt.

Pakning overstået næsten uden panikkriser - det eneste tilløb var da jeg ikke kunne finde mit American Express. Man skal jo have to slags kort med, ikke? Livrem og seler. Og det er det eneste jeg bruger det kort til: sikkerhedsnet. Det er altid go'e gamle Visa der betaler. Uuuhh, de havde en god dag nede i Danske Bank da de lokkede mig til en lækkerkonto med alt muligt lir 'gratis'. Altså inkluderet i det trecifrede kvartalsvise gebyr. Jeg lod mig snøre, gjorde jeg, og den gang rejste jeg også en del mere ... nå, når jeg kommer hjem, skifter jeg bank. Ha, tag den, Danske Bank! Så må vi se hvor jeres milliardoverskud skal komme fra i år! Men hvor nedtur er det så, at betale en arm for det latterlige kort, og så ikke kunne finde det når jeg for første gang i over et år har brug for det? Men jeg fandt det, i den skuffe jeg hele tiden troede det lå i, som jeg vendte tilbage til efter at have strippet tre andre skuffer. Det havde bare forputtet sig bag et duftlys og en halv pakke juleservietter, sammen med det lige så funklende ubrugte MasterCard (jeg hader jer, Danske Bank). Hvor skal man ellers opbevare sine værdier?

Nyj, jeg glæder mig til ferie, og lufthavnen gør sit til at jeg får det optimale ud af den: grundet disse dages indtjekningskaos skal jeg op kl. 04.15 for at nå mit fly. Men pyt, så er jeg af sted; rejsesommerfuglene forhindrer mig sikkert i at sove alligevel, og INTET kan ødelægge mit perlende feriehumør. Hav det godt, vi snakkes solbrændt ved om en uge.

... there's a reason for the sun shiny sky
and there's a reason why I'm feelin' so high
must be the season
when that love light shines all around us
so let that feelin' grab you deep inside
and send you reeling ...

Bøger til en uge?

2006-07-05T19:53:00.000+02:00

Jeg har

Harris: The End of Faith
Crystal: Words, Words, Words
Marklund og Snickare: Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden
Romer: Den som blinker er bange for døden
Wallace: Consider the Lobster
Pratchett: Wyrd Sisters
Pratchett: Mort
Pratchett: Reaper Man

Og muligvis når Høeg: Den stille pige også at komme. Burde de ikke kunne række til en ferieuge? Og bidrage til en god ferie? Jooooh, da! For som mine kloge kommentatorer til forrige post bemærkede, skal jeg ikke sidde hjemme og flæbe bare fordi min datter er ude at rejse. Nej, jeg skal da nyde tiden, skal jeg, så jeg har købt en afbudsrejse. Jeg skal bare læse på stranden, gå på strandpromenaden, spise is og kigge på mennesker - jeg kan sagtens rejse alene. Jeg købte den før gårsdagens semifinale, som jeg faktisk også var lidt ligeglad med - måske med en lille præference for tyskerne, for deres bundpålidelige, omend lidt grønthøsterkedelige spil. Italienerne kan jeg næsten ikke holde med, de flæbende, filmende, pyntesyge dengsedrenge. Men som kampen skred frem, blev jeg mere og mere ligeglad, og når jeg nu skal tilbringe næste uge i Italien, er det da meget sjovt at de kom i finalen, ikke? Se mig venligst for jer på søndag på en bar i Rimini, skrigende og neglebidende, ladende som om jeg er livslang Italienfan - jeg glæder mig allerede. Må man drikke Prosecco til fodbold, eller afslører man sig så som uhjælpeligt sportsforskrækket Brideshead-forfinet?

... Tu y yo!! Ale, ale, ale
Go, go, gol!! Ale, ale, ale
Arriba va!! El mundo esta de pie
Go, go, gol!! Ale, ale, ale ...

Instinkter er talblinde

2006-07-04T19:16:00.000+02:00

Da jeg var gravid, fik jeg at vide at min risiko for at få et barn med Downs syndrom var 1:2400. Det regnes som en lav risiko, og jeg fik derfor ikke foretaget den risikable fostervandsprøve (vidste I for øvrigt det? Ved 1000 fostervandsprøver finder man 2½ barn med kromosomfejl, hvilket er udmærket, men indgrebet fremprovokerer også abort af 10 sunde fostre - ævs), men følte jeg den hellige grav vel forvaret af den grund? Nej.

I dag talte jeg med en kollega, der sammen med sin kone har besluttet at de vil forsøge at blive gravide. Som et naturligt led i bestræbelserne (vi taler jo om en af mine venner) havde han læst Encyklopædiens artikel om ’fødsel’, og der fundet ud af, at i Danmark er risikoen for at moren dør under fødslen 1:16.000. Ikke nogen tårnhøj risiko, skulle man mene, men han refererede alligevel tallet noget bleg om næbbet.

Hvorfor dog så bekymret, når man ifølge statistikken nærmest intet har at være bekymret for? Jeg (og John Diamond) tror at instinkter er talblinde: uanset hvad sandsynlighedsregningen siger, føles den slags risici som fifty-fifty – enten sker det, eller også sker det ikke. Og de der instinkter er ikke til at ræsonnere med. Jeg kan godt beherske mine handlinger, og fx sidde og blogge i stedet for at hoppe og skrige af angst, men følelsen, instinkterne, har lagt sig godt til rette som en knude i maven: Min eksmand har lige hentet vores datter til næsten to ugers dejlig kør-selv-sommerferie i Frankrig, ned til lejet luksushus med pool og det hele. Jeg har ønsket dem god køretur derned og en skøn ferie, smilet og vinket, og ved at hun er i gode hænder hos Far, der er en god chauffør, og Farmor og Farfar, der ser farer alle vegne, og garanteret har børnesikret huset og poolen til tænderne. Alligevel er følelsen klart fifty-fifty: Enten kommer hun hjem igen, eller også gør hun ikke.

... don’t worry about the future;
or worry, but know that worrying is as effective
as trying to solve an algebra equation
by chewing bubblegum ...

Tak

2006-07-01T18:26:00.000+02:00

Både min mor og søster er flyttet i den forløbne uge, og har pr. i dag optaget residens på deres nye adresser. Min søster flytter til mit hood, og det er ganske enkelt fortrinligt. Det er SÅ skønt at få hende tættere på, for nu at anlægge den egoistiske vinkel, og derudover har hun fået en FED lejlighed, så jeg kan også være ordentligt og voksent glad på hendes vegne.

Min mor har også fået en dejlig lejlighed præcis der hvor hun gerne ville, men, men, men ... hun flytter fra sit barndomshjem, min mormor og morfars hus som min morfar selv byggede midt i forrige århundrede, og jeg har SÅ mange gode minder fra det hus. Det har været en klippe af tryghed og stabilitet gennem skilsmisse, kostskole, alkoholisme og alle de andre faktorer der tegnede min barndom og ungdom. Min mormor og morfar var GULD, simpelthen. Min morfar døde da jeg var 18, og jeg tænker stadig tit på ham. Min mormor døde for ’bare’ syv år siden, og jeg savner hende stadig. Eller måske mere præcist, jeg savner hende nu. For hun var klar til at dø, og derfor var det i orden da det skete, men efterhånden som jeg har måttet erkende at hun ikke kommer tilbage, savner jeg hende mere og mere. Og der er det temmelig isnende træk ved ateisme at døden er endegyldig. De mennesker jeg har holdt af og mistet, får jeg aldrig at se igen. Så måske er det derfor at jeg er ked af at se huset – som jo ellers bare er en død ting - forsvinde: det er den sidste bid af min mormor, det sidste bindeled til de der magiske barndomsøjeblikke hvor man VED, at i denne persons øjne er man ufejlbarlig; på de kvadratmeter følte jeg mig ubetinget accepteret.

Så når jeg nu aldrig får dem at se igen, kan dette medie vel være lige så godt (eller skidt) som ethvert andet: jeg vil bare gerne sige tak, Mormor og Morfar. I er altid hos mig, hus eller ikke hus.

... oh, at jeg tør favne dig, skære dag
kalde dig ved navne, min sjæls behag
alle gode navne som bedst jeg ved
moder, søster, elskte, min kærlighed ...

Sure Mor

2006-06-22T22:00:00.000+02:00

Jeg har læst et sted at det er en stor beslutning at få børn: Man beslutter at have sit hjerte vandrende rundt uden for kroppen resten af sit liv. Lige dét aspekt synes jeg ikke jeg hørte så meget om INDEN jeg blev mor. Det var mere varianter over ’børn er meningen med livet’ og ’man kender ikke kærlighed før man har fået et barn’. Der er faktisk flere der sammenligner forældrekærligheden med forelskelse, at man bare er så opfyldt af ønsket om at give dette barn alt hvad det kunne tænkes at have brug for, og oplever en stor tilfredsstillelse ved det.

Jeg gider ikke komme med en lang song and dance om at jeg sikkert er afvigende og dybt underlig, for jeg har talt med nok forældre til at vide at jeg ikke står helt alene med mine følelser, så lad mig bare sige skråsikkert: Sådan er det altså ikke for alle. Jeg har ganske rigtigt nogle meget store følelser for mit barn, men de er på ingen måde udelt behagelige. Fx sidder jeg ikke på arbejde opfyldt af rosenrød moderkærlighed og tænker på den lille snut der hyggeligt leger i vuggestuen. Nej, enten skænker jeg hende ikke en tanke, eller også får jeg mareridstsflashes af 100 % overbevisning: ’Hun er allerede død. De har bare ikke fået fat i mig endnu.’ Og i de øjeblikke er mit liv ganske simpelt forbi.

Der er da gode stunder, og nære øjeblikke hvor Mor er den eneste der duer, men tit defineres Mor altså som kedeligheden selv, hende der bare er der og går i ét med tapetet, ikke sin egen person, men barnets forlængede arm som bringer mælk og mad, og har hænder til tøj af og på. Man bemærker tit kun Mor når hun IKKE virker; når hun fx er i bad eller på toilettet og derfor ikke reagerer prompte nok på barnets nu-nu-nu-behov. Modermyten taget i betragtning må der være forældre der føler sig bekræftede af at være så efterspurgte, men jeg får altså lidt spændetrøjefornemmelser af det. Min datter er ikke urimelig, og jeg har meldt mig til at tilfredsstille hendes behov ved at få hende, og det gør jeg så godt og imødekommende som jeg kan. Jeg oplever det bare ikke som det mest belønnende og udbytterige jeg nogensinde har foretaget mig. Det er HELT vildt sjovt at tale med hende, men hun gider jo ikke tale med mig hele tiden. Hun vil tonse af sted, opleve verden, og ikke spilde tiden på taget-for-givet-Mor. Sådan skal det være, men det er et faktum at tonsen af sted indebærer bjerge af rod, snavs, ituslåede ejendele, buler i panden, vasketøj, uspiste måltider, alt til akkompagnement af hyl og skrig. Og ja, jeg foretrækker det frem for at sidde toute seule i et blæst Bo Bedre-hjem, men det er ikke omkostningsfrit. Livet med et lille barn (ikke hente-bringe-forsørgercentrifugen, bare det at være hjemme sammen) er så hektisk (her i huset) at alle nerveender jævnligt stritter ud gennem min nærmest hudløse overflade, og hvis jeg ikke havde hjemmet for mig selv en gang imellem, ved jeg ikke hvordan det skulle hænge sammen.

Og velmenende råd á la ’så må du sætte ambitionsniveauet ned’ eller ’så må du skrue bissen på’ løser bare ikke problemerne. Når barnet fx i et ubevogtet øjeblik hælder et helt krus mælk ned ad sig selv med vilje, hvorefter hun bliver ked af det fordi hun ikke kan lide at være våd, er der altså ikke meget ’HA! Så kan du lære det’ over det. Jeg skal jo stadig tørre op. Skifte hendes tøj. Vaske det. Trøste hende. Ikke altid fordi jeg har ondt af hende, men fordi det ulidelige skrigeri slider på mine trommehinder.

Jeg fik barn i en forventning om kærligheden som mere lykke og glæde. Og det fik jeg, men lige så meget mere angst og bekymring. Jeg oplever de store følelser for mit barn som en del mere bredspektrede end den blidt smilende moderkærlighed der fylder så meget i vores kollektive bevidsthed, og jeg nægter at føle mig som en fiasko af den grund. Så er det sagt.

... bist du bei mir
geh’ ich mit Freude
zum sterben und zu meiner ruh ...

Egoisten SHA

2006-06-14T12:08:00.000+02:00

Jeg ER bare ikke sød.

Exhibit A:
En fraskilt kollega gav mig den gode ide at købe en treliters tappevin til det originalt benævnte glas i utide – man har jo ingen at dele en flaske vin med, man gider ikke drikke en hel, man gider ikke lave sovs af resten i morgen, etc. Løsning: Tappevin på pap. Fantastisk ide. Paphvidvin (det er jo sommer) af bedste kvalitet indkøbt, henlagt i køleskab med fin følelse af forberedthed og fadebur, hvorefter der gik 14 dage uden så meget som et pip fra den indre alkoholiker. Men SÅ fik jeg en veninde på besøg, og gad jeg købe designerøl, Sancerre eller andet lækkert? Næh. ”Vi drikker bare lidt af paphvidvinen” tænkte jeg, vel vidende, men i øjeblikket fortrængende, at veninden og jeg i kombination kaldes Nitro og Glycerin, og ikke kender til mådehold. Dvs. JEG er faktisk en nogenlunde mådeholden natur (andre kalder det snerpet) men min veninde kender ikke til frasen ’nej tak’ efter de første to glas. Det var ikke gået nær så galt hvis vi havde skullet trække flasker op – der skal meget mere overvindelse til at tage hul på en ny flaske end lige at skænke sig et glas til. Vi endte (comme toujours) i noget med at redde en trans midt i kønsskifteforløbet fra selvmord, falde over egne ben, snave i fuld offentlighed (dog ikke med hinanden) og overnatte i lånt cotton coat (ægte vintage Burberry, hvis det er en formildende omstændighed). Der er ingen grund til at tvære i hvem der gjorde hvad, men nattens udskejelser gik klart hårdest ud over min veninde, og det var jeg medansvarlig i.

Exhibit B:
Skulle møde anden veninde (nævner ingen navne) den følgende supersolbeskinnede weekend, og som den skabsitaliener jeg er, insisterede jeg på at det skulle være uden døre, helst vestvendt, og der sad vi så og chit-chattede hele eftermiddagen. Jeg fik det der i min solentusiastiske familie benævnes ’et ordentligt pulver’, og glødede let på udsatte steder. Sådan SKAL det være, ellers er jeg ikke tilfreds. Men stakkels ærkenordiske veninde fik jo samme pulver, som var ulige hårdere ved hendes cremede ferskenhud. Igen, tung medansvarlighed.

Forsæt for kommende weekend: Skal have det lige så sjovt som i de to foregående UDEN at det sker på nogens bekostning.

... you can't always get what you want
and if you try sometimes you find
you get what you need ...

Sicko SHA

2006-06-11T17:10:00.000+02:00

Man kan jo ikke være lige sød altid, og jeg kan altså godt få et lidt stramt drag om munden når folk taler grimt om sig selv. Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på beklagelser over korte ben, stor røv, laskede overarme, etc. Ikke fordi jeg bliver sur, men fordi jeg bliver ked af det. Jeg kan jo godt høre at der ligger ægte smerte bag, en smerte som i parentes bemærket ikke er mig fremmed, men det er sådan et forfærdeligt spild. Man SKAL bare elske sin krop, sådan er det, den er noget man er, ikke noget man har. Jeg kan godt lide at betragte det indre selv som forælderen og den fysiske krop som barnet.

Er jeg virkelig den eneste der er så morbid? Den eneste der tænker på amputerede kropsdele og anden vansiring?* Vi prøver – følg venligst tankerække; det er bare et eksempel: Hvis du nu skulle finde dit afhuggede ben i en dynge af afhuggede lemmer, tror du så ikke du ville synes det var smukt? Ønske at det stadig sad fast på din hofte? Være ked af at du ikke påskønnede det mere mens det sad der? Hvis ja, så vær glad fordi du har det. Fuck fede ankler og appelsinhud.

Jeg kender godt det anale kontrolhysteri, og det er ikke let at lægge fra sig. Men det er min klare overbevisning at man skal forsøge. Denne tænderskærende perfektionstrang er ikke konstruktiv. Dixit.

... jeg er ikke som de andre
jeg er noget for mig selv
på landevejene vil jeg vandre
til den dag jeg må sige farvel ...

*Retorisk spørgsmål. Gider ikke se nogen næsvise ’ja’-er i kommentarboksen ;-)

Sukkersøde SHA

2006-06-09T10:31:00.000+02:00

Jeg er SÅ færdig med at være sur. Niks, fra nu af er det glad mund hele vejen, så hvis jeg mærker surhed komme snigende, modangriber jeg med sukker. Så meget der skal til. Som tidligere nævnt er jeg glad for at lave mad, og er især tilfreds med mit talent for søde ting. Jeg kan bryste mig af 5,6 hyldemeter kogebøger, så der er jo ikke den kage jeg ikke har mindst 5 opskrifter på, og som regel langt flere. Er jeg taknemmelig for denne l'embarras du choix? Jaeh. Og dog. For det er jo en pine at VÆLGE hvilken opskrift man vil bruge – hvilken er mon bedst? Denne smagsmæssigt nyskabende er ufuldstændig i sin fremgangsmådeanvisninger. Denne pålidelige virker kedelig. Denne portion er alt for stor. Yadayadayada. Hvad er resultatet? I stedet for at fejre triumf efter avanceret triumf, hænger jeg fast i en håndfuld grundopskrifter og leder til stadighed efter den optimale.

Hvad er det tilbagevendende omkvæd i madlavning? Brug kun de BEDSTE ingredienser! (udtal selv med Claus Meyersk religiøs passion i øjnene) Jeg har forstået, men hvad er det bedste? Ikke altid så ligetil at finde ud af, kan jeg afsløre. Men jeg har da udført et enkelt stykke gennemført grundforskning: Jeg valgte mig en opskrift på småkager der primært skulle smage af smør, nærmest lige dele smør/mel/sukker, bundet sammen med æggeblommer (gateau breton, en slags fransk shortbread). Jeg lavede tre portioner af samme opskrift på en eftermiddag, bagte dem i samme form, ovntemperatur, tidsrum ... den eneste variabel var smørret:

Gammeldags kærnet Fanøsmør (svinedyrt)
Thises økologiske (dyrt)
almindelig Lurpak (preiswert)

Hvis I har det med at putte folk i kasser, intelligente læsere, har I sikkert for længst gættet at jeg spiser økologisk. Og måske også at jeg har en tendens til at tænke 'dyrere er bedre'. Men jeg kan oplyse at mit bageeksperiment pegede mig i en anden retning, og dermed beviste min tidsinvesterings værd. For ja, det gammeldags smør gav klart den mest distinkte smørsmag, men konsistensen var ikke god, og blev endnu værre da de havde stået en dag: der trak væske ud der gjorde kagerne tunge i bunden og utilfredsstillende at bide i. For gammeldags smør er ikke hårdt centrifugeret som industrismør, og har derfor et lidt højere væskeindhold – og det er nok til at slå de notorisk pernitne småkageopskrifter ud af balance. Lurpak gav en lidt anonym smag, men den helt perfekte konsistens. Thise var en mellemting på den ufede måde: havde klart konsistensproblemet, uden den smagsmæssige kompensation. Og vi taler ikke kun mine (indrømmet) hyperkræsne smagsløg. Mine kolleger blev inddraget som blindsmagere, og gav mig ret. Med lidt andre ord, ganske vist: de er belevne og rosende snarere end videnskabeligt brutalt sandhedselskende, så de påstod at kunne lide dem alle. Men de kunne godt smage og se forskel.

Så konklusionen er at det kræver opskriftsmanipulation og pengepungen i orden at stræbe efter det ultimative med håndholdt smør, og jeg er faktisk endt med at bage med Lurpak 9 ud af 10 gange, og er MEGET tilfreds med mig selv pga. penge sparet og pålidelige resultater opnået. Ikke som @#£$%€&} ginger snaps, som jeg har lavet de første 50 forskellige udgaver af uden at blive forelsket i en enkelt version. De fleste spiselige, bevares, men ikke fortryllende. Men lad mig nu ikke blive sur over ginger snaps-miseren, det var Lurpak-succesen jeg ville dvæle ved i dag. Håber en dag at kunne vende tilbage med opskriften på den ultimative ginger snap, så vi alle kan sove roligere. Så sød er jeg.

... sugar pie honey bunch
you know that I love you
I cant help myself
I love you and nobody else ...

Sure SHA siger nej

2006-06-04T21:23:00.000+02:00

NEJ! Gu’ skal de lesbiske ej have ret til offentligt betalt kunstig befrugtning! Det er der ingen af os der skal! Hvis man ikke kan blive gravid på den gammeldags facon er det fordi avlsmaterialet er af for ringe beskaffenhed efter Moder Naturs mening. Og hende har jeg respekt for. Ja, selvfølgelig er det synd at skulle savne de børn man altid har drømt om, men der er så meget der er synd. Tag og vær lidt god ved de børn der allerede er i verden. Og hvis man partout vil spille hasard med sit eget helbred, sit parforhold og sit afkoms livskvalitet, må man sørendansemig betale for det selv.

NEJ! Gu’ skal vi ej have aktiv dødshjælp. Skal læger tvinges til at være bødler? Har efterladte altid ubesmittet rene hensigter i forhold til familiens ældre? Nej, gu’ har de ej. Selvfølgelig er det synd at man skal ligge der og lide, men der er så meget der er synd. Hvis man partout vil dø, må man sørendansemig sørge for det selv inden det står så skidt til at man ikke kan tage en overdosis af sin smertestillende medicin.

... tomheden råder i stort & i småt
& ungdommen færdes på krykker
jeg væbner mig med horn & cirkusmusik
for det er stadig kun muzakken der rykker ...

Ser jeg fed ud i den her?

2006-06-01T21:20:00.000+02:00

Det er sikkert vores egen skyld. Alle mulige manipulerende fisken-komplimenter-spørgsmål har vænnet mandekønnet til at lyve for os.

I troede måske jeg var færdig med at være bitter? Næhæ. Ikke det der ligner. Jeg kan slet ikke BESKRIVE hvor nede jeg er over udsigten til spil, spil, og flere spil. Hvad skal der til for at få sandheden ud af en mand? Jeg er godt klar over I lyver for at opnå noget. I vil måske kalde det den gode stemning (se overskrift), men skal vi nu ikke bare være ærlige og kalde tingene ved rette navn? Blowjobs. Blowjob = dobbeltplusgodt. I get it. Der er ingen grænser for hvor meget I vil lyve for et blowjob. Og det må jeg jo, som medlem af kvindekønnet, tage min del af ansvaret for. Der er åbenbart for få blowjobs i udbud, siden efterspørgslen er så desperat.

Men besvar så lige mit spørgsmål, vil I ikke nok? Jeg spurgte nemlig en ellers velafbalanceret ven forleden, og han hostede sin cola ud af næsen, og i al balladen med optørring og næsepuds blev spørgsmålet aldrig besvaret: Hvis jeg nu, stor som jeg er, accepterer at I lyver for at få det blowjob, HVOR MANGE blowjobs skal jeg så give før jeg har gjort mig fortjent til ikke at blive løjet for?

I bet you're wondering when
the next payback shoe will eventually drop.
I bet you're wondering when my conditional police
will force you to cough up

Kulturpessimisten SHA

2006-05-30T18:13:00.000+02:00

Jeg var også i biografen i weekenden hvor jeg så X-Men: The Last Stand. Jeg nåede lige at fortælle en ven at jeg havde været i biografen, før han afbrød: ”Så du Match Point?” Æhm, nej. De sidste tre weekender er gået med hhv. Ice Age 2, Da Vincimysteriet og X-Men. Hans ansigt krøllede sig sammen i lede: ”Nå, du kører rigtigt den brune mainstream, hva’?” Og det må jeg jo indrømme. Fakta overdøver min påståede intellektualisme og ditto forkærlighed for finkultur. Jeg VIL virkeligt gerne se Match Point, muligheden har bare ikke lige været der (Yeah, right!!). Ej heller det villige selskab, og jeg får mig altså ikke nosset i biografen alene.

Men nu hvor vi har fastslået at jeg er en uforbederlig poptøs hvad film angår, kan jeg kun sige: ”Heldigvis! Ellers var jeg da faldet helt igennem.” For hvis jeg følte mig ude af segmentet i Imperial, følte jeg mig da helt i etnologskoene i Cinemaxx. Ikke at klientellet var utåleligt (jeg skulle nødig snakke – jeg var selv i træningsbukser og udstyret med kæmpe popcorn), men forfilmene! Er der nogen der har hørt om Tokyo Drift, eller om nogen der skulle have lyst til at se den? For jeg nægter at tro at nogen af jer kunne have lyst. Det er noget med noget bilræs i Japan, biler med flammer malet hen ad siderne og åndsfattige bemærkninger af lev-stærkt-dø-ung-typen, udtalt med stenansigt af unge, kedelige mænd, med unge, kedelige, bekymret udseende duller på armen. Jeg kan slet ikke beskrive hvor ringe den så ud.

Nå, harme fortager sig, men forsvinder ikke helt: Næppe er Christopher Reeve kold i sin grav, før de laver en ny Superman, en prequel, ser det ud til. Kedelig Clark, kedelig Lois, de lignede bipersoner fra Days of Our Lives. Men den kunne man måske finde på at se for ikonets skyld. Måske i kombi med en lille Christopher Reeve-memorial. Snøft. Stakkels Christopher. Du er den eneste rigtige Superman.

Og for lige at afslutte mit lille biotema vil jeg gerne bringe en rettelse: Pia forsøgte ikke at sælge Dansk Folkeparti som en amagerhylde, men på ’Morten Korch-mentaliteten’. Beklager hukommelsessvigt.

Hvis det undrer nogen hvorfor jeg først poster om weekenden nu, kan jeg fortælle at jeg har fået slebet knive, og det kan jeg tydeligvis ikke administrere. Jeg har haft så mange plastre på mine tastefingre at man skulle tro at jeg havde håndfodret et helt akvarium piranhaer.

... Well, you don't know me,
but I know you.
And I've got a message to give to you.
Here come the planes.
So you better get ready. Ready to go.
You can come as you are, but pay as you go ...

Havesyge SHA

2006-05-28T21:37:00.000+02:00

Jeg har tidligere skrevet hvor glad jeg var for min iPod og min Shuffle, og bedyret at med dem var alle mine musikalske lyster tilfredsstillet. Og det er faktisk ikke så mange måneder siden. Men får man nogensinde nok? Nej. Nej.

For nu vil jeg gerne have en iPod TIL. Som tidligere beskrevet er min iPod mit stereoanlæg, og jeg har ikke så meget som en ghettoblaster at spille cd’er på, så ALT ligger på iPod’en. Julemusik, børnemusik, MIN musik, klassisk musik samt øvelserne til Den Velfungerende Bækkenbund. ”Ja tak, SHA, too much information, hvad rager det os? Du kan da bare lade være med at høre det, ikke?” Joooooh. Det ku’ jeg vel. Jeg er bare så glad for funktionen ’Bland sange’ der spiller alle 5.500 numre i vilkårlig rækkefølge. Så har man et lydtapet til når der ikke er noget ved DR X og de andre radioflader, uden irriterende P3-værter og deres endnu mere irriterende lyttere der altid skal ringe ind om et eller andet. Et lydtapet der er udvalgt af en selv, men hvor man alligevel bliver overrasket og hører musik man fuldstændig har glemt. Men så kommer Sigurd Barrett og alle de andre Åh Abe-terrorister og forstyrrer. Og Dolly Sings Christmas. Og ”Læg dig på måtten med benene bøjet”. Øv, altså!! Jeg tror jeg har fået et let tilfælde af seneskedehindebetændelse af at tampe på ’Næste nummer’-knappen. Og ud over den fysiske anstrengelse forstyrrer det mit FLOW. Min hyggelige, børnefri, meditative læseeftermiddag.

Jeg vil have en iPod TIL, og på den vil jeg lægge al den hæslige børnemusik. Jeg har tidligere syntes at Kaj og Andrea var meget hyggelige, men efter 3 trilliarder gentagelser er jeg parat til at klippe de lortedukker i stykker live on tv, hvis jeg bare må slippe for at høre dem igen. Og af al børnemusikken er det dem jeg BEDST kan lide. Væk med bækkenbunden; den kan jeg finde frem når jeg er i det pligtopfyldende hjørne. Der er alligevel INGEN chance for at jeg sådan lige laver et par øvelser, bare fordi iPod’en siger at jeg skal bøje benene. Ud med det klassiske; der er alt for mange kedelige mellemsatser og skingre operasopraner. Og selvfølgelig ud med julemusikken, som jeg ganske vist elsker, men har rationeret til én måned om året. Jeg ville således have en Pligt- og Lager-iPod og en Populærmusikhimmel-iPod, og sidstnævnte kunne køre ’Bland sange’ så der ikke var et øje tørt. Hos mig, i hvert fald.

Det ville dog ikke være uden omkostninger: Da jeg sidst lå og var småutilfreds med alt det uønskede der sneg sig ind i de blandede sange, blev jeg pludselig forstenet af den skønneste lyd. Hvis mit liv var en film, var det den musik der ville spille når min himmels porte åbnes. Det er hjerteskærende smukt, og dog så fredfyldt: Brahms’ Ein Deutsches Requiem, nærmere bestemt 4. sats, Wie lieblich sind deine Wohnungen. Den musik kan stoppe mig, uanset hvad jeg laver. Den udtrykker det ypperste, og det, at den er en del af en grundfæstet religiøs tradition, skal ikke forhindre en ateist som mig i at nyde den. Jeg kan godt fornemme det ypperste, selvom jeg ikke kan fornemme gud.

Wie lieblich sind deine Wohnungen, Herr Zebaoth!
Meine Seele verlanget und sehnet sich nach den Vorhöfen des Herrn;
mein Leib und Seele freuen sich in dem lebendigen Gott.

Om at have en blog

2006-05-25T13:15:00.000+02:00

Dengang mobiltelefoner var nye og grænseoverskridende, var der en af mine vittige og velformulerede venner der brokkede sig over at turen hjem med kystbanen var blevet en plage af uønskede intime detaljer fra fremmede menneskers liv: ”Så skal jeg sidde der og høre på at pigerne krænger fissen ud til en sommerhat!” Ah yes. Quite. Og det samme er blevet antydet i spørgsmålet om hvad jeg dog vil med en blog? Hvorfor udlevere sig selv sådan? Hvorfor belaste andre mennesker med mine irrelevante følelser og overvejelser? Hvad vil folk dog ikke tænke om mig hvis de genkender mig?

Det er vel et spørgsmål om blufærdighed, hvis kropslige variant jeg har behandlet tidligere. For mig at se er den følelsesmæssige blufærdighed parallel: Det at have en blog er ikke mere selvudleverende end at have en krop. I det offentlige rum er jeg påklædt, kropsligt tildækket, mere eller mindre velovervejet, for at tjene det ene eller det andet praktiske formål, men selvom dem jeg omgås vel ikke tænker på det, er der jo en nøgen krop indenunder. Fuldstændig som man udmærket godt kender den tildækkede sandhed når ens ligblege, skilsmisseramte kollega svarer ”Fint” på ens spørgsmål om hvordan det går. Svaret er både et udtryk for blufærdighed: ”Jeg vil ikke vise mig frem i al min nøgne sårbarhed” og hensynsfuldhed: ”Du skal ikke belastes med al denne elendighed”. Er det ikke af de samme to grunde vi tager tøj på? Ud over Danmarks temperaturmæssigt menneskefjendske beliggenhed, altså?

Vi har alle private følelser og overvejelser, vores private virkelighed, men vi har det meget forskelligt med at dele den med andre, igen parallelt til den kropslige blufærdighed:

Der findes mennesker som bare ikke vil vise sig nøgne; ikke i omklædningsrum, hverken over for det modsatte eller deres eget køn, og i helt ekstreme tilfælde ikke over for egne sexpartnere. Lad os kalde dem de generte.
Så er der en midtergruppe der er ok med nøgenhed på rette tid og sted, fx omklædningsrum, lægeundersøgelser, i eget hjem, måske endda natlig nøgenbadning på rustur? Lad os kalde dem de afslappede.
Og så er der en gruppe der nyder at være nøgne, jo mere offentligt, jo bedre, og lykkeligt smider al tøjet i Kgs. Have ved første solstrejf og til fester efter indtagelse af beskedne mængder alkohol. Lad os kalde dem de ekshibitionistiske.

Jeg tillader mig at være nøgen her på bloggen på mine egne enemærker, og ikke lige op i synet på folk. ’Lige op i synet’ ville, for mig at se, være at rulle ud med mine hjerteblødende afvisningshistorier på foranledning af høflighedsforespørgsler til hvordan det går. Det jeg gør her, hører for mig hjemme i ovennævnte ’afslappede’ kategori. Folk der synes jeg krænger fissen ud til en sommerhat, har jo rig mulighed for at undgå disse sider (selvom en læser lige er endt her efter søgningen ’klidboller’; undskyld, sunde og dydige læser, hvis du mistede appetitten). Jeg vil bestemt ikke udelukke at fx kolleger vil kunne genkende mig hvis deres vej falder forbi, men jeg er ligeglad. De er forhåbentlig udmærket klar over at jeg har mere virkelighed end den velklædte professionalisme (sådan da) de normalt ser. Jeg synes egentlig at det mest oplagte er at respektere mit privatliv og klikke sig videre, men hvis de har glæde af at læse med, har jeg intet problem med det. Jeg er nøgen i min egen lejlighed, sådan virtuelt, og hvis nogen synes det er spændende at holde øje med, kan jeg ikke tage mig af det. Jeg føler ikke at jeg udstiller noget, jeg er bare mig selv. Afslappet, ikke ekshibitionistisk. Men vi sætter nok grænserne forskelligt på kontinuummet Genert-Afslappet-Ekshibitionistisk, og nogle af dem jeg kalder generte, ville vel kalde mig ekshibitionistisk. Hvad siger I, medbloggere? Er vi ekshibitionister hele bundtet?

... I'll be worthy, right?
Only when you realize the gem I am? ...

Optændt af den hellige projektstyringsild

2006-05-23T22:06:00.000+02:00

Jeg læste en interessant kronik af Torsten Jansen i Politiken forleden. Den handlede i superkorte træk om hvor barokt det er at vi alle hylder ægteskabet og kernefamilien, eller om ikke hylder, så dog kaster os ud i det, og uden at blinke accepterer en astronomisk fiaskoprocent. 40 % går fra hinanden, og hvad er reaktionen? Skuldertræk, oh tempora, oh mores, ja, sådan bliver vi slynget fra hinanden af hverdagens centrifuge.

Men han spørger meget rammende om vi ville acceptere det samme på andre områder: 40 % af virksomheder går konkurs? 40 % gennemfører ikke deres uddannelse? 40 % af boliger ender på tvangsauktion? Mon ikke vi ville iværksætte lidt undersøgelser? Evt. afprøve andre måder at gøre tingene på? Nye samlivsmønstre? Hvor vi kun bor sammen noget af tiden? Hvor generationerne bor integreret, men på hver sin etage? Klyngehuskollektiv? Naboeneboere? Jeg er sådan set åben over for det hele. Måske virker det søgt på nogle at opstille ’kunstige’ familiemønstre, men hvad har vi at tabe? Intet af dette skulle være tvang, selvsagt, men mon ikke man kan finde kandidater der har lyst til at ryste posen lidt i deres liv? Som en af mine venner kynisk svarede: ”Jo, bare de bliver filmet.” Det var ikke min tanke, men nuvel. Der bliver alligevel brugt masser af skattekroner på at reparere den begrædelige tingenes tilstand via mægling, ekstra tilskud til enlige forsørgere, støtteforanstaltninger til de udsatte børn, etc., så hvorfor ikke kanalisere lidt midler hen til noget proaktivt?

Hvis jeg var projektleder på Familien Danmark, ville jeg ikke være i tvivl om at der skulle handles. Med en fiaskoprocent på 40 står jeg jo til lodret fyring. Der skulle brainstormes om Mål: Hvad vil vi med Familien Danmark? Der skulle udarbejdes ordentlige Interessantanalyser: Hvad er Fars succeskriterier? Mors? Børnenes? Samfundets? Der skulle Risikovurderes: Hvor kommer truslerne fra? Der skulle estimeres Budget: Hvad må det koste? Ud fra dette ville jeg udforme nogle scenarier der så vidt muligt tog hensyn til det afdækkede, og så ville jeg se at få dem afprøvet med Faser, Milepæle, Evaluering, hele svineriet, for at opnå ny Viden.

Ja ja, jeg ved godt at vi som individer danner par og familier for at få dækket følelsesmæssige og biologiske behov, men er det ikke lidt interessant at anskue institutionen Familien fra projektvinklen? For der er jo unægteligt mønstre der går igen, uanset hvor meget vores individuelle familie føles unik, så måske findes der også værktøjer der kan hjælpe Familien på mere ret køl? Eller også ender vi måske med at konkludere at det er Forventningsafstemningen der har været helt gal? Måske er det slet ikke meningen at vi alle skal leve i Familien?

... if I had a hammer
I’d a-hammer in the mo-orning ...

To overraskelser og en påmindelse

2006-05-21T11:42:00.000+02:00

Jeg er som bekendt tjekket, cool og trendsettende, hvilket bl.a. giver sig udtryk i at jeg går i biografen på coole tidspunkter – altså om aftenen. Ikke om dagen sammen med de arbejdsløse og indenlandsturisterne. Men det glippede med Da Vincimysteriet; jeg var ikke helt så avantgarde som vanligt, ergo var alle billetterne til fredag aften væk, den ene og den anden aftale var i vejen, og summa summarum satte jeg mig til rette i det røde plyssæde lørdag kl. 12 middag.

Og så var det jeg blev mindet om at klientellet er et andet på det tidspunkt: Coole, trendsettende biografgæster ignorerer som bekendt reklamerne, men sådan en lørdag middag bliver der altså grinet højt og hjerteligt af selv den allerældste ’sluk mobilen’-spot, den hvor Laus Højbye, tidligere Krumme, nu reklameskuespiller, løber gennem regnen på flugt fra truende hætteklædt mand, der viser sig at være harmløs bureaukrattype, som med fistelstemme gør opmærksom på at ekskrumme havde glemt at slukke mobilen i biffen. HA HA HAAA! Min søster og jeg kiggede hårdt prøvet på hinanden: ”Godt det ikke er en komedie,” sagde søster, og vi fortsatte vores begavede og tidsfordrivende samtale hen over de dræbende kedsommelige og gammelkendte reklamer. Men hvad?! Hvad var det for en kendt skærebrænderstemme jeg aldrig tidligere har hørt i Imperial? Pia Kjærsgaards! Hun har simpelthen indtalt en hvervespot for Dansk Folkeparti. Konceptet er tyvstjålet fra Politiken, men det er også godt: det der med at citere hvad ens kritikere siger om en (’flæbende pladderhumanisme’, ’feministisk bøsseævl’), derved signalerende humoristisk overskud, og måske i forbifarten udstillende ens kritikeres manglende saglighed. DF’s var lavet som et slagtilbud hvor man kunne få hele TRE ting dødbilligt:

"Kakkelbord + amagerhylde(?) + kolonihavementalitet i et helt år, kun kr. 150,-.
Meld dig ind i Dansk Folkeparti."

Altså, nu var jeg jo trendsettende uopmærksom, så jeg er ikke sikker på amagerhylden, men de to andre er gode nok. Og så indtalt af Pia selv! Ganske vist også kopieret fra Politikens reklamer, indtalt af Thøger selv, men det er sgu da humor! Hvilket ærligt talt ikke er det jeg kender DF for – yderst overraskende.

Dagens anden overraskelse stod selve filmen for: den fortjener overhovedet ikke den sviner den har fået af anmelderne. Den anmelder der kritiserede Tom Hanks for at ’drukne i alt for lang og kompleks dialog’ skulle gå hjem og forsøge at få sit lix-tal op over pixibog. Muligvis ikke hæsblæsende spændende, men ikke ueffent skruet sammen, synes jeg. Det forekommer mig brandurimeligt at lægge filmen til last at vi alle har læst bogen; nye måder at se verden på, fiktive så vel som faktuelle, er nu engang kun livsgrundlagsomvæltende første gang man hører dem, så selvfølgelig bliver man ikke rystet i sit sinds grundvold over filmen når man har læst bogen. Og de anmeldere der har haft den forventning, og derfor nu føler sig berettigede til at sidde og sige ’Øøøøøvvvvv! En tiger ...’ virker barnlige i deres urimelighed. Måske genbruger Ron Howard de visuelle effekter fra A Beautiful Mind, men jeg synes stadig de er flotte. Hvis jeg endelig skal kritisere den for noget, er det ikke at den kæntrer i sit forsøg på at få hele bogen med, snarere det modsatte: jeg tror den vil være svær at følge hvis man IKKE har læst bogen, fordi en del nøglepersoner, især på skurkesiden, kun lige bliver hastigt skitseret, og deres bevæggrunde står mildest talt tågede. Nå, jeg vil ikke udnævne den til årets film (den er fx heller ikke helt fri for gud-er-god-morale), men synes bestemt den er seværdig og underholdende.

... what part of our history's reinvented and under rug swept?
what part of your memory is selective and tends to forget? ...

Stavningsservice

2006-05-19T15:52:00.000+02:00

Jeg LOVER at jeg ikke sad og granskede mine følelser. Det gjorde jeg virkelig ikke. Og selvom jeg gjorde, ved jeg godt at det er på tide at blogge om noget andet. Men altså, jeg FORSØGTE at arbejde, og ud fra mine papirer springer ordet ’hårknude’, samtidig med at mit ukoncentrerede sind konstaterer at mine følelser er gået i hårdknude. Hvor tarveligt er det lige af det danske sprog? Kan man VÆRE mere spidsfindig? Så lad mig, serviceminded som altid, klargøre at ’hårdknude’ kun bruges billedligt, når noget er så sammenfiltret at situationen er umulig at rede ud. ’Hårknude’, derimod, bruges kun bogstaveligt om langt hår der bindes op på en eller anden måde på hovedet.

'Sproglig spidsfindighed' fik mig til at tænke på en god bog jeg læste sidste år. Og jeg er jo netop kommet med i en bogklub, hurra! Det glæder jeg mig meget til. Gad vide om jeg kan lokke dem til at læse Jonathan Strange & Mr. Norrell? Det er en skøn og helt unik bog, men ubestrideligt lang. Og måske også lidt lang tid om at komme i gang. Man skal som regel give en bog en 50 siders tid før man tænker ’Det her er fedt. Den vil jeg læse færdig. Jeg må vide hvad der sker.’ Som jeg husker det, skulle denne have 300 sider før jeg tænkte sådan. Og det var bestemt ikke fordi jeg kedede mig de første 300 sider, jeg kunne bare ikke lure hvor bogen var på vej hen. Det lyder sikkert utåleligt, at en bog på 800 sider væver de første 300, men jeg synes at den var en meget belønnende læseoplevelse. Unik historie, unik sprogbehandling, unikke karakterer. I den grad Harry Potter for voksne intellektuelle. Jeg fik den danske udgave forærende, og gav den videre da jeg allerede havde den engelske, men fra de små punkttjek jeg lavede, virkede oversættelsen rigtig god. Og jeg misunder bestemt ikke den oversætter der fik den tjans. Så jeg ville dødgerne citere fra den danske, men den er altså nået et trin højere op i fødekæden. Men en smagsprøve skal I have; vi møder Stephen, vores helt, og ’the gentleman’, en værre skurk:

... Stephen made some admiring remark about the colour which was not exactly pale blue and not exactly grey, not precisely lavender and not precisely lilac.
- ”Yes, indeed! It is beautiful,” agreed the gentleman enthusiastically. ”And very hard to make. The pigment must be mixed with the tears of spinsters of good family, who must live long lives of impeccable virtue and die without ever having had a day of true happiness!”
- ”Poor ladies!” said Stephen. ”I am glad it is so rare.”
- ”Oh! It is not the tears that make it rare – I have bottles full of those – it is the skill to mix the colour.”

Hjerne er grød – igen

2006-05-17T16:40:00.000+02:00

Tak for kærlig henstilling, Leto – jeg har hyggemailet for meget og blogget for lidt. Men jeg har bare fortvivlende lidt at byde på for tiden. Fx har jeg siddet på arbejde og stirret på frasen Abstand zwischen Bäumen de sidste fem minutter til ingen verdens nytte. Don’t ask. Eller jo, lad mig prøve at forklare: Jeg skal gøre et eller andet lækkert XML’et ved den, men fandme om jeg kan huske hvad det er. Eller rettere, ved opbydelsen af al koncentration kan jeg have processerne presente i hovedet, men når jeg så bøjer hovedet (kan ikke blindskrift) over tastaturet for at GØRE det, bruger hjernen så meget energi på mine hænders motorik at processerne bliver til tåge. Hvis min hjerne var en computer (HA! As if!) ville jeg konstant have det den der meddelelse stående om at oprydning på C:/ er påkrævet, da man er ved at løbe tør for hukommelse.

Jeg har før mukket over at man ikke selv kan bestemme hvad man husker. Alt muligt overflødigt bras, Matadorcitater, morgensange, barndommens slikpriser, norske melodigramprisanges point, sladder om samtlige ABBA-medlemmer, navne på og særtræk ved hunderacer jeg aldrig bliver ejer af, etc., etc., etc., ligger og fylder det hele, og blokerer for alt det jeg gerne vil lære og huske i dag. Jeg ville gerne være skarp i afkodningen af et XSLT, kunne ryste Unicode-værdier ud af ærmet, programmere min blog i WordPress og kunne forstå min selvangivelse, men nej. Til gengæld kan jeg alle 11 vers af Danmark, nu blunder den lyse nat udenad. Duh. Et typisk eksempel på fejldisponeret begavelse, ifølge Piet Hein: Det er meget kvikkere at bruge hovedet som et stort værksted og et lille lager end omvendt. Ja tak, but how?

Og nu vi er ved konstruktionsfejl: hvorfor fanden kan man ikke lukke ørerne? Åh, det ville være så fredfyldt. Hvad siger du? Savanne ... rovdyr ... altid på vagt ... overlevelse. Ja ja, meget vel, men er det ikke det vi har evolutionen til? Skal vi ikke se at komme videre?

... I can feel so unsexy for someone so beautiful
so unloved for someone so fine
I can feel so boring for someone so interesting
so ignorant for someone of sound mind ...

Læsning er noget skidt

2006-05-10T22:00:00.000+02:00

Det er i hvert fald tesen blandt nogle sunde meditations- og yogatyper jeg med mellemrum har hængt ud med. ”Ah, den læsende leddiggænger”, som en af dem patroniserende sagde til mig med bogen, hvorefter han selvfedt satte sig i lotus med linealryg og indstillede sit blik på uendeligt. Jeg kan ikke meditere, so sue me. Og min lotus er faktisk heller ikke langtidsholdbar, hvis sandheden skal frem. Men når jeg læser, forsvinder verden for mig, og er det ikke pointen?

Det er muligvis mit stof, min krykke, men mellem os sagt har jeg også brug for en krykke for tiden. Alting kører som i sirup – tungt og langsomt. Så eskapisme, kom og tag mig. Jeg kan rapportere at Khourys The Last Templar var ret fængende, men havde en helt gnistfri kærlighedshistorie og en TOPirriterende slutning. Selv i fiktionsform kan jeg næsten ikke HA’ de der gud-er-god-moraler. Næh, må jeg så bede om ærlig hedenskab, fx Saylors Roman Blood. Se, det er spænding, oplysning, underholdning ... der er intet som et godt periodedrama der i den grad kan løfte én ud af hverdagen. Og det bedste er at jeg også købte den næste i serien i samme hug – jeg VIDSTE bare de ville være gode. Så den venter på mig, indbydende på en smagfuld, matcacheret måde. Ikke noget lufthavnslitteraturlir, præg og forgyldning og den slags. Næh, det er ramasjang med goooooood smag.

Jeg fortsætter nu også mit udviklende arbejde med Dr. Phil der bl.a. påstår at det er en fordom at all mænd er liderkarle på bunden - og det lyder jo lovende. Han siger til gengæld også at det er et faktum at a. mænd primært tænder på det de ikke kan få, og b. bliver hylet ud af den af stærke kvinder. Hrrrmmmmpfff. Hvis de skal være så trekantede og ude af stand til at se hvad der er til deres fordel, så gider jeg dem da heldigvis slet ikke. De er jo heller ikke ufarlige, for iflg. Anders Lund Madsen er mænd grævlinger, og derfor nødt til at bide til det knaser. Av.

... look into his angeleyes
you'll think you're in paradise
and one day you'll find out he wears a disguise
don't look too deep into those angeleyes ...

Hvem er du – i fem ord?

2006-05-06T22:18:00.000+02:00

Boris Planteskægs post om kærestekrav på listeform fik det til at klø i mine tastefingre for at kommentere, og inden jeg så mig om blev det enormt langt og enormt meget min egen dagsorden, så jeg rykkede det hertil. Men læs hans post og kommentarerne først.

For selvfølgelig er det dødsdømt at have en tjekliste som potentielle kærester skal stemme overens med. I hvert fald hvis listen er lang som et ondt år og bugner af overfladehejs som ’egen bolig’, ’stor bil’, ’dygtig bowlingspiller’ og den slags. Men jeg vil stadig vove at forsvare listen, eller i det mindste én permutation af Listen; ideen er vist oprindeligt Joan Ørtings, men jeg har fået den refereret af en veninde:

Man skal granske sit inderste, og finde frem til sine kerneværdier eller mest skattede træk. De ting ved én selv som man holder klippefast i, de ting som man aldrig vil gå på kompromis med, fordi man rent faktisk er meget stolt af at have netop disse træk. Det kan være ’sandfærdig’, ’rationel’, ’intuitiv’, ’kreativ’, ’intelligent’ – hvad man nu end mener er det mest karakteristiske OG beundringsværdige ved en selv som person. Jeg syntes det var en svær, men også interessant øvelse, og efter længere tids brainstorming/grovsortering/finsortering endte jeg med en liste hvis indhold egentlig overraskede mig, selvom den burde have stået med flammeskrift for mit indre øje hele tiden – den var jo MIG. Og da jeg havde formuleret mine træk, stod det mig fx meget klarere hvad der var gået galt i mit ægteskab. Jeg opnåede altså en indsigt ved denne øvelse som månedsvis af diskussioner og parterapi ikke havde givet mig.

Man skal finde FEM træk, og så skal man lede efter en partner med DE SAMME træk. Og det er ikke urimeligt, iflg. Joan Ørting, fordi man beder jo ikke om en million ting, men kun fem. Og selvfølgelig er vi alle langt mere end hvad der kan beskrives med fem ord, men de fem, den klangbung, SKAL altså være der. Så har man et fundament hvorpå man kan forhandle og kompromisse om resten. På mig virker det troværdigt. I min parterapi kom det frem at min eks og jeg havde valgt hinanden på den helt klassiske måde, med traumerne. Sådan at forstå at man ubevidst leder efter sin modsætning, den der kan fylde alle hullerne og gøre én hel. Men når forelskelsens brusen lægger sig, kan man ikke forlige sig med den andens anderledeshed, og selv de ting man mente at have til fælles, kan vise sig at mangle soliditet; for hvad hjælper det at man har noget til fælles, hvis man tillægger det helt forskellig vægt? At det der er livet om at gøre for den ene, er ret ligegyldigt for den anden, selvom man på overfladen ser ens på det?

Som det fremgår af nærværende blog, har min fine fempunktsliste ikke skaffet mig en match-made-in-heaven-partner, men jeg tillader mig at anbefale fremgangsmåden alligevel. Det er en meget selvtillidsløftende proces at fokusere på sine stærke sider og bedste træk, og en velkommen afveksling fra selvhjælpsvinklen hvor man ’arbejder med sig selv’ og afdækker sine ’issues’ i et omfang så man føler sig helt fejlbehæftet. Find de fem ord, så ser du ikke kun hullerne i osten.

... so for a while we conducted experiments
in an apartment by the river run
and we found out that the two things we put together
had a bad tendency to explode ...

Kort nyt

2006-05-04T22:20:00.000+02:00

Min søster har haft periskopet ude i de fjernere kredse af sin omgangskreds for at finde en date til mig, og et lovende emne blev lokaliseret. Ifølge den fælles bekendt er han ’klog som en bog’, og dette skønne udtryk bliver bestemt ikke mindre latterfremkaldende af at hun taler klingende bornholmsk. Aldersforskellen er lige stor nok, så der er ingen date på bedding, men ovenstående udtryk er gevinst nok.

På mit kontor står nu en frodig plante smækfuld af flammelyserøde blomster, en opmuntringsgave fra kollega og kontornabo efter han havde luret Passionskrisen. Han var behørigt fortørnet, men er ellers ikke den store for følelser i det offentlige rum, så han satte hurtigt et optimistisk smil på: ”Schwamm darüber, SHA! Du skal bare sætte en blomst i håret, tage danseskoene på og gå på bar!” Hvilket sikkert er et fint råd, og supercharmerende i hans formulering, der minder om noget en ung Henning Mouritzen ville sige i en gammel dansk film. Så det vil jeg gøre.

... sånt är livet, sånt är livet
så mycket falskhet bor det här
den man förlorar vinner en annan
så håll i vännen som du har kär ...

Ukuelig – eller bare nem?

2006-05-02T13:37:00.000+02:00

Jeg burde sidde og surmule i århundredets penisembargo, men synes pludselig at mandekønnet gnistrer af formildende træk! Nogle af dem er bare så hylende grinagtige (Kærlige Peanut møder Stodderoliven – jeg elsker det!) at jeg frydes, og andre er så (æhm, belært af nylig erfaring må jeg hellere skrive ’virker så’) ærlige og direkte og varme at jeg bliver helt afvæbnet. Og det vel at mærke på et tidspunkt hvor jeg ellers troede at jeg havde væbnet mig til tænderne og hevet paraderne op til DEFCON 1.

Mænd har det jo bare slet ikke nemt. Det bevidnes af Norah Vincent, der i Self-Made Man har beskrevet sine oplevelser som undercover mand. Hun er selv en kvinde, gift med en kvinde, og derfor på ingen måde uvidende om kvinders opførsel generelt. Men hun konkluderer på sin interaktion med kvinder som mand at hun er ” ... forbløffet over hvor megen afvisning og arrogance heteroseksuelle mænd må finde sig i ...”

Jeg er ikke blind for kønnets fejl, men det er ligegyldigt om jeg render ind i idiot efter idiot: mandehader bliver jeg aldrig.

... they say a restless body can hide a peaceful soul
a voyager and a settler, both have a distant goal
if I explore the heavens, or if I search inside
it really doesn’t matter
as long as I can tell myself
that I have always tried ...

’SHA’ står for Skal Hurtigt Afvises?

2006-04-30T10:47:00.000+02:00

’Afvisning’ er, som nogle vil have opdaget, udgangspunktet for og et tilbagevendende tema på denne blog. I det nuværende Passionefterspil er mine tanker fløjet tilbage til en her ubeskrevet afvisning, Australieren, som jeg var smaskforelsket i og VIRKELIGT troede var forelsket i mig. Da det viste sig at han ikke var det, og fuldstændigt fralagde sig ansvaret for hvordan jeg dog kunne have fået det indtryk, gik jeg bag af dansen to the tune of næsten 2½ års cølibat. SÅ er man ramt. Og jeg troede selvfølgelig ALDRIG jeg skulle komme mig. Men det gjorde jeg, i dag ville jeg ikke gide ham hvis han dukkede op, og selvom der har været afvisninger siden, har ingen af dem kostet mig tilsvarende meget kostbart liv. Så trods nuværende (forbigående, jeg lover!) tudefjæs, er der fremgang i min afvisningshåndtering.

Men tro ikke at afvisningerne er forbeholdt partnersfæren i mit liv, nej, nej. Jeg har i mange år været bloddonor, fordi det gav mig sådan en rar fornemmelse af social ansvarlighed og gavmildhed over for mine medmennesker, samt den tilbagevendende mulighed for at prale med ikke at være bange for nåle. Ynkeligt, jeg ved det godt, men man må jo styrke sit ego hvor man kan. Nå, men efter flere års karantæne pga. nogle ture til Indien, fulgt af graviditet og amning, skulle den helgenagtige praksis genoptages via en ny blodbank. Jeg kommer derud og smider mig på en ’venstrebriks’ – det er åbenbart kun min venstre arm der er til at stikke i, har adskillige sygeplejersker let misbilligende fortalt mig, mens de masede og møvlede med nålene. Det var jo fint for mig, så kunne jeg være den seje og overskudsagtige: ’Pyt med det, du stikker bare et nyt sted; det gør ikke mig noget’. Men denne gang var SLET ikke god. Der blev stukket og vredet rundt adskillige gange, så da nålen endelig fandt sin åre, sad den, om ikke smertefuldt, så dog meget ukomfortabelt. Og, muligvis pga. den dårlige placering, løb blodet langsommere og langsommere, uanset hvor meget jeg venepumpede eller slappede af. Blodet løber direkte ned i en pose med kemikalier, så der SKAL en halv liter til, ellers er kemikaliekoncentrationen for stor. Til sidst mistede vi vist begge tålmodigheden, sygeplejersken og jeg, nålen blev (endelig!) fjernet, og hun gik hen for at tjekke om portionen kunne bruges. Nej. Den vejede 487g, 13g for lidt, og hun smed den i skraldespanden lige for næsen af mig. Med beklagelse, men alligevel. Vi talte lidt om mine dårlige årer og lovligt lave blodtryk mens vi ventede på resultatet af den rutinemæssige måling af blodprocent. Jeg ligger i den helt lave ende af normalen, og har altid gjort det, men det er uhyre sjældent jeg mærker noget til det: Ingen besvimelser, sjælden svimmelhed, så i stedet for at spise jern konstant har jeg bare ladet den @”£#§ procent passe sig selv. Men efter denne afgivelse af LIGE KNAP en halv liter blod, var den altså dykket helt ned i det anæmiske, og sygeplejersken sagde at jeg først skulle komme tilbage når den var oppe på 8 %. Jeg er vist aldrig blevet målt højere end 7,2 %, og det var før en tapning. Så summa summarum syntes hun ikke jeg skulle komme tilbage. Årer der er dumme at stikke i, lavt blodtryk og blodprocent – jeg var bare ikke bloddonormateriale. Kasseret. Af en BLODBANK! Det er altså ikke noget jeg bilder mig ind: Der er INGEN der vil have mig. Hulk.

Hov, nej, helt forkert og selvdestruktiv konklusion. Måske hænger det sammen? Mine røde blodlegemer fosser ud af systemet med alt det hjerteblod jeg spilder på mænd der ikke fortjener det? Måske ikke noget dårligt billede ... jeg mærker i hvert fald en spirende selverkendelse der gør det muligt for mig igen at se verden i øjnene med oprejst pande. Jeg vender tilbage hvis jeg bliver i stand til at formulere mere konkret hvad jeg har lært og kan bruge denne oplevelse til. Jeg vil benytte min forklarede og nyoptimistiske tilstand som anledning til at lukke på klassisk poesi uden underliggende poprytmer, nemlig W.H. Auden*:

... we shall not cease from exploration
and the end of all our exploring
will be to arrive where we started
and know the place for the first time ...

* som er lidt poppet alligevel: han er kendt fra Fire bryllupper og en begravelse med det tårepersende effektive Stop all the clocks. Mit citat er fra Little Gidding.

Tilbagefald

2006-04-29T08:50:00.000+02:00

NU er jeg ked af det. Jeg har været så vred ved tanken om at ’han dumpede mig pr. mail’, at det har fyldt det hele, men lige nu stopper tankerækken ved ’han dumpede mig’, og sorgen over savnet og den manglende afsked får mig næsten til at kæntre.

Når en mand begærer mig, føler jeg mig som den lækreste croissant i bagerens vindue. Ingen er så sprød, saftig og lækkert brun som mig. Og det bliver bekræftet af manden:

”Det er dén der jeg vil have. Nej, DEN der. Kun den.”

*ud ad butikken*

”Uhm, hvor du smager godt. Du er lige hvad jeg trængte til. Nej, hvor SKØNT! Jeg tror du er den bedste croissant jeg nogensinde har smagt ... men hov? Nu er der ikke mere. Nå, men jeg blev vel egentlig også mæt. Øv, mine fingre er fedtede.”

*tørrer fingre i posen og smider væk*

Og inden jeg ser mig om, er jeg blevet til den overflødige og lidt ulækre indpakning som han bare skal af med hurtigst muligt, og det er kun en gradsforskel om jeg uden videre bliver smidt på gaden eller båret til nærmeste skraldespand og kylet der.

Jeg kan næsten ikke holde det ud. Ja, ja, jeg kan godt selv læse det: Jeg skal finde ud af en måde hvor jeg kan blive nydt uden at blive fortæret, men jeg er helt blank på hvordan. Andre konkluderer at de ikke skal have en kæreste, eller slet ikke have noget med mænd at gøre, men det kan jeg ikke få mig selv til at sige. Jeg ville ØNSKE at jeg kunne undvære en mand, men det kan jeg ikke. Eller jo, på AA-måden, med ’en dag ad gangen’, så jeg behøver ikke finde ham i dag, men hvis jeg kigger frem på resten af mit liv, synes jeg der ser tomt ud uden en mand.

Så er det jo godt jeg har Dr. Phil, der har lovet at lære mig at ’love smart’, og en lang børnefri lørdag foran mig til at læse i. Forventer mirakel. Vender forbedret og oplyst tilbage.

... I don’t believe in the sun
how could it shine down on anyone
and never shine on me?
How could there be
such cruelty? ...

Bogmeme

2006-04-27T16:47:00.000+02:00

Søde Suzy Q aktiverer mig væk fra granskning af mit knuste hjerte og min ditto stolthed, for bøger! Det er en livslang kærlighedsaffære. Memet kommer fra Dana (som skal adviseres om det udførte meme) og skal afdække om mænd og kvinder påskønner forskellige bøger. Spændende.

Hvilken bog har betydet mest for dig?

The Magus af John Fowles. Den gav mig retning i livet på et tidspunkt hvor jeg ledte efter det: Jeg havde droppet et studium efter første år, og taget en au pair-plads i udlandet. Jeg pakkede supersparsomt, tog den med som min eneste bog og læste den uafbrudt i sløjfe, hvilket gav mig den aha-oplevelse at litteratur og engelsk – det bliver jeg ikke sådan liiiiiige træt af. Så jeg tog hjem, begyndte at læse engelsk, og havde nogle skønne og succesfulde år på universitetet. Derudover har den været to store læseoplevelser: Dengang, som nybagt student, identificerede jeg mig 100 % med hovedpersonen, der drager ud i verden for at lære og opleve, men ender med at sande at hans udlængsel i høj grad var en flugt fra ... jeg vil nødig reducere en stor og kompleks roman til trivialiteter, men bær over med det korte format ... en flugt fra kærlighed og selverkendelse. Da jeg genlæste den måske ti år senere, identificerede jeg mig med den centrale biperson, den kvinde han flygter fra, men ikke kan undvære. Hvor han i første omgang virkede romantisk, virkede han i anden omgang angst og umoden. Hun, der i første læsning slog mig som hysterisk og krævende, var i mine ældre øjne varm og sine følelser bekendt. Et skoleeksempel på en historie der udvikler sig med sin læser. Det er en fantastisk bog om dynamikken mænd og kvinder imellem, det der med at der altid er én der elsker og én der er elsket. Men det er en relation i bevægelse, rollerne byttes lejlighedsvist om, og man finder følelsesmæssigt potentiale i sig som man ikke vidste man havde. Jeg tror at denne fiktion har givet mig mere erkendelse end alt hvad jeg ellers har læst af psykologi og selvhjælpsbøger.

Hvilken genre læser du mest?

Romaner og populærvidenskab. Man kan vist ikke betvivle min kærlighed til romaner efter at have læst ovenstående, men efter at have fået min kandidatgrad var jeg RIGTIG fiktionstræt, og kastede mig over populærvidenskab. Jeg ville vide hvordan universet hænger sammen, kende de basale fysiske love, og snævrede mig med tiden til vores egen klode, mere specifikt: Livet. Biologi og evolution er altså det mest interessante i hele verden, og jeg anbefaler helhjertet Richard Dawkins' Climbing Mount Improbable, der på en nutidig og fængslende måde forklarer Darwins evolutionsteori så det simpelthen er mig en gåde at de der Intelligent Design-idioter overhovedet tør fremsætte deres latterlige påstande. Som det fremgår, mistede jeg i den læseproces troen på gud, da jeg konkluderede at mit verdensbillede hænger bedre sammen uden end med ham. Jeg ville ønske at der var retfærdighed til, men der er intet der tyder på det.

Hvilken bog læste du sidst?

Jeg er lige begyndt på en masse bøger, men det er da ikke så længe siden at jeg afsluttede Levitt & Dubners Freakonomics, Ben Eltons The First Casualty og mine genlæsninger af Jeffrey Steingartens The Man Who Ate Everything og It Must’ve Been Something I Ate – alle sammen gode, men ikke livsomvæltende, læseoplevelser. Jeg har sjældent andet end gode læseoplevelser, da jeg ikke læser bøger færdig af pligt – de ryger hvis de ikke siger mig noget efter 50-100 sider. Jeg underholder mig nu uforpligtende med Raymond Khourys The Last Templar, og får mine læsevitaminer fra Richard Dawkins' The Ancestor’s Tale – den virker RIGTIGT lovende. Som den naive tosse jeg er, tror jeg også at jeg kan blive bedre til at håndtere mit kærlighedsliv ved indlæring, så jeg læser Phil McGraws Love Smart, med den ubetalelige undertitel Find the One You Want, Fix the One You’ve Got. Ha! As if, tænker læsere af denne blog, men jeg kan ikke lade være. Hvad jeg mangler i tro, opvejer jeg i håb.

Hvilket køn er du?

Hun-. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Hvem vil tagges? Acq og Kimporator? Jeres lister kunne være sjove at sammenligne ...

... du kan se jeg er rippet og flået
men min sjæl har de ikke fået ...

Jeg burde have forudset det

2006-04-25T10:10:00.000+02:00

Forholdet mellem kønnene er jo et spil, og uanset at mændene påstår at de ønsker ærlighed, skal man hellere spille spillet. De kan jo ikke tåle livets realiteter.

Som fx Passionen som efter eget udsagn var en TP-haj og ubesejret siden 2003. Det lyder skønt, svarede jeg, jeg elsker TP, men har for mange huller til at være RIGTIG god til det. I min vennekreds er jeg sådan en man gerne vil have på holdet, men på egen hånd vinder jeg sjældent. Nå, men sidste gang jeg besøgte ham, foreslog han at vi tog et spil; eller rettere, spurgte hinanden om hele kort, og den der havde flest rigtige svar på fem kort vandt. Jeg burde selvfølgelig have anet uråd da han fandt familieudgaven frem, og jeg tillod mig også at grine lidt af det, men han påstod hårdnakket at voksenspørgsmålene var af samme sværhedsgrad som i Genusudgaven. Fint nok, så kunne jeg i hvert fald ingen svar udenad, da jeg aldrig har spillet familieudgave. Det forhindrede mig dog ikke i at vinde – komfortabelt. Han ville have revanche. Samme resultat. Og igen. Og igen ... blev det otte gange i træk, tror jeg? Jeg var large med pointene og hjælpen (uden at det var påfaldende), men lige meget hjalp det. Han fik ikke hevet en eneste sejr hjem.

Da jeg efter dumpningen vendte diverse årsagsteorier med veninden, den mandeerfarne, blev hun helt tavs da hun hørte om denne episode, og svarede så, i så-har-du-næsten-selv-bedt-om-det-tonen:

’Det skulle du ikke have gjort. Det er kun universitetslektorer der tænder på
viden.’

Bemærk automatisk fælleskvindelig placering af ansvar hos mig – det er MIN opgave at beskytte det skrøbelige mandlige ego, ikke hans opgave at holde sig fra vande hvor han ikke kan bunde. Skulle jeg have passet eller svaret forkert med vilje? I min naivitet og ærlighed-frem-for-alt tænkte jeg at det ville være et udtryk for ringeagt. Og det er altså ikke et adgangskrav for mændene i mit liv at de skal kunne ryste mere unyttig paratviden ud af ærmerne end mig. Men det kan måske godt være et krav mændene stiller til sig selv.

Senere samme aften overtog min gode ven og ekskæreste, Vordende Universitetslektor, vagten med at holde mig fra selvmordets rand, og han fik samme historie, dog uden venindens kommentar, bare med mit eget spørgsmål om nederlaget var for meget at bære for Passionen og om mine sejre kompromitterede min femininitet? Han svarede, stødt på hankønnets vegne

’Der er altså mænd der tænder på viden.’

Min veninde rests her case.

... I’m all out of faith
this is how I feel
I’m cold and I am shamed
lying naked on the floor
illusion never changed
into something real ...

Yderligere to versioner

2006-04-22T22:39:00.000+02:00

Den iskolde

SHA’s telefon: Bippe-dippe-dip-diiiiip!

Hallo? Nå, er det dig, Passion? Hvorfor jeg ikke har svaret? Du skriver jo at du ikke tør tale med mig, og jeg synes at det er uværdigt at have den slags udvekslinger pr. mail, så jeg så ikke rigtigt nogen kommunikationsmuligheder. Hvordan jeg har det? Jamen, hvis du var interesseret i det, havde du vel ikke valgt envejskommunikation? Men siden du spørger, er jeg da chokeret over at du, der beskriver dig selv som ’ærlig og reel’ lyver lodret for mig i telefonen, og derefter dumper mig pr. mail. Jeg mener at alle voksne og ansvarlige mennesker er enige om, at det medie ikke egner sig til overbringelse af følelsesladede eller dårlige nyheder, og er da skuffet over at måtte erkende at du åbenbart hverken er voksen eller ansvarlig. Så nej, jeg hverken forstår eller respekterer din beslutning. Jeg forstår ikke hvordan en veluddannet, fyrreårig mand kan tage fejl af reel interesse for et andet menneske og midtvejskriseliderlighed, og selvom jeg anerkender din ret til selv at beslutte om du vil være sammen med mig eller ej, kan jeg ikke respektere en fremgangsmåde der alene prioriterer at gøre det så let og smertefrit som muligt for dig selv, og fuldstændigt tilsidesætter almindelig anstændighed og min ret til en ordentlig behandling. Men efter at have oplevet denne side af dig, er jeg ganske enig i konklusionen: Vi skal ikke være sammen, og det er da rart at sidde tilbage med en klippefast overbevisning om at du ikke er noget tab. Så fortsat god scoring, jeg håber du render ind i en kvinde af samme støbning som dig selv. Hej-hej!

Den klynkende

Kære Passion
Tænk, at du vil være bekendt at lege med mine følelser på den måde! Du lovede at passe på mig da jeg fortalte om min utilbøjelighed til at give mig hen til noget så nyt, og forsikrede mig om at jeg rørte dit hjerte, og at du ikke kunne drømme om at sige noget du ikke mente. Du tæppebombede mig med mails og komplimenter, og da jeg indrømmede at jeg nød din opmærksomhed, men syntes at den var bekymrende afhængighedsskabende, svarede du, på skrift, og jeg citerer: ’Det er IKKE bekymrende’. Er det ikke at påtage sig et ansvar, som du nu ikke har kunnet skille dig af med hurtigt nok? Det var DIG der udnævnte os til kærester. Det var DIG der gerne ville møde mine venner – og så dumper du mig fem dage senere. Er det ikke nok at jorde mig? SKULLE det gøres nærmest lige for næsen af tolv andre mennesker? Hvad har jeg gjort for at fortjene den ydmygelse? Og hvordan kan du, der selv har børn, nænne at køre charmeoffensiv på min datter, der dagligt spørger om du kommer og leger gemme med hende, og så forsvinde uden et eneste blik tilbage? Hvornår var det du nævnte at jeg ikke behøvede bekymre mig om Vesterbros dårlige skoler, for når hun kom i den skolesøgende alder, ville vi jo nok bo i din kommune? Ti dage før du dumpede mig? Det er mig ubegribeligt at man kan svinge fra SÅ brændende varm til SÅ isnende kold på SÅ kort tid uden grund. Mit indre krøller sig sammen som et forsvarsløst dyr der bliver slået når jeg tænker på dine varme blå øjne, og alle de løgne de fik mig til at tro. For jeg troede jo på dig, både på dine ord og på at du var et godt og varmt menneske. Og nu, hvor du er afsløret som en koldhjertet løgner og kujon, er det hele ødelagt og fordærvet. Jeg kan ikke tænke tilbage på vores gode stunder, og påskønne dem for hvad de var, for jeg har aldrig kendt det menneske jeg delte dem med. Al din opmærksomhed, al din bekræftelse er med et slag ikke bare værdiløs, men en decideret krænkelse i al sin forløjethed.

Jeg kan simpelthen ikke se hvad det ville have kostet dig (ud over en smule mod) at sige farvel på en ordentlig måde. Ja, jeg var sikkert blevet vred, og helt sikkert ked af det, men det er vel heller ikke umuligt at rumme? Du er jo i overskudssituationen, det er dig der har taget beslutningen og får det som du vil have det. Er det så urimeligt at forvente at du omsætter en smule af det overskud til omsorg for hvordan jeg får og tager nyheden? Din forelskelse er fordampet, det accepterer jeg, men din manglende omsorg er en bitter, bitter skuffelse.

... tainted love ...

Den bitre

2006-04-20T15:36:00.000+02:00

Han skriver at han er ked af ikke at turde gøre det forbi ansigt til ansigt. Vel er han ej. Hvis han var ked af det, og havde bare en brøkdel af de følelser for mig som han har påstået, havde han ikke dumpet mig pr. mail. Jeg spurgte til hans distance i telefonen tirsdag aften, hvor han forsikrede mig om at der ikke var noget at være bekymret for, han ’havde jo lovet at sige til hvis der var noget, ikke?’. Men ikke engang et døgn senere kom mailen. Så han forpassede en oplagt mulighed for at TALE med mig om sine følelser, når jeg ligefrem spurgte til dem – hvilket igen beviser at han intet har følt for mig, hverken omsorg eller respekt, følelserne har været selvskabt oppisket stemning, foranlediget af hans behov for romantik og lidenskab. Jeg har været en værdiløs statist, hvis input har skullet holdes på et minimum.

Jeg er vidunderlig, skriver han, og ramte ham hårdt, han har bare ikke længere den rigtige følelse i maven, og den er han nødt til at være ærlig over for, og det håber han jeg forstår og respekterer – men han er rigtig ked af det. Han er ’rigtig ked’ af det? Tror han det forslår, efter at jeg så mindeligt bad ham om at gå varsomt frem, fordi jeg nødig ville tro, at det var mere end det var? Hvilken del af ’spark mig ikke, jeg ligger allerede ned’ forstod han ikke? Og han tillader sig at forvente respekt og forståelse? Har han ingen skam? Det kan godt være at følelserne føltes ægte for ham mens de stod på, men det er mit klare indtryk at jeg intet har rørt i ham som enhver anden kvinde ikke ville kunne tænde. Han VILLE være forelsket, og bildte sig ind at han var det uden at kende mig.

Han sender gode ønsker og undskylder igen den upersonlige kommunikationsform. Og ja, en mail er upersonlig, som vores relation også viser sig at have været. Han kan prøve at gøre det lidt nuttet ved at kalde det ’tøsedrengeagtigt’; det forslår heller ikke. I mine øjne er han en kujon og et egoistisk, kynisk løgnagtigt svin.

Dette er de bitre svar på hans brev som jeg ikke sender, på adskilliges anbefaling. Min veninde synes det er for bittert, og at jeg skal skrive noget mere overskudsagtigt og selvværdsstøttende, á la ’det er dit store tab’. Min søster synes ikke det er bittert og hårdt nok til hans store forbrydelse – og han er jo nok alligevel så afstumpet at det ikke bider på ham. Så indtil videre hedder min konklusion at den bedste straf er, at han ikke får nogen respons og aldrig hører fra mig igen, og al min læssen af kommer til at gå ud over jer. Jeg er langt mere vred end ked af det, og ønsker kun at gøre ham ondt. Så hvad siger I, er tavshed mere sårende end skældsord?

Kender I den med at man ikke skal bekymre sig om fremtiden? Der sker alligevel aldrig det man frygter – der sker noget meget værre. Det er vist trods alt ikke tilfældet her – der skete præcis det jeg frygtede, trods mine og jeres forsøg på at dysse bekymringen ned. Men det VAR lovende, og jeg er udmærket tilfreds med min egen opførsel i forløbet. Jeg har i hvert fald for en gangs skyld lyst til at give ham ret i at det ikke er mig - det er ham. Så ingen selvpineri.

... as I live and breathe
you have killed me
yes I walk around somehow
but you have killed me ...

Gode Blogvenner

2006-04-19T20:35:00.000+02:00

Kære BusterLiguster og Morfar, jeg forlader mig på jeres større blogerfaring, og har slettet det hjerteblødende brev. Kære Acq, tak for støtte, jeg tager dig op på den kop te ved førstkommende lejlighed. Til alle jer andre kan jeg oplyse at Passionen har dumpet mig pr. mail. Han skulle skamme sig.

Påske farvel

2006-04-17T15:55:00.000+02:00

Leto spørger hvor vi hænger i disse dage og om der er sjovt. For mit vedkommende er svaret at jeg hænger dovent i min bombede lejlighed for slukket computer, og forsøgsvis holder mig opretstående og til husbehov smilende i min datters vågne timer, og klasker sammen som en klud når hun er kommet i seng. Jeg er vist ikke kommet mig helt over min bacille, og kan næsten tude ved tanken om at jeg skal på arbejde i morgen. Elleve dage væk fra kontoret og jeg føler mig ikke spor frisk og opladet. Og i overmorgen starter en barselsvikar, og pga. alle mulige andres planlægning der er skredet, skal jeg stå for den mest informationstunge og teknisk mest utilgængelige del af hendes oplæring. Jaja, jeg var smigret nok over at blive spurgt (”Du er så pædagogisk og god til det, SHA!”), men lige nu kan jeg dårligt overskue teknikken selv, og da slet ikke sætte andre ind i det. Og jeg skal £#@%&§½ lave mad til endnu en fest næste weekend. På Lolland. Jeg får kvalme af at tænke på mad, og jeg GIDER ikke logistikhelvedet.

Så er det et svar, Leto? Jeg er vist sur, sur, sur, og må hellere slukke computeren igen. Vil udarbejde mantra om hvor glad jeg er for mit krævende arbejdes mange udfordringer, for ellers ville jeg kede mig ihjel og føle jeg gik til spilde, og synge min påskønnelse for mit talent for livsnyderi og madlavning der har givet mig så mange gode og bekræftende oplevelser. For jeg er jo ikke uheldig og elendig. Bare SUR!

... I don’t like Mondays ...

Mælkesyrebakterier regerer!

2006-04-12T15:38:00.000+02:00

Takket være Paraghurt er jeg tilbage i de levendes land efter maveondet fra helvede. Ååååhhhh, jeg har haft det så skidt. Grundet ondets udelikate natur vil jeg ikke gå nærmere ind på detaljerne, men jeg har lidt, har jeg, så jeg ville jeg ønske jeg var en mand og skamløst kunne søge ynk. Heldigvis skulle min datter på påskeferie hos sin far – en toårig er ingen Florence Nightingale:

”Op at stå, Mor! Ikke ligge ned!”

Min mor er til gengæld en mor af rette støbning når det drejer sig om sygdom, og kom galopperende med Paraghurt, bananer og ufiltreret æblejuice fra Meyer da jeg fik åndsnærværelse nok til at bede om det. At hun så med vanlig takt ledsager overbringelsen af de helsebringende varer med

”Du ser ... bedre ... ud. For i søndags så du da herrens ud. Mindst ti år ældre end du er.”

må jeg leve med. Min mors manglende sproglige finesse er mit kors.

Det er også i yderste øjeblik at blive rask, for i morgen er der brunch for hele vennekredsen, hvilket jeg ville hade at gå glip af. Og Passionen og jeg havde også aftalt at ses i helligdagene. Og i et overmodigt øjeblik inviterede jeg ham henkastet med til brunch, og han sagde ja. Så fra at være totalt Mr. X, uset af alle, på nær min datter, skal han i morgen møde 12 mennesker som jeg har kendt i gennemsnitligt 15 år. Nå, vil ikke piske en stemning op: De er søde og han er sød og alle er overmåde socialt kompetente og får en dejlig dag. Og alt det der metaanalyse med ”ER vi nu et par fordi andre SER os som et par?” vil jeg slet ikke begynde på. Han er dejlig, jeg nyder hans selskab, og satser på at han føler noget i samme boldgade.

... I’ve looked at love from both sides now
from give and take and still somehow
it’s love’s illusions I recall
I really don’t know love at all ...

Opdatering fra smertensleje

2006-04-09T20:35:00.000+02:00

Hvor uheldigt er det at få et omgangssyge slash influenzalignende onde når man skal lave mad til et bryllup? Jeg VED godt at ingen er uundværlig, men de her cateringarrangementer er det tætteste jeg kommer på at være det (sådan akut-akut. Tillader mig at gå ud fra at min datter også har brug for mig sådan på lidt længere sigt). Brudeparret blev i hvert fald blege om næbbet da de så mit blege næb dagen før brylluppet. Men dagen blev gennemført på adrenalin, og i dag er jeg syg igen. Sløj, sløj, sløj ...

Bryllupsreception

2006-04-06T17:21:00.000+02:00

Små frikadeller af 4 kg kød?
Rosmarinmarinerede tern af 2½ kg kyllingebryst?
Canapeer af 2 kg røget laks?
Snegle af 1 kg butterdej?

Læg hertil bundter af kogte bønner (2 kg) omviklet med serranoskinke (½ kg), lune sandwiches med mexicansk ostefyld (1½ kg), cocktailpølser med bacon (4 kg), gedeostehapser med grillet peberfrugt og pesto (2 kg). Og bryllupskage.

Skulle det ikke være nok til rustikke pindemadder til 100 mennesker? 195 g pr. mand lyder måske umiddelbart af lidt lidt, men ud over det her opremsede kommer jo også bjerge af krydderurter, brød, dressing og den slags.

Som de hurtige måske har opfattet, skal jeg lave mad til en bryllupsreception på lørdag. Jeg har et lille hobbycateringfirma for venner og bekendte, og banal madlavning kan ikke længere hyle mig ud af den. Men det her på lørdag er pindemadder der skal omdeles (og spises) inden for et bestemt tidsrum, og ikke bare min sædvanlige afslappede buffet hvor folk forsyner sig selv. Dvs. at mit fokus er på logistik og militærisk præcis afvikling (15 minutter til hver servering og ikke et SEKUND mere!) mere end på selve madlavningen. Så selvom ovennævnte mængder er lidt usle efter min målestok (aldrig forsætligt underforsynet, det er mig), kan gæsterne simpelthen ikke NÅ at spise mere. Og de stakkels tre små serveringspiger der skal bene rundt med bakkerne og formelig HÆLDE mad i hænderne (munden?) på folk – jeg frygter for ulykker med løsrevne pinde fløjtende i alle retninger hvis de skal løbe hurtigere.

Jeg er jo hyret til at løse netop disse problemer, så selvfølgelig er de løst. Der er nok mad, og det kommer til at glide. Men kryds gerne lidt fingre alligevel ...

... det er så øøøøndigt
at fø-hølges ad ...

Lille politisk hik

2006-04-03T22:20:00.000+02:00

Hvor svært kan det være at adskille PROBLEMET fra dets SYMPTOMER? Nu er der igen en masse ballade om et hovedtørklæde – DR2’s nye værtinde Asmaa Abdol-Hamids – og jeg synes det er lidt træls at høre på.

Alle mulige kvindeorganisationer flyver i harnisk over det kvindeundertrykkende signal, og det kan de jo godt have en petite pointe i, men har Asmaa Abdol-Hamid ikke sin personlige frihed til at gå med på hovedet hvad hun vil? Jo. Og er hun forpligtet til at stille op som rollemodel efter andres, altså diverse kvindelige interesseorganisationers, dagsorden? Nej. Er DR2 i deres gode ret til at efterstræbe forskelligartethed på værtssiden, frem for homogen enshed og forudsigelighed? Ja. Næh, dem der skal være krænkede er de mænd Asmaa Abdol-Hamid ikke vil trykke i hånden. Det er nemlig kønsdiskriminering, og det er ulovligt. Så lad mandeorganisationerne råbe op – de har mere at komme efter.

Problemet er jo ikke det skide tørklæde. Det er bare et symptom på den forskelsbehandling af kønnene som mange religioner excellerer i. Hvad folk gør med hår, skæg, hovedbeklædning og andre former for personlig kropsudsmykning (eller mangel på samme) er bedøvende ligegyldigt, hvis de bare behandler mænd og kvinder ens. Men hvis de ikke gør det, har vi ret og pligt til at brokke os. Det undrer mig ikke at DR2 accepterer at studieværterne selv vælger deres påklædning. Men det undrer mig en smule, at de ikke forlanger at studieværterne hilser lige pænt på alle deres gæster.

Som en personlig parentes vil jeg da gerne tilføje, at jeg er opdraget småborgerligt til at det er uopdragent at gå med hovedbeklædning inden døre, og at jeg derfor selv stejler over hovedtørklæder. Men det gør jeg også over strikhuer, hæklede skull caps, kasketter, etc. – og ungdommen er bedøvende ligeglad med mine præferencer. Jeg er slet ikke blevet spurgt, men sidder her med min helt overflødige alvidenhed om korrekt personlig fremtræden.

Hvis nogen ønsker yderligere personlig opdatering, kan jeg fortælle at jeg havde endnu en skøn lørdag med Passionen, det var hedt og fedt og vi grinede af Mick Øgendahl så vi fik ondt i kinderne.

... when the lights go out
there’s just the three of us
you and me and all that stuff
we’re so scared of
come on, ride down, baby
into this tunnel of love ...